Antagelig 13.6.1888

Min egen lille Mimi!

Der var saa meget jeg skulde have snakket med Dig om da jeg besøgte Dig og det blev alt sammen ikke, om mine Forældre skulde jeg have snakket, jeg skulde vide om Du syntes mine nye Klæder var pæne, der var saa meget, – naa det faar nu være. – Jeg har nu læst det meste af Pontoppidans Bog og synes som Du at den er temmelig “værre”, man tror ikke et Ord af den, den er lige til at oversætte til Tysk; jeg kommer til at tænke paa Hønen, der galer – herregud der er da ikke noget at opholde sig ved, det falder jo saadan: har De hørt det spøger: om Hunden der græder som et Menneske, om Hønen der galer Skt. Hans Nat – – saa falder Møllers Tilføjelse mig i Ørene: det skulde da ikke være noget uanstændigt? – uf, saa har jeg ham for mig – ja Du, det er ligesaa godt, at jeg en Gang for alle gør dette op for Dig, saa meget mere, som Du beder mig om at prøve at se ham i et andet Lys, ikke  tage ham bogstavelig; jeg skal prøve derpaa, naar Ferien kommer, det er jo altid kedeligt naar Manden slet ikke kan med Konens Venner; jeg skal virkelig

[2]

-lig anstrænge mig derfor, for jeg har ligesom en dunkel Fornemmelse af, at det vilde kunne ødelægge os Ferien. Det bliver sandelig en Øvelse i Selvbeherskelse, for at jeg skulde komme til at se ham anderledens har jeg ikke meget Haab om. Det er virkelig ikke Jalousi, Du, Du ved den Opfattelse er gammel i mig, tidligere var det ligegyldigt, nu er Du min Kone og I tilbringer Sommeren sammen, nu er det der ikke mere. – Det er ikke mig der ser rødt, Du ved Møller kan ikke begaa sig med nogen – det er pudsigt; jeg har i den senere Tid ofte maattet tage ham i Forsvar, – men har Du nu nogen Sympati vil jeg ikke saare Dig med at gaa i Detaljer, men blot sige Dig, at Grunden, hvorfor jeg stadig vender tilbage til ham, er den at jeg er saa angst for at han skal trække Dig ned – slet ikke med sin Vilje – hvis han formaaede det, som han trækker sin Kone, nu hvor han synes at have Overtaget og hun at finde Tilfredsstillelse i at være den lille; og bebrejd mig ikke det, Mimi, hører Du, det er jo ikke Mangel paa Tillid, det vilde jo være mere end Hexeri om ikke noget af det eneste man en hel Sommer har for Øje skulde sætte sig fast i én. Ja nu er Straffen over mig, Mimi, for alt mit Kludder; nu er Resultatet blevet at hun har sluttet sig til dem af sine Venner som er farligst for vor Lykke, fordi de er mig saa diametralt modsatte saa jeg saa let kommer til at se ud som en Pedant, en

[3]

lyssky Person, hvad jeg jo slet ikke gør i Sammenligning med Krøyer, Mols, – hvem skal jeg nævne, farligt fordi de stadig anslaar Strænge bort fra alt det jeg har at byde Dig som Menneske, de forøger Modsætningerne mellem os, det har jeg for mit Vrøvl. – Du aner ikke, hvor meget de var mig imod dine Venner, selv Agnes som jeg ellers sætter saa højt – sidst jeg var ovre hos Dig, hvor jeg syntes de var snævre og haardhjærtede i deres Bedømmelse af Mensker, hvor deres Tone var simpel – ja det er netop et meget skarpt Exempel paa hvad jeg har paa Hjærte – Er jeg snærpet Mimi? Har vi ikke saa ofte talt om yderlige Ting at Du ved, jeg ikke er bange for at nævne Tingen ved dens rette Navn? Tror Du virkelig at den Tone Møller anslaar har det mindste dermed at gøre; tror Du virkelig virkelig at frigjorte Mensker af noget som helst Værd, lad mig nævne de bedste: Brandes, Zahrthman, Krøyer, Skram – hvem Du vil – vilde kalde hans Vitzer om Lopper i Underbuxerne, [–] Marie kan da ikke komme til at ødelægge mine Underbuxer e.t.c. [–] for andet end Platheder, Sjofelheder, tror Du virkelig? Hele Dagen i en Køre, nej fy for Satan. Og Du, min egen Hustru, bliver først rød i Hovedet, og skjuler det i Hænderne som i Mandags, aa Du, men efter Haanden voldtager han Din Finfølelse, er Du saa rigere, friere, bedre? Jeg begriber slet ikke, Du som kan rynke paa Næsen af Tonen i Kredse

[4]

som Bramsens; men Gud fri mig for at bebrejde Dig noget, jeg som har saa store gamle Synder paa min Samvittighed, og Du er selv den der har lært mig hvad Renhed i Sind og Skind vil sige, og det er jeg Dig evig taknemlig for, – jeg nævner det kun for at vise Dig hvorfor jeg er gal paa Møller, jeg kunde jo lige saa gærne nævne hans haanlige Sparken til højre og venstre, det ene og det andet. – Hvor skulde han have det fra, hvorfor skulde netop han vide hvad det er at leve rigt og frit og alle andre nogle Sinker; det er skam naar jeg maaler ham med meget yderlige Mensker, at han falde saa ynkeligt igennem, jeg kender Folk der forener baade Hjærte og Takt og Dannelse med Frihed og Livsglæde; det er netop det vi to skulde naa til, naa tusind Gange videre end Møller. – Hvis Du nu forstaar mig bedre, Mimi forstaar hvorfor han er mig imod, hvorfor jeg synes at han gør os to Skade[,] forhindrer Harmonien mellem os, hvorfor jeg ikke var begejstret ved Tanken om et Billede af Dig paa bare Ben malet af ham (men det lover jeg højt og helligt ikke at gøre mere Vrøvl om, jeg skal glæde mig hvis det bliver godt og komme over og tørre dine vaade Poter) – Ja, saa er Hensigten naaet, med dette Brev, som jo vist keder Dig rædsomt, men vi maa nu alligevel have det Punkt klaret, som vi nok skal klare det altsammen, naar vi to Trunter bare maa faa Lov til at hjælpes ad
[...]