15.6.1888

Fredag d. 15/6

 

Men Mimi dog, hvad er det, jeg er saa angst, ikke et Ord hele Ugen, hvad betyder det? Har jeg fornærmet Dig, er Du ulykkelig over mig, hvad er det, hvad er det. – Er du da saa uforklarlig, er den fornærmelig min Frygt for at Dine Venner uden Spor at ville det, skal lede Dine Tanker, Dine Sympatier bort fra mig, skal give Dig et Indhold hvor jeg slet ikke er med, er den fornærmelig min Frygt for at Sommeren skal bringe Ebbe i det, der skal være vort Liv? Brutalt er det i al Fald at give det Luft paa den Maade, – aa tilgiv mig, sig at Du tilgiver mig – sig at jeg ser Syner, naar jeg indbildte mig at Du var mindre sød, mindre min end da Du rejste, – elsker jeg da ikke Din Livsglæde, Dit Humør, elsker jeg Dig ikke som Du er, blot Du vil være min Hustru, – Tanke for Tanke og Time for Time – aa Du vil jo dog til mig, Mimi, vi endte jo som Venner, kan Du ikke tilgive mig at jeg i Ord, i Breve til Overdrivelse kæmper for min Magt over Dig, overdriver min Angst for dem, for det i Dig selv, der er mod Dit og mit fælles Haab, vor fælles Kærlighed, vor fælles Længsel. Tror Du ikke jeg har sagt til mig selv: ikke skrive, ikke tage derover, ikke plage hende, det er Synd for hende – men jeg har svaret:

[2]

saa glider vi fra hinanden, vi maa tale sammen, leve sammen, – aa det skal blive saa godt, saa godt; al Fordring, al Skuffelse skal blive døde Ord naar vi bedre lære at forstaa hinandens Væsen og Natur.

– – Aa, Mari, Mari, saadan er det jo, skriv til mig, hører Du, sig at Du tænker som jeg, min egen elskede Hustru; nu faar Du disse Linjer Lørdag Middag og har Du saa intet Brev afsendt, saa send mig et Telegram, to Ord, kom til mig, vil Du have mig over, aa vi skulde aldrig, aldrig være fra hinanden.

Hører Du Mimi, Din Mand, Dit Ægteskab, Din Fremtid, Din Lykke kalder paa Dig, vær ikke vred paa mig, forstaa mig, vær min, Du min egen Elskede.

Din Robert

––––––––––

Aa Mimi, naar jeg ser paa Dit elskede Billede, naar jeg føler hvor mit Liv ligger i Din Haand, saa kunde jeg slaa mig selv, saa brutal, saa docerende, saa plagende jeg har været; jeg forstaar slet ikke, at ikke blot det at se Dig var mig nok – men tilgiv mig, Mimi, opgiv mig ikke, saa gaar Livet itu for mig, prøv ogsaa Dig selv – om det virkelig var Hjærnespind af mig; Jeg skal skønne bedre paa Dig naar vi nu ses igen, straf ikke Din fjollede Mand, men sank gloende Kul paa hans Hoved, det er hans Kærlighed som gør ham rasende og Du ved nok: hvo meget elsker, skal meget tilgives. – Jeg ved snart ikke hvem af os der daarligst forstaar den Kunst at være forlovet.

Et Kys paa Din Pande 

fra Din slemme Mand.