Johan Rohde og Emil Hannovers breve

Overfor Rohdes Billeder føler man stærkt, at han ser paa Naturen med Øjne, der er uddannede gennem et omhyggeligt Studium af fortrinlige gamle og moderne Mesteres Værker, som Mødet Ansigt til Ansigt med Naturen ikke lader ham glemme. Det er Reflektionskunst, men af en statelig og distingveret Holdning og af en ejendommelig personlig Farve. Det er en Kritikers Kunst, fristes man til at sige, særlig fordi det er vanskeligt at glemme, at Johan Rohde gennem flere fortræffeligt skrevne Artikler er traadt i Skranken for nye og interessante Synsmaader, der aabenbarer en saa dyb og fin Forstaaelse af gærende Kræfter, at man med megen Fornøjelse og usædvanligt stort Udbytte lærer hans Anskuelser om Kunst at kende, selvom man ikke altid ævner at tiltræde dem. (Madsen 1891, 333.) 

Naar jeg ikke kan holde ud at staa ude paa en Plet og Male, gaar jeg omkring og gloer Øjnene ud af Hovedet og har saa en Notebog ved Haanden til at gjøre mine Optegnelser i — Jeg ser imidlertid udmærket godt Methodens mange og farlige Svagheder og jeg foresætter mig stadig at gjøre, hvad jeg kan for at komme “lige til Fadet” — De havde Ret hvad De engang sagde i Vinter, da De saa mig staa og bixe med  et Billede fra Ribe-Aa (det jeg ikke udstillede) — og De har muligvis ogsaa Ret, naar De siger, at mine Billeder mangler Inspiration — Madsen siger jo noget lignende med andre Ord — men hvis jeg selv troede, at mit Syn manglede denne Egenskab vilde jeg strax holde op med at male[.] 

Madsen taler om Gotschalks større Glæde over Naturen i Anledning af mine Billeder ja det har han maaske Ret til, da man jo skal dømme efter Resultaterne, og Gotschalks Ting staar unægtelig langt over mine — men Grunden turde vel være den, at denne Bølle har en saadan Hestenatur, at han kan rejse over til Ribe, i Februar Maaned i den strængeste Kulde og male og han staar ude og klatter med sine Ting saa længe det skal være, men at han skulde have følt større Glæde over sit Ribemotiv end jeg, det vil jeg betvivle.

[Slott-Møllers] bad mig eller skulde bede mig fra P. Nansen om at skrive en Text til deres Portræter, som skulde i Dagens Krønike. Nu har jeg hørt noget om, at De tænkte paa at skrive noget om Møllers, og hvis dette stadigt er tilfældet, vil jeg naturligvis ikke. Noget efter kom P. Nansen herop bad mig meget indtrængende skrive i Dagens Krønike om ikke specielt om Møllers, saa om Udstillingen i det hele taget. -Jeg vil meget nødigt gjøre nogen af Delene, jeg er Maler og ikke Kritikker og har hverken Tid eller Lyst til at skrive; skal jeg gjøre det, betragter jeg det som et Offer jeg gjør, fordi ingen andre findes, der kunde eller vilde gjøre det.

Det er – Undtagelserne naturligvis fraregnede – det lave kunstneriske Dannelsesniveau, den saa ofte svigtende kunstneriske Smag i Forening med Mangelen paa virkelig frisk, oprindelig Naturkraft, der præger det i Forhold til Landets Folkemængde talløse danske Kunstnersamfund. […] hvor vi maatte ønske os lidt af den brutale Kraft og Aandsfriskhed, som vi træffer hos vore norske kunstbrødre […] De er Rydningsmænd, disse norske, som nedtramper alle vore gamle Idealer uden Pietet, det er Folk, som uden at blinke foretrækker en Raphaëlli, Degas eller Pissarro for en Raphael, Holbein eller Dürer […] Der er nok noget raat i alt dette, men dog tillige noget oprindeligt. (Rohde (1890) 1981, 27)

De véd ikke[,] kjære Venner! hvilken Betydning den Sympati, De begge har lagt for Dagen ligeoverfor mig og mine Arbejder har haft for mig; ja, jeg tror næsten at kunne sige at De og Slott-Møllers er de eneste, der har ydet mig nogen virkelig Opmuntring i Anledning af mine Arbejder. Gud bevares: jeg har haft Venner imellem Malerne og derimellem mange flinke Mennesker, der efter Tid og Lejlighed har givet de sædvanlige Talemaader tilbedste; men nogen virkelig Tilslutning[,] nogen Sympati for mit Syn paa Naturen og min Opfattelse af Kunsten har jeg kun truffet hos Dem og Slott-Møllers og saa maaske hos min gamle Ven Mourier-Petersen, der ligesom jeg i mange Aar har dinglet omkring uden at faa Tag i det, vi har beskjæftiget os med.

Skulde jeg karakterisere Mængden af vores Malere med et Ord, vilde jeg kalde dem Bønder og deres Kunst er en Bondekunst ikke, fordi de maler Bøn- der naturligvis — thi de Folk som ikke maler saadanne er maaske de allerstørste — men paa Grund af alt det ufine, ordinære, haandværksmæssige, som man finder i deres Maleri. — og dog naar jeg ser paa alle disse Billeder paa Udstillinger eller i Ateliers, faar jeg mine Anfægtelser: det er ikke meget fint, men ærligt er det dog; men hvad Du selv laver er ingen af Delene.

Her er vidunderligt dejligt; for hvert Aar jeg vender tilbage hertil synes jeg der er bleven smukkere — desværre svarer Menneskene ikke altid til Landet — og hvor skikkelige de end kunne være, saa ere de dog som oftest saa langt tilbage, at Opholdet paa Landet — som jeg holder saa umaadeligt af – alligevel bliver til noget af en Plage for mig. Ens demokratiske Sindelag kan blive stillet paa en haard Prøve ved et Ophold herude paa Heden. Jeg kjender ikke noget til de vilde af personlig Erfaring, men jeg tror ikke, at de staar meget lavere i Intelligens end dis- se Hedebønder, for hvem der i disse Dage (i Anledning af Hedeselskabets Fester) pokuleres for af Landets Stormænd.

Litteratur: