18.6.1888

Mandag d. 18/6. – 88.

Min Frue!
I Dag er det 8 Dage siden jeg gæstede Dem paa Skovvang og mit Løfte tro: at lade høre fra mig “griber jeg” Pennen. – Først Tak for sidst; – for modtagen Gjæstfrihed, – jeg siger ikke “for den dejlige Dag”, for at den ikke forløb just i én Harmoni, det følte De naturligvis lige saa godt som jeg. Men Afstanden forsoner. – Selvfølgelig ærgrede jeg mig og forargede jeg mig – som jeg jo regelmæsig gør – over det ene og det andet; og saa kommer jeg hjem og saa uden jeg ved af det, sætter det sig fast i mig og nogle Dage efter forfærder jeg saa en eller anden skikkelig Familie med en eller anden Ytring, som jeg selv hos Dem kan have stødt mig grundigt paa. Saa stædig er jeg. – Nu sidst følte jeg mig lidt som Spurv i Tranedans; det er jo ikke saa underligt at det kan gøre én lidt tung og humørløs; jeg ved jo godt jeg tager mig ud som en Pedant og Docent i Deres Øjne. Vi er nu saa utrolig modsatte, der er Folk nok blandt Malerne overfor hvem jeg aldrig har den Fornemmelse, Krøyer, Mols, Hammershøj, Achen, Røde o.s.v. – Jeg føler mig sandelig ikke som Patient
[2]

i Sammenligning med dem. Og helt vil det naturligvis aldrig ophøre; man opgiver ikke sig selv, det kan man ikke uden at opgive det som er det gode i én og det vil man jo ikke; Deres Maade at tage Tingene paa vil altid blive en anden end min, tror[?] De ikke, selv om lykkelige Omstændigheder bringer ogsaa mig frem i de glade, de sejrende Menskers Linje. Kan De egentlig hitte ud af hvad det er der holder det gaaende, trods det at vi jo egentlig er grundig gale ofte paa hinanden, jeg da i al Fald paa Møller, hvor det gør, at hvor overbevist jeg saa er om at det og det rent pine galt og ondt og slet, saa er det alligevel altid mig der tager ham i Forsvar overfor fremmede. – Jeg ved nu for Resten godt hvad det er – i al Fald fra min Side; det er alligevel det at jeg trods al Stokfiskethed ligesom De og han er Temperaments- Gemytsmenske, det at man finder Genklang for sin Stemning hos Dem, at ens Ord aldrig falder døde til Jorden for Dem, ja hele den Rigdom der ligger i at udvexle, at udlade sig for Tanker, Følelser, Stemninger, Idéer, – og mærke at det “slaar an” – tror De ikke der er noget om det, – og saa naturligvis de bestemte Egenskaber jeg jo beundrer og saa det Ord Sympati som ingen dybere Begrundelse har – det maa vel være saadan noget, for ellers ved jeg ikke hvordan det gaar til at jeg rolig sidder og hører paa at Møller erklærer min bedste Ven: Einar Brünniche, der baade fra Forstanden og Hjærtets Side er en udmær-

[3]

ket Fyr – for afskyelig og væmmelig; – ja det gjorde nu for Resten ogsaa ikke saa lidt ondt i mig. – For Resten er De, tag mig ikke Udtrykket ilde op, nogle farlige Mensker at omgaas, for De faar næsten alle mine øvrige Bekendte til at tage sig saa forkrøblede, saa fejge ud, saa flade i Deres Meninger – og hvad nytter det, i Virkeligheden bringer jeg jo mig selv i en Skruestik ved at forsøge at tage paa Tingene som De – det er vist det man kalder: Vanskelighed ved at finde sig til Rette i  Verden.

–––––––

Jeg har ikke meget at berette Dem, naar man sidder paa sin Hale og grubliserer og læser om: Mortification af Gældsbreve oplever man jo ikke store Ting. Ja, jeg har set M. Proust; han var til min forbauselse lille. Beraud har jeg også set, sort, fed, sanselig, elegant og Gervex med noget paa en Gang spejdende, intelligent og dog livstræt ved sig og Roll, høj, fin, fuldskæget men med noget underlig opkruset over hele hovedet. De gør ikke Indtryk af at have Interesse for nordisk Kunst, men er svært oplagt til at more sig. – Gallerikøbet finder De vel ligesom jeg temmelig uforskammet, det er en ringe Trøst at der endnu er 6000 Kr tilbage. – Et lille Træk af Interesse er det at Scavenius proponerede at købe Skovgaards Bethesda Dam, men kun Jul. Lange støttede ham. – Ja det bliver saadan noget Smaapluk. – ”Spøgelser” skal De faa en af Dagene; finder den temmelig “værre”; der maa jo dog for Resten være Ting i den som De kan sympatisere med,

[4]
og da ogsaa jeg for Resten, saasom Udviklingen af, hvordan Mosegaardsfolkenes Ulykker slet ikke er større end Herregaardfolkenes og saa den unge Piges Udvikling bort fra Faderen (alt hvad der vedrører ham hører absolut til det umuligste i Bogen) hen til sin Mand; skulde man for Resten tro – og jeg tager vist ikke fejl – at hele den beskrevne Egn er den samme som Lundby har malet: Vejrhøj, Vognserup, Udby ligger alt i samme Egn. –
– Jeg gaar omkring med en stille Lyst til at ærgre mine Medmensker med en Række Smaaportrætter af mine Venner blandt Malerne; men det bliver naturligvis ikke til noget. Med saadan en rigtig uforskammet Sikkerhed, paa Grundlag af sit personlige Kendskab, at give deres Psykologi som Publikum næsten endnu ikke kender og vække Forargelse og saa faa Ret om en halv Snes Aar, det maatte være morsomt! Tænk at begynde: Harald Slott-Møller sidder inde med større Skønhed[s]sans og Skønhedstrang end nogen anden dansk Maler, hans bedste Egenskaber ere andre end dem, der ellers karakteriserer dansk Kunst: en Sans for det fribaarne Foredrag, for Linjens simple Skønhed, for dens baarne Flugt og Energi, for dens Sang som et Violinstrøg eller en Svale, der med sine sabeldannede Vinger skærer gennem Luften; han har Skønhedsvirkninger i sin Farve, der minder om Duften af Lillekonvaller eller Massenets Musik; eller: som Dyrmaler havde Lundby ikke sin egentlige Styrke, Hr. Niels P. Mols sidder inde med en saa øm Kærlighed til Dyrene at den grænser til Sentimentalitet, med en følelsesfuld Forstaaelse af Form og Bevægelse

[5]
og i sine bedste Ting med et paa en Gang saa sundt og delikat malerisk Foredrag at Lundby – som Dyrmaler – forekommer mig underlig anatomerende og tør, Otto Bache Haandværkeragtig og Philipsen experimenterende, udygtig og urolig ved Siden af ham; eller: af alle de Kvinder der herhjemme dyrke Kunsten er Fru Agnes Slott-Møller saa langt den rigeste Personlighed, at – – – – aa, det kunde være mageløst! tænk og saa blive skældt ud af samtlige Kunstforstandige – men en Jernhaand griber mig i Struben og brøler i mit Øre: Mortification af Gældsbreve – Ja, Ja, nu skal jeg – giv mig dog blot Lov til at slutte af først med gode Ønsker for Arbejdet, for Vejret, for alt hvad der angaar alle paa Skovvang

fra Deres ensomme
Robert Hirschsprung. 

Send ham snart et Par Ord!