Spring til indhold
Menu

28.-29.5.[1888]

Afsender

Robert Hirschsprung

Modtager

Robert Hirschsprung

Dokumentindhold

Robert Hirschsprung har friet til Marie Triepcke, men er i tvivl, om han formår at elske. Han ser sig selv som "tvivlesyg" – og tvivler derfor på, om han bør gennemføre sit kommende ægteskab, eller om han skal tage livet af sig.

Transskription

Aa gid jeg elskede hende, som hun fortjener det, hvor kan jeg for min Lamhed, hvad kan jeg for at jeg først nu opdager den. Ja, jeg var ikke sikker da jeg spurgte hende, det er naturligvis min Brøde, men jeg kunde ikke miste hende, jeg bad kun glem mig ikke – og saa voxede det uden min Vilje op saa stort og herligt og det var Virkelighed hos hende, saa meget Fantasi hos mig. Hvad er min Pligt, hvad kan jeg gøre for hendes Lykke, det er det eneste Spørgsmaal nu. – Jeg bør vist gemme paa min Tvivl, haabe paa at den fortager sig eller paa at jeg kommer til at elske hende, og selv om det ikke kommer bør jeg blive hendes Mand hvis hun vil have mig, opgive Kærlighed her i Livet for mig selv. – Kan jeg gøre andet? – Ja, gaa i Sortedamssøen, – nej, nej, jeg kan ikke tro at min Uret mod hende er stor nok til at det kunde fordres af mig og vilde hun derfor blive lykkelig. Og ganske simpelt at bryde, det har jeg først og fremmest ikke Lov til, jeg vil dog ikke tro jeg er noget slet Menneske, og jeg tør ikke, jeg kan ikke, – men jeg lægger Pennen tilside, for Haabet spirer frem under den, jeg mærker jo i dette Øjeblik[,]
[2]
tror paa, at der kan komme Lykke ud af det hele, maaske er det alt, Sygelighed, Indbildning, Modløshed, som Tid og Flid kan kurere.
Samme Dag.
Det skal, skal, skal holde. Marie har været her i Dag, jeg sagde hende al min Tvivl og Frygt, hun betragtede det som en ny Form af mit sædvanlige Vrøvl, aa gid, aa gid hun havde Ret. Jeg tog hendes varme Kys for at jage Tvivlen bort, jeg lovede at kæmpe for at holde fast og det skal jeg, det skal jeg; – bort med Modløshed, bort med Tvivl. Du er min Hustru, Du er dejlig, Du er ung, Du er varm, Du elsker mig, Du har Kræfter, det maa kunde blive til Lykke, bort med de forbandede Tanker, aa gid, gid jeg nu længtes rigtig brændende efter Dig; hver Gang det har skullet være et Forhold, har der manglet noget, har jeg svigtet, jeg vil ikke svigte mere, til Ro min utilfredse Natur, hun elsker Dig, hun forstaar Dig, lad Fraværelsen lære Dig at længes, at føle at Du elsker hende, og har Du aldrig gjort det, saa ske det nu, hun er Din Ungdoms hele Indhold, hun bærer over med Dine vrøvlagtige Tvivl, det er hende, det skal være hende. Husk hvor tomt det er uden hende, husk at ingen anden Kvinde bryder sig om Dig, tænk Dig hvor det vilde pine Dig at se hende i Arme-
[3]
ne paa en anden Mand, tænk Dig hvilken Opgave det er at berede hende et lykkeligt Hjem, husk hvor hun sidder inde med Livsmod og Livsglæde, og overvind Din utilfredse Natur, der finder Bagsiden ved enhver Ting, der piller det ene og det andet itu, om det saa er sandt at Du ikke elsker, saa tag det som om Du ganske nøgternt søgte en “Livsledsagerinde” og husk at hun har alt hvad Du trænger til, husk sidste Sommer, da Du var uden hende, glem de døde Punkter der har været i Vinter, husk at naar Du ikke længtes saa forfærdeligt nu i Foraaret, saa var det fordi Du kastede Dig ind i dette Udstillingsarbejde, hold Dig sammen, ellers bereder Du hende en stor Sorg, det har Du ikke Lov til, Du har egentlig kun Lov til at tage Livet af Dig hvis Du svigter, hold Dig sammen, ellers gaar Du rent itu, tænk paa hvor Du vil skamme Dig, hvor Du vil være ulykkelig, hvis Du bryder, tænk først og fremmest paa hende; ja, ja alt det skal jeg, jeg skal aldrig bilde mig ind at der er Ebbe i mig, hvis der er Flod, men skabe Flod? –
29/5. – I Dag var jeg da sidste Gang sammen med hende før Rejsen og skønt Tvivlen og Tankerne havde huseret i mig i Morges, skønt hun var mindre varm end i Gaar, var det et lykkeligt Møde, jeg var glad for hende skønt min Frygt ofte holdt Ordene tilbage paa mine Læber hvor det havde været herligt at turde tale, som da vi 
[4]
stod foran Brudekjolen på Udstillingen; nu i Eftermiddag er det igen galt fat; det er usundt at være saa ene med de Tanker; fra i Morgen vil jeg staa tidligt op og arbejde og Aftenen vil jeg saa tilbringe sammen med andre Mennesker. Aa gid vi kunde blive lykkelige sammen, i Øjeblikket er mit Haab saa lille. – Aa, om det maatte gaa saadan: han var en tvivlesyg og problematisk Natur, da Modet en kort Stund var oppe i ham og Tvivlen borte greb han til, saa kom der igen en Periode fuld af Sygelighed og Uro, men hendes Fraværelse lærte ham at længes, og Længslen jog Frygten og Tvivlen paa Flugt og lærte ham at han elskede hende varmt og helt. Gid det var Sandheden at paa Bunden er der Kærlighed og at det andet kun er et Produkt af Tvivlesyge og Selvbefamling, som jeg kan komme over. Mit Haab er lille, sæt nu det er Sandheden: han kunde ikke elske, han elskede hende ikke, i en Opblussen af Mod og Tro paa sig selv, da Tvivlen var borte, aa han følte Trang til Kærlighed, til Livet, da han var berust af hende greb han til, men kort efter meldte sig den nøgne Sandhed: Du elsker ikke ikke, den der tvivler som Du, beføler sig selv, er en Selvplager og utilfreds Natur kan ikke elske. – Det maa ikke være. For hendes Skyld, for Din egen – og din Tvivl er jo gold, Du tvivler jo egentlig ikke om “at det kan gaa”, tænk Dig ud i Fremtiden, mange lykkelige Situationer ved hendes Side, men hvis jeg stadig føler mig utilfreds, beklemt, tvivlende saa er det jo alligevel galt

Fakta

Brev
Dansk
Dateringen fremgår af dagbogsoptegnelsen, da det sidste afsnit er betegnet 29.5. Det første afsnit må da stamme fra dagen før, men senere end det andet dagbogsnotat, der er dateret 28.5.1888, og hvor han også nedfældede sine tvivlende overvejelser.
København
København
Marie Krøyer
Den Hirschsprungske Samling
28.-29.5.1888, p. 1 28.-29.5.1888, p. 2 28.-29.5.1888, p. 3 28.-29.5.1888, p. 4