28.5.[1888]

28/5. Igen Sorg, igen Sorg, hvad har vi dog forskyldt at vi skal lide saadan.

– Da jeg brød med Marie var det fordi jeg mente at vore Naturer var tørnede sammen, at hun ikke elskede mig og derfor i Blinde havde taget ufølsomt paa min Kærlighed. – Har jeg et Øjeblik spurgt mig selv om min Kærlighed da var sikker og god[,] har jeg afvist det, – havde jeg ikke længtes en hel Sommer, kæmpet en hel Vinter. – Saa kastede jeg mig ind i dette Udstillingsarbejde for at glemme og det styrkede Humøret, gav mig Tro paa mine Kræfter, døvede min Længsel, men jeg længtes, jeg sagde til Brünniche: kom hun her ind ad Døren, jeg bad hende blive min. – Saa lærte Rambusch mig, at det var ikke hendes Natur der var noget i Vejen med, uden Resterne af det forrige Forhold der stak i hende, hun sagde det var mig der var noget i Vejen med, jeg gik uden om Livet, vilde reflektere mig til al Ting, og jeg indsaa hun havde Ret, at jeg manglede Livsmod, at det ikke nytter at gaa at grunde, at meget af det som jeg selv troede paa var det bedste i mig kun var sygeligt og ufrisk Kæleri, ogsaa Georg Brandes Forelæsninger lærte mig at skimte et Liv med mere Solskin og større Glæder, en mandigere Moral og alt det arbejdede i mig saa jeg sagde: Jeg vil frem til Lyset, til Solskinnet, og jeg

[2]

saa at Marie sad inde med alt Modet, med Glæden og Sundheden. – Og da nu Udstillingstravlheden var forbi, følte jeg det saa tomt, saa tomt, saa indholdsløst alt sammen, mit Liv uden Maal og Med og Troen paa at min Fremtid var hos hende voxede og voxede igen. Og jeg følte at nu var jeg ved at miste hende for bestandig, jeg følte at de Mennesker vilde tage hende fra mig, jeg anede endogsaa skæbnesvangre Konflikter for hende i de Forhold, jeg havde Viljen til at naa frem til Sundhed og Glæde, jeg havde Mod i mig, Længsel i mig og saa mødte jeg hende igen, kom igen under Magten af hendes herlige unge Person, og der var ingen Stemmer i mig der hviskede: elsker Du hende nu ogsaa, der er det eneste, det kommer an paa, det jublede kun i mig; hun er ung, hun er dejlig, det maa kunne blive godt, tænk Dig hende som Din Hustru! reflekter ikke og forspild det derved – og saa sagde jeg hende: glem mig ikke i Sommer, Marie, jeg elsker Dig, det maa kunne blive godt, jeg skal arbejde mig frem til Dig. – Men jeg kendte jo mig selv og der var vel ogsaa truende Røster i mig: for jeg tilføjede: holder Du nok af mig til at løbe Risikoen med mig, Du ved at jeg er et Vippebrædt, Du ved jeg har svigtet, Du ved, jeg er syg, har Du Taalmodighed, det er Dig, der skal erobre mig – og hun svarede ja, ja, – hun elskede mig, hun vilde blot tale en Gang alvorligt med mig, og dér sagde hun mig, at hun kunde ikke forandre sin Natur, hun blev aldrig den lille ømme Kone, jeg

[3]

havde ønsket mig; – men hvad brød jeg mig om det, jeg vidste jo nu at hun havde Ret og jeg var syg, – og jeg gentog at jeg var et Vippebrædt, det var hende der skulde erobre mig, men jeg var jo parat dertil og sandelig, det var da mit inderligste Ønske at naa frem til hende. Jeg trode paa min Lykke dér, jeg tvivlede eller spurgte ikke om min Kærlighed og saa laa hun i mine Arme, hun elsker mig og jeg saa hverken til højre eller venstre, min Hustru, min Hustru jublede det i mig, og hun lovede alt, det blev paa en Gang, saa helt og rigt og varmt for hende, for hun er saa elskelig, en saa hel og god, og modig og øm Natur – aa Marie, Marie, og det trak mig med og jeg levede dér de herligste Timer i mit Liv; men midt i Kærtegnene kunde det smærte mig, at jeg ikke var nær saa varm og øm som hun, og jeg sagde hende hvor pinligt det var ikke at have nær saa meget at give hende igen, og hun svarede, jeg gav hende nok og vi trode begge at det var vel og sandelig jeg var stolt og lykkelig over hende, jeg tænkte ikke mere, hendes Herlighed, hendes Elskov havde jaget alle Tanker paa Flugt.

– Og saa kommer Ebben, saa viser det sig at lige saa forhaabningsfuld og sikker hun er i sin Kærlighed, lige saa vaklende er jeg, det er ikke mere den Slags Udenomsspørgsmaal som at hun er maler, jeg ikke, eller “Overensstemmende”

[4]

eller sligt der piner mig, gør mig modløs, under Tiden faar mig til at ønske det hele ugjort, – det er den sikrere og sikrere Fornemmelse af at jeg er lam indvendig, ikke kan elske, ikke elsker hende, eller i al Fald ikke nok; – jeg kan jo naturligvis tage fejl, jeg har saa ofte taget fejl, men jeg er saa angst for at dette er Sandheden, jeg synes jeg af og til har anet det, hvorfor havde jeg ikke nu saa meget at give som hun, hvorfor brød jeg forrige Gang? – Men hvorfor kom jeg da igen, hvorfor har jeg da længtes en hel Sommer, kæmpet en hel Vinter? Hvorfor kan jeg i dette Øjeblik slet ikke tænke mig, at slippe hende, jeg tror jo det maa kunne blive lykkeligt og dog føler jeg der inderst inde er noget i Vejen, ja inderst inde sidder Ormen, og saa kommer der et Lag, hvor hendes Kærlighed, min Længsel efter Kærlighed, efter et Liv, efter det kvindelige, efter en Opgave, hendes Skønhed, min Trang er de drivende Kræfter, det er dog vist Forklaringen. – Og hvis saa er, hvad saa? Hun elsker, jeg ikke, jeg kan ikke slippe hende og selv om jeg en Dag kunde det, det var ikke Spørgsmaalet, her er ikke Spørgsmaal om mig men om hende; saa længe hun vil have mig er jeg hendes, med eller uden Kærlighed, trods alle mine Forbehold er det mig der har kaldt paa hende, det er min Pligt at bringe et hvert Offer for hendes Lykke. – Aa gid,