Spring til indhold
Menu

Efter 1893.1.7

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Peter Købke

Dokumentindhold

Hannover bedyrer, at han vil rette sig efter Peter Købke mht. at gengive Christen Købkes stavning i overensstemmelse med retskrivningen, selvom han er stærk modstander af det. Hvis Peter Købke insisterer, vil Hannover dog forbeholde sig retten til at skrive i sin Købke-bog, at citaterne er blevet rettet til.

Transskription

Kjære Hr. Købke,
Fra Lange har jeg modtaget en Opfordring
til at rette mig efter Deres Ønske i Retskrivnings-
spørgsmaalet. Han er, som De ved, enig med mig
i Opfattelsen af Sagen, men han synes, jeg kan
føje Dem, naar De lægger saa megen Vægt paa
at se Deres Ønske opfyldt.
De havde ikke behøvet at paakalde hans
Bistand. Jeg har hverken moralsk Mod til
at være Aarsag til Bekymringer, som røver
Dem Deres Nattesøvn, eller juridisk Ret til
ikke at imødekomme Dem, og naar De vil 
sige mig rent ud, at De forlanger, jeg skal
rette mig efter Dem, har jeg selvfølgelig intet
andet at gjøre.
Men jeg vil bede Dem endnu en Gang at
overveje Sagen, da den for mig er af større
Vigtighed, end De synes ane. Jeg beder Dem f. Ex.
betænke Følgen af at retskrive Citaterne:
1ste Kapitel…… Hele det Skær af sym-
pathetisk Barnlighed og Uberørthed, som jeg
med disse Citater har søgt at brede over Deres
Faders Skikkelse, vil gaa tabt, hvis Citaterne
retskrives. Og saaledes vil det være helt igjennem.
Derfor og fordi jeg finder Deres Opfattelse viden-
skabelig set forkastelig vil jeg kæmpe mod den
saalænge som mulig. De har set, at Lange
deler mine Anskuelser om dette for mig virkelig
[2]
meget pinlige Spørgsmaal; ogsaa Madsen
erklærede sig forleden Dag aldeles enig med mig,
og jeg er overbevist om, at skulde Sagen af-
gjøres ved Stemmeflerhed af flere saadanne
Mænd, paa hvis Mening De og jeg sætte
Pris, saa vilde Afstemningen sikkert gaa Dem
imod.
Jeg formaaer med min bedste Villie ikke at
forstaa, at det kan krænke Deres sønlige
Pietetsfølelse for Deres Fader at se Stykker
af hans Breve aftrykte saaledes, som han 
selv skrev dem. Men jeg vil paa ingen Maade
krænke Dem; jeg ved at skatte Deres Venskab, og
jeg ønsker i høj Grad at bevare det. Jeg vil
altsaa føje Dem, hvis De vil sige mig,
at De føler Deres Pietetsfølelse for Deres
Fader saaret ved at se hans Ortografi
bevaret i min Bog. Kun maa jeg da forbe-
holde mig Retten til i Forordet eller andet
Sted at oplyse, at det er mod min egen
Overbevisning om det rette, men efter
et udtrykkeligt Ønske fra Købkes Slægt, at
jeg har retskrevet Citaterne af hans Breve.
 
Deres hengivne
E. H. 

Fakta

Brev
Dansk
Dateringen fremgår af brevudkastet.
Emil Hannover var på dette tidspunkt var i gang med at færdigskrive sin monografi om Christen Købke. Som det fremgår, ønskede Købkes søn at rette sin fars stavning til, mens Hannover ønskede at gengive Købkes ord bogstavtro, dvs. som maleren selv havde skrevet dem.
At dømme efter den udgivne bog endte sagen med, at Købkes stavning blev tilpasset normen.
Se brevene fra Peter Købke til Lange af 7.1.1893 og brevet fra Lange til Hannover 7.1.1893.
København
København
Den Hirschsprungske Samling
Kasse 78. EH 0203 Kasse 78. EH 0204