21.6.1888

d. 21/6 – 88. 

Kære Agnes Slott-Møller!

Giv mig først og sidst Lov til strax at sige Dem og bede Dem sige til Marie at det er den sørgeligste Fejltagelse, som gør mig næsten mere ondt end hendes Brev, at min Tavshed er blevet optaget saa fejlt – aa saa fejlt: at jeg ikke har “værdiget” hende Svar, “Haan” – nej, men kender Marie mig da ikke, hvorfor søger hun en Forklaring saa pinlig for hende selv og nu saa fortvivlende for mig, der sandelig intet højere Ønske har i Verden end at lette hende disse pinlige Tider; havde jeg anet at min Tavshed kunde opfattes saadan, jeg

[2]

skulde sandelig have betvunget mig og gjort hvad jeg kunde for at skaffe hende lidt Ro, men jeg har tro[e]t hun vilde forstaa eller dog ane hvad Grunden var, jeg har ikke forst[xxx] en Trang til at høre fra mig strax og jeg ikke i mine fjærneste Drømme tænkt mig Muligheden af den Forklaring, jeg haane hende, og langt mindre haft Gnist af et Ønske om noget saadant. – Nej Grunden er ene og alene den, at jeg har været saa omkørt i forskellige Stemninger, jeg har ventet paa et andet Brev fra hende, set i Postkassen hver Time paa Dagen, jeg har tænkt at tage over til Dem, jeg har været bitter mod hende, jeg har beundret hende og syntes hun havde Ret, jeg har igen haabet, jeg har de tusind Gange tænkt paa at skrive og har sagt til mig selv: der er jo

[3]

intet Svar paa dette og har sagt til mig selv: Du skal ikke skrive, før Du er i Ro, før Du kan skrive et Brev der er Udtryk for Din endelige Stemning, at hun vel har Ret – et Brev der kunde gøre lidt godt – og det Brev har jeg endnu ikke kunnet skrive, det var nok kommet om nogle Dage, jeg har ikke forstaaet at Marie kunde vente saa snart at høre fra mig og jeg har ikke, sig det, sig det dog tusind Gange til hende, haft nogen som helst saadan Hensigt, som – nej, men hvor kan Marie dog have troet det om mig.

– Nu efter Deres Brev at skrive er mig naturligvis umuligt, hils hende fra mig, sig hende fra mig at jeg søger at forstaa hende, slet ikke tror hun har handlet i Letsind, at jeg stræber at se det som hende, – hun har vel Ret, det er vel bedst saadan –, er det saa vanskeligt at forstaa, at jeg ikke har kunnet bekvemme mig til at skrive et Brev,

[4]

der viste at jeg havde opgivet det, at jeg haft bitre Timer, har følt mig ydmyget, Marie maa dog vide hvor svær, hvor pinlig den Tanke er at faa ind i sin Hjærne at det er forbi, helt forbi[,] alt det man har set[,] hele sin Fremtid, hele sin Lykke i, at man vægrer sig ved at skrive et Brev, der siger det – og at skrive for at holde alt sammen der brister, – nej, nej, jeg føler jo hun har Ret. – Vis hende dette Brev, befri hende dog fra de Tanker. –

Jeg kan slet ikke tænke paa andet end at Marie tror at jeg har villet fornærme hende, at hun har Sorg for det, – naar jeg kommer lidt i Ro, skal De høre mere fra mig – aa hvor har dog ogsaa De læst mit Brev mistænksomt og fejlt – naar jeg skriver, “min Frue”, forstaar De da ikke at jeg tænker paa vor Samtale, hvor det morede Dem at agere Fruen der giver en Husven moderlige Raad – eller føler mig som Deres københavnske “Kronikør”, – jeg ved ikke mere hvad – –

Deres hengivne

Robert Hirschsprung