31.5. - 1.6.1888

Skovvang, 31 Maj 88.

Min egen kære lille Robert.

Jeg kunne have Lyst til at begynde mit Brev med – ”Nå! hvordan har Du det så idag – min Skat.” – det er dog det, der ligger mig stærkest på Sinde – når jeg bare kunde se så langt og se Dig, nu hvor Du tuller ene omkring derinde i den store, fæle, urolige By, ene med alle dine mange onde og syge Tanker[.] jeg har været så benauet i disse Dage[,] helt angst for Sommeren, syntes alt var kjedelig og tung – når jeg så rigtig spørger mig selv, hvad er det nu igrunden, som gør Dig så urolig; så må jeg jo svare mig, at det er Tanken på Dig – jeg ønsker, jeg var hos Dig og kunde blæse alt det stygge bort – få Dig til at glemme,

[2]

men det er jo dog kun så momentant, Du får hellere selv kjæmbe Dig frem til Sikkerhed og Klarhed, det er det rigtigste – det andet er der nok ingen Hold i, som jeg har mærket. Ser Du Robert, Du må komme ud af alt det dumme Vrøvl og den Sludder med din manglende Evne til at elske – hvad er da det, når to Mennesker ikke kan undvære hinanden, føler sig så usigelig ene og forladte, når de er skilte ad for Alvor – naår[sic] de længes mod hinanden, og når de hedt og brændende ønsker atter at blive forenede – hvad kalder man det? – er det Dig ikke nok? Hvad er det dog for nogle underlige dumme ideale Forestillinger, Du gør Dig om Kærlighed, er det sådan noget overmenskelig svimlende – så er det såmænd

[3]

intet Under at Du ikke kan føle det – for det kan naturligvis ingen Mennesker. Kan Du ikke begribe det? Aa Robert – Robert – Robert –

Jeg kan så godt tænke mig hvordan Du nu går og føler og vejer på dine egne Følelser – “Længsel efter den Elskede” – ja det er naturligvis sådan noget ubændig noget, der bringer en til den sorteste Fortvivlelse, ikke lader en Rist eller Ro en Time på Dagen – ikke et Minut – – føler jeg det – næ[x] ja så elsker jeg ikke – når man sådan kan tænke på andre Ting – umulig[?] at det er Kærlighed – Å bette Robert tror Du det – jeg går virkelig ikke omkring i en ustyrlig Længsel efter Dig – tro bare ikke det. jeg kan meget godt le og snakke med de andre

[4]

og ligner vel heller ikke en Bedemand hele Tiden. – Så nu kigger jeg på dit rare kære Billede – det med Hænderne i Lommen – der ser Du da så fornøjet ud – hvem skulde dog ane at han kan være sådan et bette Vrøvlehoved – sådan en angstfuld Tvivler, som tvivler om sig selv[,] om sine Evner og Muligheder – Jeg tør jo ikke lade Billeder stå fremme hele Tiden; men når jeg er herinde om Aftenen og om Morgenen, når jeg skriver eller læser, så tager jeg det frem og ser på det – når jeg så tænker på, at Du er min egen kære elskede Mand, bliver jeg så lykkelig og tryg – men Trygheden varer kun kort, når jeg tænker på det underlige Flyvesandsagtige, der er i vort Forhold, et dygtig Vindstød – og så er det måske

[5]

forbi forbi – å nej – å nej – vel Robert vi vil, vi kan ikke tænke os den Mulighed –  –––––––––––––

Se nu begynder Du vel snart at længes efter at faae at vide, hvordan jeg har det her, hvordan her er o.s.v.? Jeg tror, jeg vil gemme det til imorgen tidlig – jeg er så søvnig og træt nu, det er også helt sent nu, og vi har travet hele Dagen. God Nat god Nat min egen Robert.

1. Juni.

Nu er det vel bedst jeg fortæller lidt herfra. Da jeg kom til Fredericia i Onsdags, var Møller inde for at hente mig – han fortalte, at de de første Dage havde været sort fortvivlede over Egnen, og at jeg endelig ikke måtte tro, at der var særlig godt. Her er nu 

[6]

aldeles ikke så slemt, og det synes de to andre da forresten heller ikke mere. Her er meget nydelig og sødt, rigt og yppig, men temmelig småt, absolut sjællandsk – her er grulig rart at være, men det er måske lidt vanskelig at få fat på – Det er meget mulig, at vi tager hele Efteraaret et andet Sted hen, det tænker vi ialtfald på – men det kan jo også godt være,

at når vi har været her i Sommer, at vi så blive så forelskede i Egnen, at vi slet ikke vil herfra. Det er et pænt lille Hus, vi bor i lige tæt ved Skov – her er grumme mange Småskove så en lille Klat Skov, så lidt Mark igjen, omgivet af levende Hegn[.] det myldrer og vælter af Blomster og Frodighed – her er yndefuldt – men næsten

[7]

for sødt. Der er vist kun et Kvarters Gang til Stranden og næsten hele Tiden gjennem Skov, dernede er der også rigtig skønt, længere syd på endogså udmærket, vi var igår ved noget, der hedder Skærbæk – der var aldeles storarted – sådan går det nu altid – netop der, hvor man ikke kan bo, er der bedst. Lejligheden er rigtig hyggelig, vi har en fælles Dagligstue, og så Sovekamre, det er forresten det bitteste jeg endnu har oplevet. Værtsfolkene er meget flinke og elskværdige – navnlig Fruen – hun lader til ar være en rigtig brillant en, – så vi har det virkelig rigtig udmærket. Møller og hans Kone er grumme søde, vi snakker jo lidt om Dig og vi bander den væmmelige Jura, Agnes

[8]

sa’e, det er nu alligevel en Trøst at tænke sig, at Georg Brandes har studeret Jura i 3 År – så “noch ist Polen nicht verloren”. De sa’e forresten, at de sjælden havde følt sig uoverensstemmenede med et Menneske af deres egne Meningsfæller, som med Dig den Aften. – det lader til at have gået hårdt til, – forresten nærer de kun de venskabeligste Følelser for Dig – jeg tror de tænker temmelig sikkert, at Du kommer herover engang i Sommer, når de spørger mig så siger jeg, ja det ved jeg ikke – jeg tror det nok, når Du (han) dog vil til Jylland, så var det da underlig andet, og det synes de to andre da forresten også. Vi har snakket lidt om at tage en lille Tur til Himmelbjærgsøerne, og et lille Kig ud på Heden

[9]

9,

det kunde være morsomt – og de to andre har også sådan Lyst til at tage til Sønderjylland. – det kan jo være, at det kun bliver ved Snakken, når sådanne Ture skude gøres, måtte det egentlig være nu, inden vi tager fat på Arbejdet. Møller har næsten opgivet sit Billede i Båden, derimod vil han male et “meget uartig” Billede af Agnes og mig, der sopper på Stranden, det kan vist blive meget nydeligt. Jeg må jo naturligvis ikke fortælle Dig alt dette her; men det gør jeg naturligvis alligevel – så hvis Du kommer herover, og hvis Du skriver til dem – så må Du endelig lade ganske uvidende. – jeg fortæller dem jo ikke, at jeg skriver til Dig. A. vil male et Billede om den

[10]

4de Stand – over den gamle Ædda – Rigsmål – Txxx og Txxxx. –––––

–––––––––

Så Robert nu fik jeg dit lille Brev. Å hvor det lød godt – det er jublende Følelse – min egen, min kæreste Robert – Du får vente længe på Brev fra mig men jeg nåede ikke at blive færdig idag inden Posten gik – så må det vente til i morgen. Lev vel min Skat – tusind Hilsener og Kys fra din

Marie –



[på konvolutten:]
Robert Hirschsprung
Bredgade 45 S. o G
K Kjøbenhavn

[poststemplet på konvolutten: FREDERICIA 6.6., og ombæringsstempel København: 7.6.88]