1883-08-15

München den 15 August

1883.

 

Kjære Herr Melchior!

 

Frem for Alt maa jeg udtale min Sorg over Deres Søsters Ildebefindende, men maa jeg tillige straks tilstaae at der ligger en Deel Egoisme til Grunde. Det er ikke pur Menneskekjærlighed, men ligesaamegen Konstnersorg over at den mig tiltænkte Opgave som jeg saa meget havde glædet mig til, nu maa blive opsat. Paa Tvillingebestillingen maa jeg derimod vist selv give Afkald, da jeg paa ingen Maade kan gaae ind paa hans Anordning om at komme ud paa Landet til Dem. Jeg veed at jeg ikke kan arbeide andre Steder end hos mig selv, og at jeg kun kan gjøre noget virkelig Godt om jeg

[2]

har fuldstændig Frihed, baade i Opfattelse som ogsaa Udførelse, og det har jeg kun naar jeg, som ved Deres Portrait heelt er overladt mig selv. Jeg vilde ønske at alle Mennesker lod sig male til en hemmelig Overraskelse, for saa er man saa fuldstændig fri for al Indblanding fra Familiens Side, denne kan kun skade, og gjøre En hildet, og man har aldrig nogen Gavn af den. Bare Folk vidste hvor meget de dermed er dem selv i Lyset, saa vilde aldrig Nogen lade sit Portrait see inden dets Fuldendelse. Dette har jeg ogsaa skrevet til Herr Bech og sagt ham at jeg kun vilde male Børnene i mit Atelier, og kun om de var i Følgeskab af en Barnepige eller Gouvernante, for jeg agtede ikke at fremvise Maleriet inden de[t]s Fuldendelse og om saa Resultatet ikke tilfredsstillede

[3]

dem, behøvede de ei at tage det, men jeg agtede saa selv at beholde det.

Jeg veed godt at det vil blive udlagt som Indbildskhed, og det er kun Samvit[t]ighedsfuldhed da jeg ikke vil udlevere noget Arbeide der ikke er saa godt som jeg kan gjøre det. Jeg vil maaske nok kunne gjøre det ligt, men det er ikke nok at gjøre et Portrait efter Bestilling, og som Bestillingsoverdrageren er tilfreds med, det skal tillige være et godt Konstværk, det bedste jeg kan yde af Konst, ellers er det en Ring[e]agtelse af sig selv og Konsten, og det vil jeg ikke, for ingen Verdens Pris. Jeg er derfor bange for at der ikke vil blive noget af Tvillingerne, og jeg maa sige jeg er ikke altfor bedrøvet, da det altid er en slem Opgave at male Børn. I og for sig selv er det meget vanskeligere at male disse ubestemte Træk, og saa kan

[4]

man ikke forlange at de stakkels Smaae skal holde [sig] rolige. Paa den anden Side vilde det jo være en fristende og yndig Opgave, da det lader til at være deilige Børn, men jeg maa for min Konsts Skyld modstaa Fristelsen.

De har vel allerede hørt om det Uheld jeg har haft med min Modell der blev vanvittig og døde? – Det har sat mig noget tilbage med mit Arbeide, thi jeg kan ikke saa let finde en Erstattelse, men haaber jeg at komme til Danmark næste Maaned, og agter jeg saa at begynde et større historisk Maleri. Nu gaaer jeg her og kikker paa Udstillingen, og De kan tro jeg vil have Gavn af den, jeg haaber at kunne præstere noget heelt Andet indnu end det jeg hidentil har gjordt.

Lev nu vel, og hils Deres Søster, jeg ønsker god Bedring, min hjerteligste Tak for Deres varme Deeltagelse, gid jeg indnu maa blive den værdigere. Min Veninde er paa Landet, ellers sendte hun vist en Hilsen. Med min bedste Hilsen til Dem forbliver jeg Deres Dem altid hengivne B Wegmann