3.12.1868

München 3 December 

1868.

 

Kjære Fru Melchior!

De forundrer Dem vel over at jeg saa længe tøver med at besvare Deres kjære Brev, dog var det mig umuligt, thi saa gjerne som jeg vilde kunde min Tid ikke slaae til.

Denne Aften som en heel Undtagelse kan jeg benytte til at besvare forskjellige Breve, da mine andre Aftener ganske har været optaget med tegnen, derfor benytter jeg nu Leiligheden til at skrive et rigtig udførligt Brev.

Allerførst vil jeg gratulere Dem paa Deres Datters Vegne. Jeg kan tænke mig Deres Glæde over den Lille, dog kan jeg ikke rigtig tænke mig Dem som Bedstemoder. Det berørte mig smerteligt at erfare den elskede lille Williams Død, jeg holdt saa meget af ham, 

[2]

dog har jeg tiltrods for hans gode Udseende altid haft den Anelse, at han ikke ville leve længe, men at see ham engang indnu har jeg dog haabet.

Idas Forlovelse glæder mig meget, hun forekom mig altid som skabt til en huuslig Kone, dog maae det være et stort Savn for den kjære Tante Cille, thi jeg troer neppe at nogen Andre kan udfylde Idas Plads.

Hvordan det nu gaaer angaaende min nye Undervisning, har De jo allerede hørt af Tante Cille, og jeg kan kun tilføie, at jeg føler mig fuldkommen lykkelig. Min Lærer er jeg meget tilfreds med, vel er han noget streng, dog er det ganske efter mit Ønske, og desuden er jeg jo vandt dertil. 

[3]

Allerede i den korte Tid jeg har haft ham, synes han at jeg er gaaet frem, den stadige tegnen om Aftenen hjælper ogsaa betydelig, jeg kan selv mærke at jeg er kommet videre i Tegning, og min Glæde derover er desto større, da det altid har været min svageste Side.

Saasnart det er lyst begynder vi at male i vort Atelier, og der ere vi til Klokken 5, fra 5 til 7 tegner vi efter levende Modeller, saa gaaer vi hjem og drikker vor Thee, og derefter tegner vi hinanden indbyrdes. Den Ene læser ogsaa ogsaa [sic] høit, og imidlertid tegner vi en af hendes Hænder, men det er utroligt hvad Nytte man kan drage deraf, det morer os ogsaa i den Grad at vi sjeldent komme i Seng før Klokken 11 eller 12. Med min Toitlette gaar

[4]

det meget godt, dog har jeg været nød til at kjøbe mig en Vinterkaabe og Vinterhat, thi jeg havde ingen at tage med, og Vinteren er her meget streng.

Denne Sorg er rigtignok den ringeste, men jeg kan ikke nægte at der gaaer en utrolig masse Penge til Modeller, de ere saa uforskammet dyre. For at sidde 3 Dage forlanger de 5 Fl, og desuden maa jeg betale Aftensmodellerne saavelsom min Part til Indretning og Belysning samt Brænde. Ingen kan egentlig rigtig sætte sig derind hvad der gaaer til. Jeg har allerede brugt 200 Fl. Nu maa jeg rigtignok ogsaa betale min Lærer 10 Fl maanedlig, og alt dette er betydelig mere end 3 Fl maanedlig, som jeg havde kommet til at betale i Skolen.

[5]

Min Lærer synes ogsaa at 1 Aar er for kort Tid at lære i, om jeg saa var nok saa flittig. Jeg siger Alt dette meget nødigt, men De har selv med saa megen Venlighed opfordret mig dertil.

Mit Helbred er godt, paa nær at jeg i den senere Tid føler mig lidt svækket, og mit Humeur er udmærket, sommetider er jeg rigtignok lidt fortvivlet naaer det ikke rigtig vil gaae for mig, men ellers er jeg altid meget fornøiet. Jeg har jo Alt hvad jeg behøver til at komme videre i Konsten, hvad kan jeg forlange mere!

I Theatret kommer jeg meget sjeldent, thi den Fornøielse er indnu kostbarere end i Kjøbenhavn. Dog synes jeg ikke saa godt om deres Spill, thi de taler med saadan en frygtelig Phatos[sic], som jeg

[6]

jeg finder meget unaturlig, i dette Hele taget synes jeg bedre om Theatret i Kjøbenhavn. Meget bidrager rigtignok dertil, at jeg havde saadan en daarlig Plads[,] jeg saa Sku[e]spillerne altfor meget i Fugleperspectiv.

Herr Etatsraad Andersen er her meget afholdt, og man taler om hans Eventyr, som noget af det Bedste der er ydet i den Slags[.] Jeg glæder mig rigtig til at læse hans nye Eventyr, saavelsom til at see hvad Nyt der ellers er fremkommet i Konsten, ogsaa længes jeg til at see noget af Block. Hvis Grev Moltke er i Kjøbenhavn, vil De da ikke hilse ham fra mig, ogsaa vil jeg bede Dem om hjerteligen at hilse Lunds. Jeg har lovet at skrive

[7]

lidt til den kjære Louise, hun troer vel at jeg heelt har glemt hende, dog vilde hun vist undskylde mig naar hun vidste hvor indskrænket min Tid er. Perspectiven kalder paa mig, derfor maae jeg nu slutte mit Brev. Mange Hilsener til Herr Melchior og Deres kjære Familie, saavel som alle Andre der har mig i venlig Erindring. I Haab om at De snart vil glæde mig med et paar Linier, værer De særdeles hilset fra Deres hengivne

Bertha.