1888-06-14

Skovvang 14 Juni 88.

Rusket op – faaet gnedet øjnene – ja ser Du Robert, det har jeg nu faaet gjort så grundig og eftertrykkelig – et helt Aars Ægteskab vilde ikke kunde have gjort mig mere fuldstændig klar og sikker på, hvor svimlende modsatte og uoverens[s]temmende vi To i Grunden ere – jeg har aldrig tidligere vidst det, eller rigtig sådan for alvor troet på det – – vort sidste Møde har gjort mig aldeles vis –
Ak Robert – Robert – hvad var det for en Dag – den ene Misforstaaelse fra din Side efter den anden. Skuffelse, Bitterhed, Mismod. – er det Lykke? – skal jeg gå og føle mig som Synderinde – Dig som Bussemand – nej – nej – 

[2]
det er slet ikke af Mangel på Følelse eller Kærlighed for hinanden – men simpelt hen, fordi vi ikke kan, aldrig vil komme til at forstå hinanden på Grund af vore fuldkommen modsatte Naturer. – Jeg vil altid finde at det, Du måske synes er intet uden naturlig og rimelig, at en Hustru giver sin Mand, [er] utrolig fordringsfuldt og urimelig – din grændseløse Jalousie vil tage Livet af mig – Jeg skal sige Dig, at igrunden kan Du aldeles ikke fordrage den Slags Mennesker, som jeg i Virkeligheden er, jeg ved ikke, hvad Du holder af hos mig – det er måske mit Ydre, jeg ved ikke hvad, men mig selv, som jeg er helt og holdent med Hud og Hår, er i Virkeligheden din Natur fuldstændig imod, der er

[3]
jo næppe den Ting, jeg gør eller siger, som Du jo ikke har mindst en Tredjedel at udsætte på, eller ønske anderledes – Du vil støbe mig om efter dit Hoved – Du vil danne mig efter dit Sind – det Du alligevel i Virkeligheden ønsker, er en stille blid hengiven Hustru som kun har Blik og Sands for dig – ingen anden Vilje eller Mening end Du – ser Du; sådan er det inderst inde, om Du også nu protesterer på det ivrigste – å jeg mærker det jo så tydelig – Du er angst for min Selvstændighedstrang, Du vil kue den, Du vil finde al Anledning til at blive jaloux på min Kunst – Du vilde næppe føle rigtig hjærtesvridende Sorg, når jeg fortvivlet kom til Dig og sa’e – at

[4]
jeg vilde opgive den – jeg duede vist ikke til det – – nej! Du vilde snare[re], om end ubevidst, – dog inderst inde føle Dig letted ved Tanken om, at jeg nu ophørte at beskjæftige mig med andre, Dig uvedkomne Ting – Du vil ikke bestyrke mig, give mig Tillid og Tro på min egen Kunnen – det er jo noget, jeg allerede savner nu. Du vil finde det højst urimelig, om jeg rejste fra Dig, fordi mit Arbejde fordrede det – nej – nej – det vil gøre mig grændseløs ulykkelig og fortvivlet – og så Alt hvad jeg finder er Liv, Glæde, Lykke og Naturlighed – vil Du tage på med Forbehold – tung, tung – Du vil tage Halvdelen af Glæden og Lykken fra mig ved dine Forbehold – å det vilde blive Disharmoni – aldrig bøje sig til Lykke og Harmoni –

[5]
5
Da Du kom til mig igjen og bad mig ikke at glemme Dig – sagde Du mig, at Du elskede mig mere end nogensinde før, greb jeg det – det gjorde mig svimlende lykkelig – jeg syntes, det var så udmærket, at Du var kommen, jeg troede jo, at Du virkelig længtes over til mig, fordi Du synt[e]s, at det var det rigtige, at det var Lykken, sådan Livet – jeg var lykkelig over at have Dig igjen – jeg troede alt kunde blive så godt – jeg havde egentlig aldeles ikke troet, at det var vor store Forskællighed, som havde været Aarsagen til, at det rev ud i Foraaret – jeg havde ikke villet troet det, ikke kunnet se det – jeg mente, det var noget dumt Sludder og Vås, og så da Du kom, var jeg så lykkelig, over at have

[6]
Dig – oversåe alt – mente, at som Du jo sa’e, Du havde så megen god og ærlig Vilje til at komme over til mig – at Du bestemt kunde komme ud af al den tunge humørløse tagen på Livet – jeg vilde hjælpe Dig – holde på Dig – men inderst vil Du alligevel ikke – Du kan ikke – Du føler dog skjult allerinderst inde, at Dit er det rigtige – jeg har Uretten. Nej dette kan aldrig blive til Lykke. – Robert dette er ikke et overilet Skridt, gjort i et opbrusende Øjeblik – jeg ved fuldstændig godt og er aldeles klar over, at vort Forhold er en Umulighed – vi vilde måske måske kunne hæve vor Forlovelse til Ægteskab – men, at det skulde blive Harmoni, er utænkelig –

[7]
enten vil det blive en fortsat Kval, og ende efter kort Tid, eller jeg, for det vilde nu dog blive mig – blive ganske sløv og kuet – føle mig utilfreds[s]tillet og fortvivlet – og for Dig kunde det da heller ingen Lykke blive.
Nej Robert så hellere bryde af nu – vi ere begge to unge – vi behøve ikke at gå istykker – eller Du kæntre, blive sløv – jeg en skidt Tøs – dog dette tusind Gange hellere nu, end når vi ere blevne kuede og fortvivlede ved et ulykkelig Ægteskab. –
Ak Robert jeg ved godt, at jeg nu atter sætter mig ud i det tomme store øde – jeg ved, at jeg vil længes så grændseløs efter Dig – men det nytter ikke, jeg er nu så knusende sikker på, at det er det eneste [rigtige] 

[8]
fordi jeg nu først ved hvor grundforskjællige vi to ere.
Robert Robert – Du må ikke fortvivle – Du må tro, og Du vil også komme til at indse, at dette er det eneste rigtige. Vi har intet at bebrejde os – hvad kan vi [gøre] for, at vi holder så meget af hinanden, men at vi jo dog aldrig kan gøre hinanden lykkelige – ja Robert jeg kan kun bede Dig om ikke nu at tage dette for heftig – ikke bukke under i Kamp, ikke Tro, at dit Liv er meningsløst, fordi Du mister en indbildt Lykke – det er ikke Lykke – ikke den Lykke, Du har Trang til, ikke den, som er nødvendig for Dig – Jeg beder Dig hav ingen Bitterhed imod mig, bær intet Nag, det vilde kun gøre mig end mere ulykke-

[9]
9)
lig – det er hårdt og bittert nok – selv at skulde vise den ud af sit Hjærte, som man har så inderlig kær – Glem min lille Ring til Minde om en, som holder så usigelig meget af Dig, som vilde så gærne have gjort Dig lykkelig – vi magtede det begge ikke – Tak for hver lykkelig Time – Tak for alt Godt.

Marie




[på konvolutten:]
Til Robert Hirschsprung
Bredgade 45 St o. G.
Kjøbenhavn

[poststemplet:]
FREDERICIA