1884-09-03

Vedbæk 3 September

1884.

 

Kjære Fru Melchior!

 

I Haab om personligt at komme ud til Dem og takke Dem for den behagelige Middag og Aften, jeg tilbragte paa Rolighed, har jeg bestandig opsat at skrive, men jeg seer desværre, at det bliver ved de gode Forsæt. Man siger jo, at Veien til Helvede er brolagt med gode Forsæt, men her maa det nok være omvendt, thi Deres Rolighed maa nok før kaldes et Paradis, i hvert Tilfælde lignede det sidst med sine brogede Lamper mere et Paradis end noget Andet, og forsaavidt kan Ordsproget ikke anvendes paa mig, 

[2]

men Sommeren er paa sin Hældning, og jeg sidder endnu inde med mit Maleri, endskjøndt jeg er meget flittig, men De har jo selv gjordt den Erfaring med mig, at jeg er seen og aldrig bliver færdig i rette Tid, saa jeg kan haabe at finde Forstaaelse hos Dem, og at De ikke har mig mistænkt for Dovenskab eller Ligegyldighed, og af samme Grund er overbærende med min Usynlighed, som jeg ellers nok kunde forstaa maatte forekomme Dem meget hensynsløs.

Jeg haaber nu at blive færdig med det paabegyndte Arbeide indnu Slut af denne Maaned, og derefter, hvis der bliver Tid, at tage mig en lille Rekreation sammen med min Veninde Fr. Bauck, for at samle Kræfter til Vinterens Dyst[?], der som jeg seer vil blive temmelig haard, da der venter mig en heel

[3]

Deel Arbeide.

Vi har jo haft en usædvanlig deilig Sommer, og ønsker jeg meget, at den maa have udøvet en heldig Virkning paa Deres Helbred, en saadan Sommer forbunden med saa mange Læger burde jo have en overraskende god Indflydelse. Men jeg er næsten bange for, at De har faaet for meget af det Gode hvad Lægerne angaaer, og at al den Festlighed nok har taget paa Deres Kræfter, dog man maa jo trøste sig med, at De selv finder en Nydelse og Tilfredsstillelse i at opoffre Dem for Deres Gæsters Velvære.

Idet jeg beder hilse hele Familien og endnu engang takker for den Venlighed, de beviste mig forbliver jeg Deres

Dem altid hengivne

B. Wegmann.