13.4.1911
Afsender
Bertha Wegmann
Modtager
Sigurd Müller
Dokumentindhold
Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.
Transskription
13 April 1911.
Meyers Hotel
Vestervoldgade 3.
Høistærede Herr Sigurd Müller.
Med Glæde vil jeg give Dem Oplysning angaaende de sidste 4 Aar af mit Liv. Jeg har ikke glemt Deres Udtalelse om mig for mange Aar siden da jeg udstillede Herr Melchiors Portrait og har altid tænkt med Taknemmelighed paa den Anerkjendelse de lod mig blive til Deel.
E[f]ter i en Aarrække at have boet hos nogle Venner i Slesien som eger en Villa med Atelier oppe i en lille Bjærgby der hedder Wölfelsgrund, kom jeg tilbage for 4 Aar siden og begyndte straks med at male Direktør G.A. Hagemann senere hen ogsaa hans Frue, hvilke Billeder var bestemte til Hagemanns Collegium.
Derefter boede jeg Sommeren i Rungsted Badehotel for at være i Nærheden af min Søster Fru Seekamp, som der eger et lille Hus. I den Tid malede jeg Boghandler Hegels legemestore Portrait paa hans Landsted. “Skovgaard” i Orderup.
[2]
Da det var færdigt, malede jeg Komponisten Lange-Müllers Portrait paa hans Landsted Sophienberg der er bestemt til Frederiksborg Museum. Om Efteraaret malede jeg et legemestort Portrait af min Nevø Ivar Rosenberg, en Dreng i Overgangsalderen. Det blev malet paa selve Rungsted Hotel. Da jeg kom til byen igjen, malede jeg en Gjentagelse af Lange-Müllers Portrait, som Familien eger. Derefter Olfert Ricards Portrait som hænger i christelig Forening for unge Mænd. Saa kom en Deel Brystbilleder, som “Fru Abrahams”, Vekseler Louis Trier, Grev Knuth til Liliendal og Folketingsmand Hermann Trier der hænger i Rigsdagens Bygning, desforuden et Brystbillede af min anden Nevø, Valt Rosenberg, der eges af min Søster Fru Seekamp. Sommeren derpaa reiste jeg igjen til Wölfelsgrund sammen med min Søster Fru Seekamp og min niece og mine to Nevøer. Der malede jeg et større Landskab “i Lærkeskoven”, flere Studier til samme Billede og to Portraitstudier af en Fru Hainke, desuden to smaa Kabinetsbilleder[?] af en ung tysk Malerinde Frøken Annie Breuer og et større Brystbillede af samme som hun selv eger. En slesisk lille Pige med en Pusteblomst i Haanden, nogle Granstudier og et Brystbillede af min Nevø Ivar Rosenberg.
[3]
Vinteren derpaa igjen tilbragte jeg i Kjøbenhavn og malede et lille Kabinetbilled af Fru Bork, en Pastel, Interieur med min Søster siddende ved et Bord. Saa malede jeg et Knæstykke af fru Agnes Sundorph og et mindre Portrait af hendes lille Datter Grethe, desuden malede jeg Concertmester Anton Svendsen, et Knæstykke. Et større Brystbillede af Kunsthand[l]er Grosell som ogsaa et Kabinetbillede af samme der bægge eges af ham selv.
Sommeren derpaa igjen, altsaa sidste Sommer, tilbragte jeg hos min Søster i Rungsted, men da jeg efter et slemt Fald med min Cykel maatte være sengeliggende og i lang Tid efter var daarlig, fik jeg kun malet nogle smaa Landskabsstudier[,] et par Blomsterbilleder og et Knæstykke af min Søster siddende ved et Vindu.
Denne Vinter har jeg desværre kun tilbragt med at arangere min Udstilling nu i Marts, som tog megen Tid, da jeg var nødt til at restaurere en Mængde ældre Studier og Billeder.
De seer at noget videre Interessant har jeg ikke at meddele Dem, og hvis den Opramsing[sic] af mine
[4]
Billeder og Studier kjeder Dem, kan De jo godt stryge en Deel af Dem. Ydere Oplevelser kan jeg ikke opvarte med, og det vigtigste der foregaaer i Sjælelivet er sjældent egnet til det Offentlige. Nu vil jeg bare haabe at De snart maa komme over Deres Uheld med Beenbrudet som jeg beklager meget. Idet jeg altsaa ønsker Dem god Bedring forbliver jeg med særdeles høiagtelse
Deres meget forbundne
B. Wegmann.
Fakta
Brev
Dansk
Dateringen fremgår af brevet.
Den Hirschsprungske Samling, SM-500