30.1. & 6.2.1888

Kan jeg gøre for at Marie og jeg, og da navnlig hun igen synes at gaa en Tid fuld af Uro og Bekymring imøde?

Jeg ser jo at der er Fare for en Gentagelse af forrige Foraars Sorger. 

Jeg kan ikke gøre for, at det Marie den Aften meddelte mig, – og det var naturligvis rigtigt at hun sagde mig alt, – har jaget alle mine kæreste Forhaabninger ud i Fremtiden. Jeg tror nu som altid at det intet betyder at jeg ikke er forelsket i hende, man skal gifte sig med sin bedste Veninde, men hun har ladet mig se ind [i] en Fortvivlelse af Uro og Sorg, har vist mig, at vi slet ikke er modne til det Forhold endnu, at Freden

[2]

og Lykken ligger langt, langt borte.

Kan jeg gøre for at nu de Følelser som jeg har arbejdet paa at vække hos hende i Tro paa Lykke for os to, bryder frem nu da hun har maattet tage Haabet og Tilliden fra mig.

Hvad skal jeg gøre. – Hvor tør vi forlove os nu. Hvor kan jeg give hende den Hjælp, jeg saa gærne vil og som hun trænger til uden at frygte for at vække de Følelser der i Dag kun er til at skabe hende ny Sorg, og jeg tør jo ikke slippe hende; jeg haaber jo dog paa Fremtiden, jeg maa dog for alt i Verden hjælpe hende bort fra hint haabløse, fortvivlede Forhold, jeg holder jo af hende, jeg trænger jo til at hjælpe saa godt jeg kan, – men hvor tør jeg vække nye Sorger.

Det har jo dog været i god Tro og med ærlig Forhaabning at jeg har arbejdet paa – at drage Marie til mig, og jeg har jo dog gjort det gode derved, at hun har haft nogle Bekymringer færre og faaet hint ulyksalige Forhold lidt paa Afstand; – og nu – skal det være Resultatet. Det var jo dog

[3]

for at skabe en Modvægt mod de fortvivlede Følelser og fordi jeg ikke den Aften kunde vide, hvor langt Marie var overfor mig og hvilket Slag mod mine Følelser og Ønsker, den Meddelelse bragte, at jeg fortalte hende om den pecuniære Hjælp; og nu har det vel ogsaa bidrage til at vække hendes Følelse – og nu ved jeg jo ikke om jeg igen bør støtte hende paa det Punkt og

fri hende fra pecuniære Sorger, – hvad skal det blive til, vi har dog fortjent lidt mere Lykke, jeg har dog siden Foraaret kæmpet ærligt og alvorligt, og hvor langt fra Maalet er jeg nu ikke – og saa hun, det er dog fortvivlet at gaa med Hjærtet fuldt og saa faa Sorg paa Sorg.

Tid og Taalmodighed.

I Dag vilde jeg maaske kunne vinde Marie for bestandig, men hun ikke mig; hvad kan jeg derfor, at hendes Forhold i Sommer, hendes Søgen Støtte hos mig, hendes Selvbebrejdelser, mod min Vilje giver min Følelse en ren falsk Karakter af Overbærenhed og Medlidenhed og skønt jeg ikke vil det, skønt det er saa grundfalsk[,] faar mig til at føle mig som staaende

[4]

over hende, som den givende og hende som den modtagende. Og i den Stemning at knytte det vigtigste Baand i Livet; nej, nej det vilde være Bedrageri mod hende, mod mig selv; der maa ventes til vi kommer paa ret Kjøl en Gang, til min gamle Tro og Tillid kommer tilbage og gør mig ydmyg og taknemlig overfor 

hende, til hun kommer til Ro; – det kommer nok en Gang. – Hvor tidt har Marie ikke sagt, jeg var ikke den Mand hun skulde have, og hvor tidt har jeg ikke frygtet det samme om hende, – og dog, vi har lidt for meget for hinanden, vi holder for meget af hinanden til at det alt skulde være forgæves; jeg tror dog vi har Lykke i Vente sammen – – naar kommer dog den Tid hvor vi begge med Tryghed kan gaa ind i et Forhold; – nu er det mig der er utryg, hvad kan jeg derfor. 

Jo mere man faar at se af Livet, jo mere Sorg og Elendighed.

Sagde jeg den Aften mere end jeg kunde staa ved – Maaske? Men jeg kæmpede jo for at holde fast paa min Kærlighed og min Tryghed, hvad kan jeg for at andre Følelser har taget Magten, at jeg i Dag synes jeg er hendes Fa’er, hendes Broder. – Tid og Taalmodighed. Det er dog bedre end i Fjor. Jeg tør dog haabe, og har dog den Trøst, at dette er tusind Gange bedre end den forfærdelige Afgrund Marie nylig stod ved.

30^de Januar 88.

 

 

[tilføjet senere, øverst på side 1:]

6 Feb. 88.

Jeg har set fejlt. Jeg ved nu, at Marie er alt for fortvivlet over sig selv, er saa fuld af hin fortvivlede Kærlighed, at hun trods sin Følelse for mig vilde føle det som et letsindigt og umuligt Skridt nu at knytte nogen Forbindelse. Hun kender nu ogsaa min Afmagt i Øjeblikket, O gid det nu ikke maa fjærne

 

[langs arkets venstre kant, drejet 90 grader:]

hende fra mig, efter den Samtale tror jeg mere end nogensinde paa hende og vor Fremtid, gid det nu ikke maa have den Virkning at kaste hende tilbage i det, som hun skal og maa over[.] Hvor gærne vilde jeg nu ikke være stærk og sikker, det vilde være hende det bedste, om jeg i Dag kunde byde hende min hele Kærlighed og Fremtid og bede hende tage den uden endnu at kunne give mig sin igen, men i Stedet

 

[langs arkets bund:]

for er jeg er utryg og angst for Ansvaret, saa vi maa kæmpe os igennem hver for sig. Gid nu ikke min Tilstaaelse af min Svaghed maa fjærne hende fra mig.