2.8.1889

Katrinebjærg

pr. Taastrup

2-VIII-89

 

Kjære Frue,

jeg lod igaar Fotografier til Deres Mand afsende. Naar den ene Kant barbarisk er afreven, skyldes det den Omstændighed, at jeg i sidste Øjeblik opdagede, at Billedet ikke kunde være i min Kuffert.

Stakkels Hirschsprung! Det skær mig endnu i Hjærtet, naar jeg tænker paa, at min Kone, da hun sidst skrev til Dem, spøgede med hans Udseende. Men han saa den Gang ganske usædvanlig rask ud, og man kunde ikke ane, han havde været syg. Jeg havde ikke anet

[2]

han var syg, da jeg i mandags tilfældig opdagede i en Avis, at han var død. Jeg tog saa ind til hans Begravelse.

Umaadelig ondt gjør det mig ogsaa for Krøyers, at Hirschsprung netop døde i disse Dage saa kort Tid efter Brylluppet. De vil jo næppe kunne undgaa at høre forskjelligt om, hvorledes Hirschsprungs Død efter sigende fremskyndedes under en nedtrykt Sindstilstand. Havde De hørt noget fra ham i den seneste Tid?

[3]

Vi længes meget efter at høre fra Dem. Lad det ikke vare for længe. Lad os høre om Deres Arbejder. Med det første skal jeg sende Dem Artiklen om Raffaëlli. Den forekommer mig selv ret ordentlig; i hvert Fald har jeg arbejdet hæderlig paa den. I disse Dage begynder jeg paa at skrive om Gallé. Han har sendt mig forskjellige Smaating, han har skrevet, en Tegning, og endnu i Morges fik jeg et sex-Siders Brev med Oplysninger om hans Liv, – skrevet med hele den Charme, man kunde vente af ham og præget af en allerkjæreste barnlig Forfængelighed.

[4]

Vi har travlt med at gjøre Indkjøb til vort Hus. Skade at man for faa Midler ikke kan faa de bedste Ting; jeg véd saa Pokkers godt, hvorledes jeg gad have det. Jeg glæder mig forskrækkelig til at se Dem og Deres Mand meget ofte til Vinter. Hils ham nu hjærteligst og vær selv ligeledes hilset fra min Kone og Deres hengivne

Emil Hannover