Forår 1888

Kære Marie!

Jeg skriver dette til Dig fordi det er min Pligt og fordi jeg hellere nu vil risikere at smærte Dig med dette end senere med min Optræden rive op i det som dog maa dø; jeg føler mig slet ikke mægtig til ved min Optræden at forene mit inderlige Ønske om at være alt det for Dig i din Sorg som min Medlidenhed tilsiger mig og saa samtidig at skulde vise Dig at det er forbi, helt forbi, thi dette er det, at jeg maa sige, maaske er det overflødigt, saa tilgiv mig det bitre i at faa det sagt, men nu bag efter saa synes jeg at jeg især da vi skiltes fik baade Dig og mig til at klamre os til Halmstraa, som nu ingen Verdens Ting er, for jeg hverken kan eller vil narre Dig og mig selv med at haabe paa at der er nogen som helst anden Fremtid mellem os end den, som det giver at kende hinanden helt ud

[2]

og saa at have lidt en stor Sorg sammen og er alt dette overflødigt at sige, saa vil Du dog vide, at det er af Frygt for at gøre ondt værre ved den elendige Maade, hvorpaa jeg stod overfor Dig i Søndags Aftes, af Frygt for Dine Tanker i disse Dage, for Din Skyld at jeg taler. – Jeg er da, Gud være lovet, nu kommet saa vidt at den Aftens egoistiske Lede ikke behersker mine Tanker, jeg har faaet grædt ud, og Du vil tro mig naar jeg siger Dig, at jeg tænker tusind Gange mere paa Dig og Din Sorg end paa min egen, – det gjorde Du allerede den Aften, – men der er ligesom stille i mig, kun en stille ærbødig Hengivenhed for Dig og saa den bitre Følelse af intet at kunne gøre foreløbig for at bøde paa min store Skyld mod Dig, ja det ene at jeg for at redde Respekten for Dig og skabe Dig Venner i Fremtiden har talt om alt med mine Forældre, der angreb Dig og mig fordi De naturligvis ingen Forklaring kunde finde paa min sene Hjemkomst, men ogsaa her kommer det bitre frem, at jeg som er den skyldige, er den, der faar Trøst og Hjælp, for om end det ene er for Din Skyld, at jeg blottede vor Hemmelighed, – og det maa Du tro, Marie, hvis Du 

[3]

kan, at saa pjattet er [jeg] ikke, at jeg for at faa Hjælp nu, skulde ofre vor Hemmelighed og saa det, som det næsten er mig en Tilfredsstillelse at have gjort, taget mit Nederlag fuldt ud og for maaske Aar forspildt mine Forældres Tillid og Respekt for mig, – saa lindrer det dog altid at faa grædt ud; og skulde det blive Dig alt for kvælende tungt at gaa helt alene i dette, saa er min Moder din Veninde nu og føler for Dig, hun har Hjærte nok for os begge, kom til hende, Marie, om Du længes efter Hjælp.

Nu maa Du vide at hvad enten jeg er tung, eller lystig paa Lørdag om vi da begge er der, saa betyder det det samme, og Du maa ikke blive bitter hvordan jeg saa er eller bliver mod Dig mens Tiden nu gaar, Du maa, og Du vil det, tro paa min Sorg, jeg er ikke slet og følelsesløs, tro lidt paa mig, jeg har ikke fortjent det, – men Din Kærlighed vil vel gaa i Forbøn for mig og den vil ogsaa tilgive mig dette Brev, der siger saa lidt og hvori Du dog ikke maa søge at læse andet mellem Linjerne end Sorg og Sorg og Bekymring for Dig, hvem jeg

[4]

i mit vanvittige Letsind har saaret saa utilgiveligt.

Og gid nu Dit Arbejde maa give Dig den Trøst og Tiden den Ro den kan, og hvis jeg trode paa en Gud vilde jeg bede ham straffe mig og skaane Dig for den Lidelse Du er saa helt uskyldig i og for al den Bitterhed og Haardhed som dette kan afsætte i Dig – ja, det bliver vel min Straf det at vide, at jeg har det paa mig, hvis Din Fremtid ikke bliver lykkelig, hvis Du ikke kommer uskadt over dette, Du der mer end noget andet Menneske, jeg ved, fortjente at blive lykkelig. Du, det reneste, alvorligste og ærligste Menneske jeg har mødt, – Dig, hvis Følelse jeg engang tvivlede paa, Din Følelse er det jeg har øvet Vold mod, det er forfærdeligt. – Naa, lad mig nu ikke bebyrde Dig med min Sorg, lad os begge se at komme til Ro og leve Livet videre, men jeg ved det nok, der er langt igen