Spring til indhold
Menu

oktober 1893

Afsender

Emil Hannover

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Hannover skriver hjem fra Paris. Han bruger sin tid på Louvre, i kobberstiksamlingen og på Cluny-museet, hvor han har genoptaget sine keramiskstudier. Han studerer især Delacroix, Victor Hugos tegninger, Gustave Moreau, Céléstin Nanteuil og Henry de Groux, og opholder sig sjældent på byens caféer. Byens kunstskatte kan ikke helt sammenlignes med den italienske kunst, der greb ham på en stærkere måde. Hannover håber at blive i Paris i tre måneder, han har på fornemmelsen at det er sidste gang i længere tid at han er udenlands. Han er utilfreds med sine fremtidsudsigter: Han har takket nej til et ufordelagtigt tilbud om at blive bibliotekar ved Kunstindustrimuseet. Oscar Wandel har kritiseret illustrationerne i Hannovers seneste udgivelse. Økonomien har kun tilladt Hannover at udstyre publikationen med zinkætsninger i stedet for fotogravurer, hvis kvalitet er bedre. Hannover mener ikke at Kunstforeningen, som har udgivet bogen, kan forlange bedre, når de ikke har investeret mere i udgivelsen. Hannover har endnu ikke modtaget andenkorrekturen af en publikation af Richard Muther. Han planlægger at anmelde den i Politiken, som han i samme åndedrag kritiserer. Han har triste efterretninger fra fru Wildenrath, som han sætter højt. Wildenrath vil ikke skilles fra hende, og nægter nu også at finansiere hendes hotelophold. Hannover beder Rohde holde tæt om hans dårlige humør, da han ikke bryder sig om medlidenhed fra andre. Han glæder sig til at høre fra Rohde igen.

Transskription

[3]
Byer. Jeg er aldrig paa denne Rejse bleven
saaledes greben, som jeg i sin Tid blev det i Italien.
Jeg har næppe et Minut glemt, at jeg var ”Kunst-
historikeren”, og at jeg var kommen her for at
udfylde Huller i mine Kundskaber. Min Note-
bog var mig aldrig ude af Haanden. Men i det
sixtinske Kapel var jeg mange Gange og glemte
altid at skrive. Men naar man blot vil lade
være at hævde den nederlandske Kunsts Side-
stilling med den italienske, saa er den jo
dejlig, og navnlig v. Eyck er Himlene nær.
Her i Paris driver jeg om saa temlig uden
Kompas. Jeg har forsøgt at skrive noget og har
opgivet det og søger nu blot at faa det mest
mulige set. Jeg er meget i Kobberstiksamlingen
og meget i Louvre, meget paa Quayerne (hvor
der intet er at finde) og aldrig paa Caféer. Jeg
studerer lidt af alt mellem Himmel og Jord,
thi jeg har den Forudfølelse, at det bliver
sidste Gang for lange Tider, jeg er ude at rejse.
Jeg har gjenoptaget gamle Studier over Keramik
i Cluny og Louvre for at have noget at tære
paa, naar jeg kommer hjem; jeg har studeret
Afficher hos Sagot og Henry de Groux hos
Vanier; jeg har skrevet til Denis for at faa
Lov at se hans Arbejder; jeg spekulerer
paa Gustave Moreau; har gjennemgaaet
Hugos Tegninger i Nationalbibliotheket og
katalogiseret Celestin Nanteuil. Det er
fremdeles Delacroix, der optager mig, og jeg
skal i Lag med meget, meget andet; det er
[4]
først tiende Dag i Dag, jeg er her, og i tre
Maaneder haaber jeg at kunne holde ud.
Det ser forresten meget sort ud for
mig i Fremtiden, og jeg er sommetider ved
at tabe Modet. Jeg faaer næmlig efter al
..g Sandsynlighed ingen Stilling ved Museet.
De ved, jeg i sin Tid besvarede en Forespørgsel
om mine Vilkaar for Overtagelsen af Biblio-
thekarpladsen derhen, at jeg vilde have 1000
Kroner for et nærmere bestemt Antal Ar-
bejdstimer og under Forudsætning af en
Assistent ved min Side. Man fandt den
Gang Forlangendet meget beskedent. Men
efter at være komne under Vejr med Aar-
sagen til min Ansøgning om denne Plads
har d’Hrr. formodentlig tænkt sig det
sandsynligt, at jeg maatte modtage et-
hvert Slags Tilbud, og det Tilbud, jeg forleden
Dag modtog fra dem, gik ud paa, at jeg
for disse 1000 Kroner ikke alene skulde
være Bibliothekar uden Assistent, men
ogsaa gjøre Tjeneste som Museets Assistent.
Jeg fandt Tilbudet saa sjofelt, at jeg ikke
vilde have respekteret mig selv, om jeg
havde modtaget det, og jeg svarede ganske
kort, at jeg afslog det paa det mest
bestemte, da jeg betragtede det som et Brud
paa alle Ord og Aftaler. Naa, saa fik
jeg omgaaende Brev fra Krohn, at han
[5]
endnu haabede, jeg vilde modtage Tilbudet, men
at han i modsat Fald vilde søge at udvirke,
at jeg alligevel blev ansat som Bibliothekar
paa de oprindelige Vilkaar. Jeg agter ikke at
røre mig mere i denne Sag, og d’Hrr. maa nu
komme til mig, hvis de endnu ønsker mig
til Museet.
Af flere Glæder, jeg har haft, kan jeg nævne den,
at Wandel har udtalt sin Misfornøjelse
over Billederne i min Bog. Jeg antager, denne
har kostet mig rigelig dobbelt saa meget,
som Kunstforeningen har givet mig for den,
saa det var mig virkelig umulig at tilbyde
Foreningen at give den Fotogravurer i
Stedet for Zinkætsninger, hvis uheldige
Egenskaber vi nemt kan enes om. Men
Wandel taler i sit Brev med Angst om, hvad
”Medlemmerne vil sige”. Jeg har anbefalet
ham at svare, at de virkelig ikke kan for-
lange noget bedre for den ene Krone, som hvert
Exemplar koster Foreningen, og at endelig er der
jo da ogsaa foruden Billederne Texten.
Anden Korrektur af Muthers Artikel
er ved et Tilfælde, der ligner en Tanke, ikke
kommen mig i Hænde. Hæftet er allerede
under Trykning og skal udkomme i Slutningen
af denne Maaned. Jeg vil foretrække at an-
melde det i ”Politiken” frem for at oversætte
det.
[6]
À propos om samme Blad, saa omtaler
De det altid, som om det var mig, der var
Bladets Redaktør. Herregud, jeg har en Gang
”haft den Ære etc.”; det er vist desværre
meget tvivlsomt, om jeg har den mere.
Forresten begriber jeg ikke, man ærgrer sig
mere over, hvad der staar i ”Politiken” end
i hver anden Avis; mit Hjærte banker
i hvert Fald ikke mere …. for dette
Blad, som jeg hver Dag faaer tilsendt og
næsten aldrig læser. –
Fra min lille stakkels Frue triste Breve.
W. modsætter sig Skilsmissen og vil ikke
en Gang betale hendes Ophold paa Hotellet.
Jeg holder meget af hende.
Gaa nu ikke efter dette Brev, hvis
Stemning maaske ikke er videre lystig, ud
og fortæl Folk om den fortvivlede Mand,
jeg er. Der er ikke noget saa ydmygende for
mig som ”Folks” Medlidenhed med mig.
For Dem skal jeg ikke gjøre en Røverkule
af mit Hjærte efter at have .aabnet det
saa ganske for Dem, men andre skal ikke
vide andet, at jeg befinder mig, som jeg
altid har befundet mig og er paa ret Køl
igjen.
Skriv snart til mig igjen. Deres Breve er
Manah i min Ørken.
Deres hengivne
Emil Hannover

Fakta

Brev
Dansk
Brevet er ufuldstændigt; mangler sin begyndelse. Hannover beder i brev dateret 21/10-1893 Rohde om at brænde hans forrige brev. Det kan være dette ufuldstændige brev, der menes. I sit brev à 23. oktober 1893 svarer Rohde på Hannovers bekymringer angående ansættelsen ved Kunstindustrimuseet, som diskuteres her.
Den Hirschsprungske Samling
Kasse 146. EH 0029 E Hannover til J Rohde 1893-10-xx 1 Kasse 146. EH 0030 E Hannover til J Rohde 1893-10-xx 2 Kasse 146. EH 0031 E Hannover til J Rohde 1893-10-xx 3 Kasse 146. EH 0032 E Hannover til J Rohde 1893-10-xx 4