Spring til indhold
Menu

22.6.1888

Afsender

Robert Hirschsprung

Modtager

Agnes Slott-Møller

Dokumentindhold

En lettere oprørt Robert Hirschsprung mener, at Agnes Slott Møller fuldstændig har misforstået hans brev af 18.6.1888. Han forsikrer, at hans intentioner kun har været venskabelige over for hende og Harald Slott-Møller, selvom han medgiver, at brevet, pga. deres involvering i hans nu forliste forhold til Marie Triepcke, ikke var fyldt med "lutter Behageligheder".

Transskription

d. 22de Juni 88.
 
Kære Agnes Slott Møller!
Jeg anstrænger mig for at finde hvad det er, der – aldeles mod Sædvane – har faaet Dem til at læse mit Brev som sket, mistænksomt og misforstaaet fra den ene Ende til den anden, jeg formoder det er Harme over den slette Opførsel overfor Marie, der skulde ligge i at jeg endnu ikke har svaret hende; De er her så grundigt paa Vildspor som muligt og hvis De har frembragt eller bestyrket den Tro hos hende, har De ikke gjort noget godt. Overfor Marie haaber jeg at have retfærdiggjort mig, her maa det være nok at sige, at jeg naturligvis ikke har villet skrive udfra bitre Stemninger, som det vel ikke er saa underligt jeg af og til har været i, i den Anledning, – at jeg ikke har villet skrive for at prøve paa at sammenk[n]ytte de bristede Baand, da jeg følte hvor meget hun havde Ret og ikke kunde skrive ud derfra at alt var forbi, da jeg alligevel havde en Slags Haab om at det ikke var saa; – dette er Sammenhængen, men jeg finder det lidt trist saaledes at skulde være nødt til at rense mig i Deres Øjne for en saa ugrundet og saarende Opfat-
[2]
telse af min Tavshed, dog hellere det end at staa i et fejlt Lys i Deres Øjne. – Men hvad enten dette er Grunden eller ej saa er Sagen den samme: det Brev hvori hver Sætning efter min Mening var Venskab og Venlighed, det har De læst som sket. Det vilde være mig den letteste Sag i Verden at vise Dem det Punkt for Punkt, men jeg ynder ikke den Slags prokuratormæsig Dokumentation, jeg vil foretrække at spørge Dem om De tror jeg er sindsforvirret, er en Vendekaabe eller hvad i al Verden, hvad skulde bringe mig til at skrive giftige Breve til Dem? Hvis jeg ikke satte Pris paa Dem – ja saa var der tusind Ting De ikke vilde kunne forklare i min Optræden og hvis jeg var saadan at jeg skilte Kunstneren og Mensket ad, ønskede at “staa mig godt” med Dem, hvorfor i al Verden skulde jeg saa skrive giftige Breve til Dem? Hvorfor? Nej, Virkeligheden er at der ikke er Gift skabt i det Brev, Virkeligheden er at jeg betragter mig som Deres og Møllers Ven om ogsaa han og jeg af og til tørner sammen ganske grundigt, og derefter handler jeg og udtaler jeg mig, og i den Aand troede jeg at kunne vente at faa mit Brev læst. – –
Der kan i ethvert Forhold komme et og andet som bringer Forstyrrelse, det har
[3]
der netop nu været i vort og er det end ikke kommet grelt frem jeg nærer virkeligt Venskab for Dem og ham saa maa det alligevel være kommet frem tilstrækkelig til at faa Dem til at læse mit Brev i den Aand. Sagen er at jeg virkelig har været bitter paa Dem og Møller og Grunden er den, at jeg følte at De uden Spor at ville det tog Marie fra mig, det vil sige: jo mere Marie knyttede sig til Dem, jo mere udviklede [hun] sig og jo klarere blev hun over sin Uoverensstemmelse med mig, jo friskere Mensker hun omgikkes jo mere pedantisk saa jeg ud – og nu er jo Resultatet blevet at hun har opgivet mig; jeg tager ikke den Forklaring som endelig at jeg ikke kunde og vilde komme over til hende[,] i sligt mødes man vel paa Halvvejen det var vel for meget forlangt at nogen af os skulde opgive sig selv. – Den Modsætning vi skulde komme over, den blev Hovedsynspunktet for Forholdet – aa Gud, det kunde ses fra mange Sider, De har alligevel nærmest set det, som jeg saa gærne vilde det: med mig som den beskyttende – det strandede vi paa, og lad det nu end muligvis til syvende og sidst være en Lykke, jeg ved det snart ikke, saa kan De forstaa, ikkesandt, at da det bar hen derimod, var min Stemning noget bitter mod Dem og ham; det maa De alligevel have mærket ellers forstaar jeg det slet ikke; – at mit Brev skulde
[4]
indeholdt noget deraf fatter jeg ikke, for det er netop skrevet da alt dette var forbi, i Følelsen af at have været ubillig imod Dem og ham, i Ønsket om et fortsat godt Forhold til Dem og ham, for jeg kan ikke sige Dem det tydelig nok: hvor uenige vi kan være om alt mellem Himmel og Jord, beder jeg Dem betragte mig som Deres Ven, med den samme Ret til at tale ud af Posen om det ikke er lutter Behageligheder, som jeg kun er glad over at De tager Dem overfor mig. – Jeg tør ikke benægte, at der kan være Efterdønninger i mit Brev, saa utænkeligt jeg anser det for, hvis saa er har De her Grunden, – men nej, det er og bliver Dem, der har læst det Brev i en saa uvenlig Stemning som jeg vilde troe umulig, jeg har dog ikke i min Optræden hin Dag lagt noget af den Bitterhed for Dagen hvis uskyldige Ophav De var. Jeg er sikker paa dette overrasker Dem, sé det som et Venskabstegn at jeg lægger det saa aabent for Dem. Nej, jeg er saa sikker paa at det Brev var et venligt Brev, har jeg sagt, jeg havde mere Sympati for Achen o.s.v., har jeg sagt at jeg fandt Møller ond og slet fordi jeg skriver at mangen en uoverlagt Ytring kan synes mig saadan, og saa at jeg skriver “min Frue” – noget bedre
[5]
Bevis paa hvor fortvivlet de har læst det brev kunde De ikke give mig, jeg husker endnu tydeligt at jeg skrev det fordi jeg dermed vilde give Brevet samme Karakter som vor Samtale, hvor det morede Dem at agere Fruen der er moderlig overfor en yngre Husven. – –
Ja nu haaber jeg virkelig, kære Agnes S.-M. at De vil læse dette som det er ment, helt, helt venskabeligt; jeg slaar en Streg over at De jo næsten i Deres aldeles misforstaaede Vrede, er ved at give mig Afsked paa graat Papir fordi jeg er saa ærlig at tilstaa at Møller sommetider ærgrer mig grundigt ved en eller anden uoverlagt Ytring – det kan saamænd godt være at det er min Fejl at tage sligt saa højtideligt, den Ærgrelse kunde De maaske ogsaa tage lidt lettere paa; – lad mig sætte tilside, – som jeg jo sætter min Stolthed tilside for at opnaa fuld Forstaaelse, for egentlig var det vel mig der skulde være lidt belejdigt over den uretfærdige Behandling De giver mig – den Følelse, der vil forhindre mig fra at fortælle Dem at jeg i Gaar pressede og lirkede ved Fürstenberg i fem Kvarter for at faa ham til at købe et af Møllers Billeder og at jeg i de sidste 14 Dage har brudt 3 forskellige Lan-
[5]
ser for “min Ven Møller”; – ja lad mig holde op, og for syttende Gang bede Dem ikke betvivle at – naar den Periode og de Tanker der knytter sig til Marie og Deres Forhold contra mig er forbi, som den nu er – saa er der kun Venskab tilbage, det vilde gøre mig meget ondt at miste det.
Og endelig min Misforstaaelse at De hører til de glade og sejrende; ja, jeg mener dermed at De har den Livsglæde, den Maade at tage Livet paa, som jeg har saa svært ved at komme over til; – herregud kunde det nu ogsaa misforstaas, krænkende kunde det da aldrig blive. –
Ja nu haaber jeg at have faaet gjort rent Bord, De vilde gøre mig en stor Glæde ved at læse mit Brev om og indrømme at De har set rent galt paa det, jeg venter i al Fald snarest et forhaabentligt velvilligt Brev fra Dem og opsætter indtil da forskelligt nyt herfra.
Med venlig Hilsen til min egen, ulykkelige Marie, til Møller og Dem selv
Deres Ven
Robert Hirschsprung.

Fakta

Brev
Dateringen fremgår af brevudkastet.
Selvom dette ligner et færdigt brev, må der sandsynligvis være tale om et udkast, da det befinder sig blandt Robert Hirschsprungs efterladte papirer – og ikke blandt brevmodtagerens efterladenskaber. Brevudkastet er en del af det arkivmateriale, som Hirschsprungs Samling modtog 2023 fra den hirschsprungske familie.
Det færdige, afsendte brev kendes p.t. ikke.
København
Skovvang
Den Hirschsprungske Samling
22.6.1888, RH til ASM 1 22.6.1888, RH til ASM 2 22.6.1888, RH til ASM 3 22.6.1888, RH til ASM 4 22.6.1888, RH til ASM 5 22.6.1888, RH til ASM 6