3.7.1888

3/7 – 88.

Kære Fru S.M.

Tak for Brevet og for alle Ønskerne, tak fordi De skriver om Marie – Jeg hører ikke til de sjælsfornemme der helst gemmer sligt dybt, dybt inde, det gør mig godt at tale derom. De Digter, kære Fru M; De digter – nu om os to: vi udvikler os saa soleklart bort fra hinanden nu, bort – og om mig: tak for Ønskerne: men tror De saadan én som jeg har Kræfter til at gaa imod Strømmen og har De nogensinde hørt mig udtale én original Tanke – og hvorfor skulde jeg: nu er jo Fedren taget ud af Uhrværket. – – – Jeg sender Dem en af Dagene Vedels Novelle, jeg tror ikke De skal læse den højt, der er ikke saa faa Paralleler i den; Vedel ærgrer mig, nu har han skrevet den eneste Novelle jeg kunde skrive og jeg læser aldrig en Afhandling af ham uden at finde en eller anden Tanke som jeg selv en Gang vilde frem med; naa, lad ham tage dem. – Ja Garborg er udmærket, ogsaa hans Kvinder, jeg kunde omfavne ham for den sidste Replik i Stykket og den Tankegang der ligger bagved – og saa hvor han rammer dem der altid siger temmelig og maaske og “i en overskuelig Fremtid.” – Fortælle Dem no-
[2]
get nyt heroverfra – ja hvis jeg gad: Jeg har talt en Time med Fru Hannover i Dag om hendes Mand, jeg ved hvad Besnard har sagt om Julius Paulsen og Roll om Hammershøj og jeg har talt med en betydelig svensk Dame der er Veninde med Bjørnson og Richter, og gaaet den norske Afdeling igennem med Eilif Pettersen og den svenske med Bjørk, og Karl Warburg har ikke Begreb om Kunst og jeg har haft en lang Passiar med Werenskjold – – Tomhed, Tomhed og Surrogater alt sammen, jeg tænker kun paa ét, paa én, der én Gang sagde hun var stolt over at skulle være min Hustru og dog sveg mig, paa én der taler om sin Kærlighed og dog skyder sin Opgave fra sig første Gang den trykker hende, paa én i hvem Hengivelsen ikke kan faa Bugt med Selvstændigheden, Kvinden med Arbejderen; stakkels hun – at slaa den rigeste og herligste Drift ned i sig til Bedste for alt det haarde; – det er ogsaa en skidt Verden vi lever i, at vi to der holder af hinanden skal gaa og bløde fordi vi i Længden maaske ikke kunde spændes[?], fordi hun ikke vil være Kvinde og fordi disse Aar noget har taget Kræfterne fra mig; alt hvad der er i mig af Mandsblod skriger mod den Unatur
[3]
med Livsvarighed og Overensstemmelse og – nej var der noget ved Marie, saa – – Det faldt mig ind forleden: tænker De nogentid paa det Ansvar De paatager Dem, hvis De giver Raad her?, det faldt mig saadan ind, jeg drev op og ned ad Vesterbro og følte mig saa knugende ene: hver Mand gaar med sin Kvinde – og hun ser ham straalende op i hans Øjne, ser paa ham som sin Støtte, sin Ven og Beskytter og føler sig saa tryg – og han ser med et stille Smil ned paa hende og han er maaske en Pjalt og svag, men alt det bedste i ham arbejder sig frem og han føler sig stærk fordi hun har Tillid til ham og Manden i ham voxer fordi han har én at staa til Ansvar for, én at værge, én at give til, én der tror paa ham – – og her driver Du, alene med din guldknappede Stok, Du havde ikke Kræfter og Forstand til at fange Fuglen og den var ogsaa selv helst fri for at blive fanget, driv videre, driv videre ned over Bülowsvej, forbi Ladegaarden og Peblinge-Søen, hjem i Bredgade, hvor ingen uden din Jura venter Dig, led, led, slagen og vraget, ikke en Gang fortvivlet, for endnu er Gaaden uløst: var der et stort Hjærte dér, var der Stemning og Gemyt, Hengivelse og Varme bag den
[4]
Skal som Arbejde og saa Verdens Knubs og Stød har lagt om hende; ja, ja jeg tror det, men hvor kunde det saa gaa som det gik, hvor kunde hun nænne det. – –
Bryder De Dem om jeg skal sende Dem en Bog af Stenstrup om den gamle danske Bonde, hvori han paa en ret tilforladelig Maade beviser at han ikke var Spor af “usselig”, ikke Træl, at Bonden paa Baches Marsk Stig er en ren Misforstaaelse o.s.v.
Om mine Ferieplaner er der at melde, at jeg rimeligvis kommer til Jylland i Kompagni med Einar Brünniche, min Søster og min Kusine Ida H; vi lander i Vejle og gaar saa over Skanderborg, Silkeborg, Karup, Holstebro til Bovbjærg, derfra med Jærnbane til Viborg og saa til Langaa og videre med Jærnbane til Hjørring hvorfra vi over Kandestederne vandre til Skagen, hvor vi i tre Dage solder med Krøyer, Weis og Anton Svendsen, der paa den Tid er kommet tilbage fra Norge, – ja Planen er jo meget god.
Kære Fru Møller, tilgiv mig nu hvis dette Brev er lidt trist, hils Deres Mand, “bør” jeg sende Hilsen til Marie? De kan jo i al Fald sende hende min Tak for Fødselsdagshilsenen; dog, det er saa lidt, saa formelt.

Deres heng.
Robert Hirschsprung.