30.8.1888

Skovvang 30 Aug 88.

 

De synes i Deres sidste lange Brev til min Mand at have grebet en Anledning til at lade ham vide, hvor utaalelig han er Dem og at De kun taaler ham for min Skyld. De har kun lutter nedsættende Ord om hans Karakter og Opførsel og ikke et eneste venligt Ord, der kunde antyde, at der var andre Sider ved hans Personlighed, der havde vundet Dem tiltrods for hvad De kunde have at udsætte paa ham. Deres Interesse for hans Talent er os i vort Venskabsforhold til Dem ganske ligegyldig.

[2]

I Samtaler med Marie har vi desuden gennem hendes Venskabsfølelse for os faaet at vide hvor fornærmeligt, skammeligt raat og dumt De har omtalt ham paa en Tid, hvor vi i vort Hjem har modtaget Dem som vor bedste Ven.

Dette og intet andet er Grunden til at vi hellere vil trække os tilbage fra Dem end risikere en Gentagelse af alle disse Ubehageligheder.

 

Agnes Slott-Møller

 

 

[3]

[med Robert Hirschsprungs hånd:]

1, De kan ikke huske, Fru Slott-Møller, eller[s] ville De vide at mit Brev var et Forsvar mod nogle lige saa fornærmelige som uretfærdige Beskyldninger for Dobbeltspil i Betragtningen af Deres og Deres Mands indbyrdes Forhold.

2, De kan ikke læse, eller[s] vilde De vide, at det ikke er som De siger, men at mit Brev tværtimod var skrevet som til en Ven, med Benyttelse af Venskabets Ret til at tale ud af Posen og sige hinanden selv bitre Sandheder.

3, Det har jeg ogsaa mundtlig benyttet mig af, og har intet Øjeblik spillet Dobbelt-Spil over Dem; – jeg har intet andet sagt til Marie end hvad jeg har sagt til

[4]

Dem selv og Møller, hendes Referater er lige saa overflødige som de er pietetsløse mod Erindringen om vort Forhold.

––––––––––

Og dermed Punktum.

Jeg ønsker Dem og Møller alt muligt godt, først og fremmest bedre Held med at holde paa Deres virkelige Venner.

Robert Hirschsprung.