4.1.1912

4 Januar 1912. München

bei Frau Professor Trumpp

Hohenzollernstrasse 19.

Kjære Louise!

Ja, det var en slem Ende paa det gamle Aar! Og den sørgelige Tilstand af Emma Trier vil heller ikke gjøre det nye lysere og drage sin Skygge over i det. Det gjør mig forfærdelig ondt for dig og Harriet der have holdt saa uendelig meget af Johanna og maaske endnu mere af Emma Trier. Det er det sørgelige ved at blive ældre at man mister sine Venner, en efter en gaaer de bort. Ak, bare jeg dog maa beholde Eder, det vilde være altfor sørgeligt om jeg ikke døde forud, men man maae tage det som det kommer, det hjælper ikke at kny. Jeg har tænkt saa meget paa dig netop i denne Tid da jeg fortalte Jeanna om den Tid jeg var Eders Gjæst og viste hende den Tegning jeg har af dig, den er jeg glad for. Jeanna er ogsaa et af de Mennesker der har en Svaghed for de Melchiorske Ansigter og især af dit og Harriets Ansigter. Jeanna

[2]

er forresten flink for sin Alder, hvis hun ikke havde de dumme Gallesteen var hun heelt ungdommelig endnu. Mig gaaer det ganske godt, ikke fuldt saa godt som i Kjøbenhavn, men saa blomstrer jeg vel op som en Sol – lad os sige en Rose – naar jeg kommer der tilbage. Veiret er mildt men trist og mørkt, det passer til Stemningen.

Malet har jeg ingenting i Juledagene men nu skal der begyndes paa Noget, jeg veed endnu ikke hvad. Hvorledes vil nu Charlotte og Helga indrette sig? kan de være selvstændige? Det bliver vist et Savn og en Sorg for mange at Johanna er gaaet bort, for Hjæmmet bliver vel opløst. 

Lev nu vel kjære Louise, saa vel som man kan naar man har Sorg i Hjærtet, hils Harriet saa mange Gange det gode kjære Menneske, hun er vel meget bedrøvet. Hils Onkel Mose og alle Venner og vær hilset og omfavnet af din

gamle

Bertha.