28.7.1917
Afsender
Bertha Wegmann
Modtager
Louise Melchior
Dokumentindhold
Wegmann er fuldstændig opslugt af sit værk Salome – senere betitlet Livslyst. Hendes omtale af værket synes at afspejle nogle grundlæggende ideer i oeuvret. Hun har afvist flere portrætbestillinger for at fokusere på Salome. Hun planlægger en rejse til Middelfart med sin søster.
Transskription
28 Juli 1917
Damehotellet Gl. Mønt
I
Kjære Louise!
Tusind Tak for den deilige Kurv og dens Indhold især den Green med Kirsebærrene var henrivende, de var alle saa friskplukkede saa det var en Fryd at see paa. Var jeg ikke allerede en halv Salome, saameget er jeg inde i mit Arbeide, saa vilde jeg straks have malet de deilige Kirsebær. For Øieblikket er jeg heelt utilgængelig, jeg føler mig næsten istand til at lade nogen halshugge for at faa en Modell til Johannes Hoved! Godt at det ikke er tilladt! Vil Du tro at jeg stadig endnu maler paa hendes Krop, altid paany kradser jeg væk for at gjøre hende deiligere. Jeg bilder mig
[2]
ind at den nu er smuk, men Gud veed hvad den er, maaske en grændseløs Indbildning. Det er hendes Skyld at du hverken seer eller hører fra mig, men hun var vist ogsaa en ond Kvinde, Æblet falder jo ikke langt fra Stammen. Jeg føler mig mærkværdigvis rask, det er som om hun indgød Liv i mig og medens alt det staaer paa regner det med Bestillinger, det er heelt forfærdeligt! Jeg maa jo sende dem bort for Salomes Skyld. Ja hun faaer meget paa sin Kappe naar det saaledes bliver ved. I August har jeg jo bedt min Søster ud paa Landet, det havde jeg ogsaa om Ørene[,] det var næsten umuligt at finde Noget, Alt var optaget, men nu har jeg fundet noget paa Fyen i Nærheden af Middelfart. Pleiehjemmet
[3]
Sixtus, det skal være udmærket. Jeg kjender jo Middelfart, der er deiligt i Hindsgavl Skov, og netop der skal Pensionen være. Jeg vil nu see at naae ud til Dig inden jeg reiser, men Salome kommer først, der mangler en Deel endnu.
Vil Du hilse Frøkener Jøhnke saa mange Gange fra mig, hvilke deilige Dage vi har, hvilken Sommer. Skade at jeg ikke har kundet naa at være lidt hos Dig. Jeg haaber at Du har det godt kjære Louise, Toni hilser og takker for Meddelagtigheden i Kurvens Indhold. Lev vel, det er seent, jeg er først kommet hjem for lidt siden og snart er det Sengetid for mig. Endnu engang Tak og vær hjærtelig hilset og omfavnet af din gamle
Bertha.
Fakta
Brev
Dansk
Dateringen fremgår af brevet.
Modtagerstedet fremgår ikke, men der er sandsynligvis tale om Taarbæk, da søstrene Melchior sædvanligvis opholdt sig dér om sommeren.
Den Hirschsprungske Samling