29.6.1916

29 Juni 1916.

Damehotellet Gl. Mønt I

 

Kjære Louise!

 

Endskjønt jeg ingenting bestiller naaer jeg dog Intet. Ateliersorger, Sommerklæder, alt er mig for meget, derfor har jeg endnu ikke takket Dig for Theen, det var meget elskværdigt at sende mig den. Jeg har endnu ikke taget den ibrug da jeg havde noget af den anden endnu. Heller ikke din Faders 100 Aars Fødselsdag har jeg husket, saa Du seer at jeg snart er heel umulig, ikke at mine Tanker [er] borte fra ham, han staaer altid i min Erindring som noget af det Elskeligste og er dybere i mit Hjærte end mange af dem der feirede ham var, men jeg er en Idiot, heelt moden til at stikke af fra det Hele. Mon det aldrig

[2]

kan blive bedre! Male gaaer endnu bedst, jeg har malet nogle ufærdige Billeder færdige, og som det forekommer mig ikke daarligt, thi nu har jeg jo for første Gang i de sidste Aar haft godt Lys at male i. Desværre er det nu snart forbi, den nye Bygning skrider frem i en uhyggelig Fart, saa den Glæde er snart forbi. Der var Talen om at jeg kunde have faaet Julius Paulsens Atelier, det stod averteret i Avisen, og vi saae paa det straks første Dag, det var meget stort, men Vinduerne daarligt fordelte og 5 Trapper høit, jeg mener ikke Atelieret, men Opgangen. Alligevel vilde jeg i min Fortvivlelse have taget det, men saa hed det at der var en Anden der havde Forret, men som endnu skulde betænke sig, saa fik jeg det naturligvis ikke. Nu kan jeg forfra gaae paa Jagt efter

[3]

Atelier. Paa gamle Kongevei 196 er der et at faa, men det er jo en heel Reise derud, borte fra Alt og hvem vil lade sig male og komme derud 2 Gange daglig. Du veed det er helt ude nær ved Diakonissestiftelsen.

Den søde Frøken Ragna Norstrand vil laane mig sit Atelier til næste Vinter, men det er meget lille og meget høit oppe, dog i Nøden æder Djævelen Fluer. Du bliver vel snart kjed af mine Atelierjeremiader, men det er det der for Øieblikket optager mig mest. Hvorledes har i feiret Eders Faders Fødselsdag, har i som Gave faaet Lov at beholde Eders Leilighed? det vilde glæde mig meget og jeg haaber det bestemt. Hvor mange hyggelige Aftener har jeg dog tilbragt i dette Hjæm der altid har staaet for mig som et straalende Eventyr, beboet af skønne venlige Feer, der endnu altid naar jeg kom der

[4]

havde en aaben Favn for mig. Den store lyse Stue der ligesom lagde en Glorie om de høie smukke Skikkelser, jeg kan ikke tænke mig at det skal være anderledes.

Snart kommer jeg en Morgen ud til Eder, det er jo ikke Høibroplads og kan aldrig blive det, men I er der jo dog og den varme kjærlige Modtagelse. Tænk, stakkels Else Rosenberg, Ivars Kone, ligger paa Diakonissestiftelsen. Hun er bleven opereret af en stor Svulst paa Tyktarmen og de har skaaret en heel Alen af Tarmen. Ja det er triste Tider! Toni er stadig mageløs mod mig, hun er en Solstraale i alle mine Bekymmeringer. Lev nu vel I to søde Mennesker, hav det godt og tilgiv mig al min Glemsomhed og Idiotisme. Farvel, farvel og værer omfavnede af

Eders

Bertha

 

Toni hilser saa

mange Gange.