1888-12-26
Afsender
Karl Madsen
Modtager
Emil Hannover
Transskription
[Tilføjet med blyant af Emil Hannover
øv. th.:] Madsen
Lyngby . 26 Dec 88.
Kære Hannover!
Selvfølgeligt skal Deres Berigtigelse faa
Plads i “Kunstbladet” (De burde vistnok
have gjort opmærksom paa Uoverenstem-
melsen mellem Goncourt og Serusier i
en Note)[.] hvis De kunde tilføje andre
positive Berigt[ig]elser, finder jeg det urime-
ligt at De ikke har gjort det. En An-
tikritiks Korrektioner vilde paa ingen
Maade være “Kunstbladet” uvelkommen.
Jeg giver Dem mit Æresord paa,
at jeg ved Gennemlæsningen af Manu-
skriptet ikke mindes at have bemær-
ket den kuriøse Flertalsform for et
Gobelin. Med ved Gennemlæsningen
af Bogen har jeg maattet samstem-
me med “Avisens” Anmelder, hvis
mig ubekendte Kritik jeg haaber De
maa have studeret med Glæde og
Udbytte. I det hele taget mistænker
De mig meget med Urette for fra
Gennemlæsningen af Manuskriptet
til Brug for min Anmeldelse. Det
er en Insinuation, jeg bestemt maa
tilbagevise.
[2]
Slutteligt henvender De et direkte
Spørgsmaal til mig. Har man iøvrig
Lov at bebrejde andre Brugere af frem-
mede Ord, naar man selv skriver .......
“krankt(!) Helbred”?”
Ja, kære Hannover, det har man abso-
lut! Thi for det første forekommer Deres
Anke mod Ordet “krank” mig ligesaa
uberettiget, som Deres Anke mod Pseu-
donymet Just Justesen, De engang
i et Brev, jeg ikke fik besvaret, er-
klærede at minde om Avisindsendere
i intetsigende Spørgsmaal, ganske for-
glemmende, at det var det Pseudonym,
Holberg brugte til mange af sine
kraftigste Indlæg for den sunde Sans.
Jeg mener Ordet “krank” er et godt
gammelt dansk Ord, og for kun
at nævne et Eksempel, begynder
den almindeligste Version af Folke-
visen om Marsk Stigs Døtre med
det Vers:
Marsk Stig han havde sig Døtre to,
saa krank en Lykke monne de
faa.
Og — for det andet — selv om Anken
var berettiget, selv om jeg til Stadig-
hed selv anvendte et Utal af fremme-
[3]
de Ord, vilde jeg være i min gode Ret til
at nævne, at andre havde en Svaghed
for fremmede Ord, naar det var sandt hvad
jeg sagde. Det gaar os Kritikere som alle
andre Mennesker, vi ser Skæven i vor Bro-
ders Øje, men Bjælken i vort eget bliver
vi ikke var. (Det gaar undertiden os Kri-
tikere værre end andre Mennesker, vi er
ret skaanselsløse i vor Kritik af andre
og kan dog føle os saarede af en meget
hensynsfuld Kritik af os selv.) De vilde
sikkert give en Maler “Lov til” at anke
over en daarligt tegnet Haand, selv
om han ikke kunde gøre det stort
bedre, ja, De vilde vel endog give
den usleste Skribler “Lov til” at nævne
at der fandtes en Plet i et frem-
ragende Digterværk, naar Pletten vir-
keligt var der. Derfor forekommer Deres
Spørgsmaal mig at vise mindre sund
Filosofi, end jeg tiltroede Dem; jeg troede
Dem meget hævet over slige populære
Forestillinger om de Fordringer, der med
Rette kan stilles til en Kritiker for
hvilke bl. a. min Ven Balsgaard i
Svaret til Sigurd Müller har gjort sig
til Talsmand. —
Jeg takker Dem meget for Deres
venlige Forespørgsel til min Fod; den
[4]
er heldigvis paa gode Veje til at komme
helt i Orden igen. Jeg har modtaget
en kostbar Julegave fra S. Bing,
som har været mig til megen Trøst
og Glæde, medens jeg maatte holde
Sengen: nogle authentiske Billeder af
Japans bedste Malere, Setshiu, Sosen
og Hokusai. Det Mesterskab i Be-
i Sandhed ganske vidunderligt, De
maa dog se dem, naar De engang
finder Tid og Lejlighed.
Hvorfor mon Politiken endnu ikke
har haft et eneste Ord om Deres Bog?
Med venlig Hilsen og Ønsket om
en glædelig Jul og et godt Nytaar for
Dem og Deres
Deres hengivne
Karl Madsen
Som sagt, jeg mener, De gjorde rigtigst
i at tilføje de Berigtigelser, De er i
Stand til at give til den, De allerede har
givet. Fraset det givne Eksempel, der altsaa
var daarligt valgt, mener tror jeg, at De under-
tiden oversætter lidt vel flot. Derom
muligt nærmere ved en anden Lejlighed.
