21.2.1888

“Alle mine Tanker jeg døber i dit Navn”

 

Kære Marie!

Her har De Drachmans Artikel tilbage og Tak for Laan for den. Bryder De dem om at vide min Mening om den, jeg har selv saadan en Skrækkelig Lyst til at filosofere over den. – Slaar det Dem ikke hvor kolosalt Tiden er forandret i de 10 Aar? Det er med Vemod man tænker paa det. Se, der var der unge. Kribler det ikke i én naar man ser Drachman slaa Ploug og Molbech paa Snuden, er den ikke velgørende den Tro og Sikkerhed og Ungdom den lyser af, saa Skidt med at den er uklar, i Grunden ikke siger et Muk. – Den Uklarhed der betyder Gæring er en Dyd for enhver ung. – Og nu – hvad er det i Grunden, der er forandret. Er Ploug og Molbech ikke stadig Bøller, forkaster Landstinget ikke Kvindelovene, hader vi ikke det politiske Regimente, er Akademiets Magt brudt? – Det er ligesom Sangbunden for det hele er borte. Der skrives ikke mere Stykker som En Folkefjende, hvem bekymrer sig om et nyt Stykke af Fru Edgren, hvem skælder de yngstes Kunst ud, falder ikke

[2]

Bjæffene mod Georg Brandes latterlige og svage? Hvorpaa beror det? Blandt andet vistnok derpaa, at Retningen delvis har sejret. Og saa er Tiden og Menneskene blevet en anden. Hvad enten vi kalder vort Tidsskrift “Ny Jord” eller ej, saa er vi igen i en Eftersletstid. Efterslet af Brandes, Efterslæt af Drachman og Jacobsen saadan er det meste. Ikke sandt? Og Menneskene? Tror De ikke, det er rigtigt at der hvor de bedste er, der er Tiden? Se for ti Aar siden, der var de bedste i Paris, dér var det sunde, ikke videre dybe, kraftige Naturer i Kamp mod Akademikerne, skældt ud i Bladene, uforstaaede af Publikum. – Og nu. Paulsen en skikkelig, rar lille én, Willumsen “revnende” ligegyldig hvem de vælger til Censurkomité, Hammershøj fin og stille, Frk Rambusch i Virkeligheden temmelig ensom i sin agitatoriske Radikalisme. – Enhver lille Bid, der duer, købes af et lille men dog forstaaende Publikum. Hammershøj er i ganske nær Familie med Poeter som Niels Møller og Johannes Jørgensen, han studerer gammel Kunst, som de J.P. Jacobsen. Der er jo noget nyt i Malerkunsten, men nogen virkelig Opposition, noget Program? Nej, der er en del stille, fine og dygtige Folk, anderledens anlagte end de ældre, det er det hele. – Og alligevel tror jeg ikke det er en daarlig Tid, vi lever i. Tværtimod. Det afgørende for den tidligere Generation

[3]

det var Kampen udadtil, for at faa Lov at være her, faa det nye Princip slaaet fast i Livet og ogsaa i Kunsten. – Vor Generations Opgave særlig som Mennesker er Kampen indadtil, Kampen med os selv. Som sagt der er ingen rigtig Sangbund for politisk, religiøst, literært Reformarbejde; det er goldt at blive ved med at raabe ned med Estrup. Derfor mener jeg ikke man skal lægge Hænderne i Skødet, man skal holde sin Organisation vedlige, men den der i Dag tror at der er virkelig Nytte og virkelig Selvudvikling i at lægge nogen større Kraft af Arbejde i politisk eller kunstnerisk Opposition han tager fejl. Men Darwinismen, de demokratiske Ideer, Atheismen, Naturalismen alt det er ungt endnu, og det vi kan, det er at leve ganske anderledes helt og fyldigt, og grundigt paa moderne Idéer, der er at arbejde paa Klarhed og Helstøbthed, hvor saa mange af de ældre var overfladiske og uklare, som nu Drachman, der ender paa Møddingen som Menneske. – At redde det bedste i sig som Menneske, det er naturligvis til enhver Tid Opgave[n], men der bydes os bedre Vilkaar end den forrige Tid, den havde saa forbandet travlt med at forbedre Verden; den har banet Vejen for os, har vi ikke mange nye Tanker, har vi des større Pligt til at bearbejde hvad vi har faaet i 

[4]

Arv, bygge vor personlige Fremtid og alvorligt, slaas med os selv, det er mit Program og derfor synes jeg det er en god Tid for os, om saa Estrup er ti Gange Minister; og kan man holde alt saa redder man i al Fald den Lykke at have gjort sin Pligt som Menneske. – Derfor tror jeg ogsaa det var sundt at leve en Tid paa Landet til man var grundfæstet lidt bedre end nu, redde sig fra Klikerne, Vrøvlet, Bysnakken, Møder, Adresser, Aviser, samle sig, udvikle sig lidt mere inde fra, lidt mindre ude fra, leve helt.

––––––––––––

Store Ord og fedt Flæsk – –

Ja jeg mener nu alligevel det alt sammen, selv om Modsætningen er noget overdreven. – 

For Resten er det stor Synd at jeg ikke er blevet Præst; da Prædikener vel næppe interesserer Dem synderligt burde denne vist være gaaet i Papirskurven, men der kan De nu selv anbringe den.

Venlig Hilsen og God Nat.
Robert.

21/2. – 88.