1889-02-04

Kjøbenhavn d. 4 Februar 89.

Kjære Ven! Naa saa fik vi da Has paa Lotteriet og
 et nogenlunde tilfredsstillende Udbytte — Middelhøst vil jeg
 kalde det — circa 600 Kroner — maaske ikke meget til at
 stoppe Hullerne med; thi de ere næppe blevne mindre
 i den forløbne Tid; men en Hjælp til Hjemrejsen
 er det da altid. En Ting er da saa med det samme 
 bleven konstateret, at ingen af os ere saa praktiske, som vi
 havde troet. Det er besynderligt nok, men er der noget
 som Folks honnette Ambition plejer at stile henimod, saa er
 det det at være praktisk.; hvad mig selv angaar, saa
 havde jeg nu hidtil troet, at jeg havde en utrolig Bunke
 paa Lager af denne Vare, men det nu endelig hensovede
 Lotteri har revet mig ud af denne Vildfarelse. En
 almindelig Kontorist er jeg vis paa havde ordnet det hele
 udmærket i Løbet af en Eftermiddag, og saa skulde
 De blot se, hvad det er bleven til i mine Hænder.
 Tag nu blot Historien med Lotze; blot for disse to
 Sedlers Skyld vexledes der i Løbet af et par Dage 7 —
 syv — Breve imellem Deres Moder (som var bange for at
 Lotze ingen Sedler havde faaet) Deres Broder, Lotze (Lotsje
 som Christiansen kalder ham) og undertegnede. Jeg syntes
 ganske sikkert, at De fortalte mig, at han havde sendt
 Dem 10 Kroner og sende ham 2 nye Sedler turde jeg
 naturligvis ikke, da jeg jo erindrede, at det kun var
 med en uvillig Bemærkning, at han tegnede sig for
 de to første, saa synderligt indviklet var Sagen egentlig
 ikke — men som sagt syv Breve foruden, hvad der

[I venstre margen:]
 Takker for De sendte Oplysninger.

[2]
 er skrevne til og fra Berlin. Naa for ikke at gjøre mig
 til større Idiot, end jeg er i Forvejen, vil jeg nu bemærke
 saa tungt end Afsløringen falder mig, at den gode Hr
 Hannovers Liste ikke var ganske pletfri, og jeg tænkte mig
 saa, at der muligvis kunde have indsneget sig en eller
 anden Fejl eller Misforstaaelse angaaende Lotze.
 Mest Bryderi har jeg dog haft med Winkels, der natur-
 ligvis har været yderst elskværdige og tjenstvillige men ægte
 Winkler. De lod saaledes tegnede saaledes Folk paa den
ganske vist nemme Maade, at de udelod alle oplysende
Bemærkninger saasom Fornavn, Bestilling, Adresse o.s.v.
— Grunden til at det trak saalænge ud var den, at det et
Par Gange oppe hos Winkel hed sig, at nu var der igjen
Efterspørgsel efter Sedler, og at der kunde udentvivl sælges
en Del; det var imidlertid blind Allarm; sidste Gang
Trækningen udsattes og Buddet gik ud til den Person,
som Winkels havde opgivet kunde vælge “en hel Bunke” viste
det sig, at hun ikke blot ikke havde tænkt paa at sælge
nogen, men ikke engang vilde have saamange Sedler, som
hun var tegnet for hos Winkels —
Jeg haaber nu at vi ikke har snydt nogen, og
at Wildenrath ikke maa blive altfor vred paa os.
Indlagt ere Regnskabet – De bryder Dem vel ikke om
at faa de enkelte Aktstykker? Jeg lod Christiansen
gennemgaa Listerne og de ikke solgte Lodder for
at han kunde attestere Rigtigheden. —

Dette om Lotteriet. Amen!

[3]
 Ja saa var der jo “Bysladderen” à propos jeg
 skrev i mit forrige Brev i en overgiven Stemning en
 større Portion Vaas for at “effekuere Ordren”, som det
 vistnok hedder i Handelssproget. Jeg skulde nødig kom-
 me tilbage dertil, men De har misforstaaet et par Ting,
 som jeg maa forklare Dem. De har fuldkommen
 Ret Christiansens Broder er Papirhandler. Udtrykket med
 Apotheket var kun et bevinget Ord, som har gaaet mel-
 lem Kammerater, skriver sig nok fra at Jul. Paulsen
 havde tænkt paa noget saadant. Da Christiansen om
 Formiddagen havde fremvist en Portemonnaie spækket
 med Hundrede-Krone-Sedler, og De havde begjæret
 Nyheder, kunde jeg ikke undlade at meddele dette for
 en Maler saa sjældne Tilfælde. Hvad Frk. Asta
 Nørregaard angaar, saa ved jeg ikke andet om hende,
 at end at hun er en kjedelig norsk Malerinde, som
synes, at Loftet i det sixtinske Kapel gjør sig ret
dekorativt!! Det første kjender jeg af egen Erfaring[,]
det sidste af et Brev fra Fru Møller, hvori der var en
meget pudsit Skildring af en Aften, som hun og Manden
vare nødte til at tilbringe i den gyselige skandina-
viske Forening i Rom. – Et Par Bemærkninger, der 
stod fra Paris refererede sig til nogle besynderlige Breve,
jeg havde faaet fra Willumsen og hvoraf det fremgik,
at han malede paa en halv Snes Billeder og brugte
den meste Tid til at løbe fra det ene Arbejdssted
til det andet (han boer paa Toppen af Montmartre og ma-
ler bland andre Steder i en lille Kirke paa den anden 
Side Pantheon). —

[4]
 Det eneste nye, der har tildraget sig i Kunstverdenen, har
 været Udstillingen af Krøyers sidste Billede fra Skagen
det, der tilhører Fürstenberg. Det turde være det mest
overlegne og mest flydende malte af Krøyers Billeder
(skjønt han efter hvad han fortalte mig i Efteraaret har
haft det under Arbejde i 3 Aar og gjort meget om paa
det). Og der er derfor ogsaa Folk, der rynker paa Næsen
af det (man risikerer jo aldrig noget ved at rynke paa
Næsen). For mig har dette Billede nu været til stor
Fornøjelse og jeg beklager meget, at det som alt det
betydeligste af Krøyer er vandret ud af Landet —
Den Sundhed og den Malerglæde* der er i dette Billede
er en saa sjælden Vare her til Lands, og at Folk faar
(* jeg sigter ikke her til at sex Malere staar og drikker Cham[-]
pagne og raaber Hurra — men til Glæden ved at male,
den Fest det er for ham, ikke Spor af det pinlige
som vi alle alle vi andre lider under.) Skam om
de ikke synes om det. —
—
De ved vel at Hirschsprung forlod Examen, som han
altsaa skal tage om til næste Aar – De har altsaa
Fred et Aar for “Konkurrenten”.
—
Den næste Nyhed bliver Bedømmelsen af de til den franske
Udstilling indsendte Billeder, men derom kan jeg intet med-
dele i Dag —
—
Kunstbladet hensov da blideligt — med en stor Løgn til
Slutning. —
Venlig Hilsen til Dem og Hustru
Deres Johan Rohde