Spring til indhold
Menu

Antagelig 1921 eller 1923

Afsender

Bertha Wegmann

Modtager

Ivar Rosenberg

Dokumentindhold

Wegmann vil overrække 500 kroner i rejsepenge til Rosenberg ved en fødselsdagsfest, som imidlertid aflyses. Hun vil så i stedet give ham pengene i dag.

Transskription

Kjære lille Ivar!
 
Det var en underlig forplukket Fødselsdagsfest fra min Side. Den gik rigtignok i Vandet! Men saa tænkte jeg idag, at det skulde blive Alvor og jeg havde afsagt min Løverdagsmodtagelse. Nu ventede jeg dig idag Klokken 10, som du havde lovet, og der vilde jeg sige dig det, at det skulde blive idag Middag, med en flot Middag med Høns i Oliven og Trøffel og saa vilde jeg høitidelig have overrakt dig 500 Kroner til Hjælp for Reisen. Jeg havde jo egentlig tænkt, at du skulde faa dem naar Glad havde sendt mig mine Penge, men det trækker nok ud i Langdrag og saa skulde du have dem idag. Den
[2]
Fest lader vi saa fare, der er ikke nogen Held med den og Frk. Alberti bliver kjed af at blive afsagt i sidste Øieblik den ene Gang efter den anden. Tak for sidst, jeg morede mig udmærket, især over Geniet, det er skam en fin Person til at spille Komødie, for I maa da endelig ikke tro, at det er Fjollethed, som er forventet. Hils de to smaa Deiligheder, de vilde smaa Djævle fra deres Tante Bertha og vær selv kjærligt hilset fra Eders 
gamle Tante Bertha.

Fakta

Brev
Dansk
Dateringen fremgår ikke af brevet, men Wegmann omtaler Sophie Alberti og hentyder hermed til deres fælles bopæl på Damehotellet, Gl. Mønt 1 i København, hvor Wegmann boede fra i al fald 1916. Hun nævner også, at Rosenberg skal modtage 500 kr. til en rejse. Han tog på to store rejser i hhv. 1921 og 1923. Og da det sandsynligvis er Rosenbergs to børn, født 1918 og 1920, der omtales til sidst, og da han blev gift 1915, peger alle disse indicier på, at brevet skal dateres til enten 1921 eller 1923.
København
København
Den Hirschsprungske Samling
BW til Ivar Rosenberg, 1921-23, 1 BW til Ivar Rosenberg, 1921-23, 2