8.10.1884

8/10-84

Kære Brødre!

I vil naturligvis have noget at vide om Slotsbranden. – Ja, det er altsaa brændt, Kristiansborg, og jeg synes egentlig ikke at det er nogen særlig stor Ulykke, det var jo ikke videre kønt, ikke videre gammelt, meget kostbart at holde, Rigsdagen og Højsteret som var der, trængte til nye Lokaler, som de nu faar, Malerisamlingen er reddet, de brændte Marmorsager kan erstattes, Branden vil rimeligvis give Stødet til at alle vore Samlinger faar bedre Lokaler, Kongen har Slotte nok, Thorvaldsens Musæum er uskadt, det kongelige Bibliotek ligesaa, alle Værdipapirer er reddede, – men ganskevist to Menneskeliv er gaaet tabt, vi har mistet en monumental Bygning, og mange Værdier

[2]

er gaaet tabt. – Det var en storartet Aften, det Syn glemmer man aldrig. Hele Himlen rød, saa det lyste til Sverrig, til Skodsborg, Myriader af Gnister, en Ildregn, en Hede, et Bulder, en Røgsøjle, en Menneskemasse, en Forvirring, en Hjælpsomhed som var storartet, enestaaende. 

Ved Weis’ Hjælp kom vi jo hurtig ind i Slottet og gjorde god Nytte med at flytte Malerisamlingen. Fire Læs Buster kørte Fa’er ned i Filosofgangen og læssede af, jeg forasede mig paa Malerier, tunge som Satan. – To Mennesker er ved at indebrænde paa 3^die Sal, hvordan faa en Redningstige derop! En Mand iler op paa 2^den Sal, op i Vinduet og ved at løfte sig i bøjede Arme og hage sig til Stormkrogene, der hang ned fra tredje Sal kom han derop og fik Stigen sat til. Havde Stormkrogene ikke kunnet bære hans Vægt, var han faldet knust til Jorden. – Mellem Thorvaldsens Musæum og Slottet laa en uhyre Brændestabel, gik

[3]

der Ild i den, var Musæet ikke til at redde. Vi stod der, et Par Hundrede Mand og læssede Brændet bort, russiske Matroser, Studenter, Sjovere, Soldater. Fra Arm til Arm gik de store Favnestykker i over en Time. – I den anden Ende af Gaarden skulde den lave Bygning der forbinder Slottet med Kirken sp[r]ænges bort for Kirkens Frelses Skyld. Vi vi[d]ste det ikke. Og pludselig hør[t]e vi et gungrende Brag, som styrtede Slottets favnetykke Mure sammen, og vi fór afsted over Hovedet paa hinanden i vild Panik, – vi trode Taget styrtede sammen over Hovedet paa os. – Og Dagen efter. – De sorte Mure strække sig nøgne op mod den blaa Himmel, Taget, Gulve, Lofter, Trapper – alt er borte. Nede i Ridehuset gaa Bache, Henningsen, Weis og jeg og ser Malerisamlingen efter, – næsten alt er reddet og i god Stand. Der ligger Skulpturer, Bøger, Billeder, Møbler, Manuskripter,

[4]

Nips og Gibs og Uniformer mellem hinanden i broderlig Forening. Vi ordner og maser og flytter. Alle de gamle Højsteretsassessorer komme derned, de vil lede efter deres Skarlagenskapper. De er tagne i Brug, stukket ind mellem Billederne, at disse ikke skal trykke hinanden itu. Stor Betænkelighed og megen Hovedrysten. – Og saa Natten derpaa brød Ilden i al Stilhed løs i Kolonaden. Ogsaa den er nu borte. – Den saae saa ild[-] og vandfast ud, den brændte dog, – den var nemlig kun af Mursten og Brædder.

Ja, saadan brændte Kristiansborg. Nu er det borte!

Eders Robert.

Tjen mig i at sende dette Brev til Oscar, hvorfor skrive det samme to Gange?