2.6.1888

d. 2den Juni.

Kære – nej hedder det virkelig Fru Slott Møller?
Næst efter min Lykønskning til det lykkelig fundne Sommerhjem og den behørige Forespørgsel til Deres, Mandens og Marie Triepckes Befindende tillad mig saa at rive mig for nogle Bemærkninger om “Stil” som i længere Tid har samlet sig i Bunke og som jeg trænger til at udlade mig med. – Gud ved, vi bliver vist næppe saa uenige endda. – Naa, saa det er Stil det skal være, naa det er Stil vi ikke har og hvori Franskmændene er os saa overlegne. – Stil – Stil – ja, hvad er Stil; det modsatte af Stil, hvad er det? Jeg tror det er Famlen. – Skulde Stil og Vilje ikke være to Udtryk for den samme Ting. Naar man er af én Støbning har man Stil, naar man er forkludret har man ingen Stil. Et fransk Vrøvlehoved har sagt: le beau c’est la splendeur du vrai, et dansk dito
[2]
har Lyst til at sige: Stil c’est la splendeur du Overbevisning, Vilje, Personlighed, Sammenhæng. – Og følgelig bliver det det man maa tilegne sig, saa er Stilen der, følgelig er Stil i og for sig ingenting værd, bevidst Stilbestræbelse en Uting. Giver Kendsgerningerne mig Ret? Jeg tror det. Det er slet ikke fint at Stilen springer lige i Øjnene, paatrænger sig selvstændig Opmærksomhed, den rigtig fornemme Stil den melder sig ikke, saa man strax siger: stilfuldt! Se Georg Brandes og Herman Bang, der har De den gode og den daarlige Stil. Herman Bangs Stil, den kender enhver Trappetøs men Georg Brandes[’], den er slet ikke paatrængende, mig har det i al Fald taget lang Tid absolut at kunne skælne den ud – og hvorfor er det ene god og det andet daarlig Stil, fordi det ene er en Personlighed, der blot stræber at udtrykke sig saa klart, saa skønt, saa energisk og harmonisk som muligt, den anden en Stiljæger, der til de forskellige Tider har fundet Behag i Knaphed, i brusende Ordflom o.s.v. o.s.v. – Derfor synes jeg Stil er noget
[3]
Jux at forelske sig i, se hvad Svenskerne har faaet ud deraf, at forelske sig i Stil er en af de værste Hindringer for selv at skabe sig en Stil. Tro – um Gottes Willen nicht at jeg kunde mistænke Dem eller Møller for at faa et lignende Resultat ud, dertil har de selvfølgelig al for megen kunstnerisk Dannelse og Finfølelse, men alligevel: forelske sig i Stilen, det er det som jeg synes at De gør overfor den franske Udstilling paa en Maade der er min Gravso Natur lidt fremmed og paa en Maade der fører Dem til at overvurdere, finde Værdier hvor der kun er Hulhed. Ja vist nok har de Stil, Franskmændene, men kan vi ikke blive enige om at en Stil der sidder uden paa, er Fælleseje, ikke Personlighedsudtryk – den er ikke meget værd. Var De ikke stilforelskede vilde jeg anse det for umuligt, at Møller ikke strax saa, at den Soldat der staar og trompeter over mod Strasbourg er Frase, bare Frase, at De ikke strax saa at Moderen og det saarede Barn er Teaterdekoration, bare Dekoration, kort sagt at de ikke skarpere skælnede mellem ægte og forlorent. Besnards Dameportræt regner jeg for Resten om det kan interessere Dem absolut til de ægte. Det er en Mand der har villet
[4]
noget, det er en Mand der er virkelig forelsket i Elegance, i Flugt, i Fornemhed, det fængsler mig mere og mere, om det end ikke har videre hjærtevindende Egenskaber, Elegance og Rejsning, Flugt og Fart er jo dog ikke det man sætter højst i Verden, De tager vel ikke altfor bogstavelig paa Sammenligningen naar jeg siger Dem, det fængsler mig paa samme Maade som Prinsesse Marie kan gøre det, – Ja, jeg mener kun en Ottendedel af det. – For mig bliver det en Indvending, at det maaske er vel stilfuldt, siger en lille Smule for tydeligt: Jeg er fornem. – Saadan noget siger fine Folk ikke, det holder de sig for gode til, det overlader de til Parvenuerne der trænger til at dokumentere deres egen Fornemhed. – Det er en Side af Sagen som jeg i min ophøjede Visdom bilder mig ind at De lidt overser, og derfor er det ogsaa De undervurderer et Billede som Dubois’ Sønner. Dets Stil er saa utrolig langt fra at være paatrængende, det prædenderer[sic] saa utrolig lidt at være fornemt, det er det saa langt hævet over, men det har den sande Adel i sig, som er simpel værdig, rolig og fribaaren, som de fine franske Damer klæder det sig i fattige Farver, det har ikke Trang til at gøre Opsigt, det lader ganske roligt det store Publikum og ogsaa de stilforelskede gaa
[5]
forbi, – se det kalder jeg virkelig Fornemhed og jeg er ikke sikker paa De vilde være vendt tilbage til det, naar De ikke netop havde trængt til at finde en Kunst, der rigtig skarpt og tydeligt med Trompetstød forkyndte Deres Løsen og Længsel, og Dubois holder sig saa meget for fornem til at blæse paa Trompet. – Bastien-Lepage er jeg nærmere ved at se som De trods den store Respekt jeg har for den kunstneriske Følelse og det store Studium og Kærlighed til Naturen der bærer hans Kunst, jeg giver Dem ganske Ret i at han er for meget Naturalist, for lidt Personlighed, hans Billeder virker som store Studier. – Se, det bliver jo en hel fransk Udstillingsrevu, naa jeg skal ikke gaa videre med de enkelte Billeder, med Hensyn til Bedømmelsen i det hele kunde jeg gærne blive ved og snakke lidt om “Mod”, tro ikke at jeg undervurderer den Egenskab, men dels er det mig ikke muligt at finde saa overdrevent meget mere af den, naar vi kommer udenfor Impressionisternes Salon end ovre paa den anden Side af Gaden, dette tør jeg dog vist næppe staa ved[,] dels er der om denne Sag
[6]
den selvfølgelige Bemærkning at gøre at ligesaa modbydeligt det er at se Folk, der har noget paa Hjærte være fejge og kuede, ligesaa ubehageligt er det at høre tomme Tønder skvalre op og Ubetydeligheder agere Fandens Karle – og jeg synes jeg finder en Del af det i det franske Mod; – aa De skulde blot i Berlin eller i München have set virkelig stor Kunst, – De vilde ikke lade Dem imponere af denne Udstilling. – Jeg haaber De vil se af dette og det følgende at jeg ikke er nogen stædig Hjemmedansker, jeg opdager stadig flere og flere ægte Billeder derovre, og De vilde sikkert kunde finde flere til mig, – Daubigny er gaaet op for mig som Personlighed, men hver Gang jeg opdager at noget er godt er det det samme som at jeg opdager det er ægte, – det forlorne er og bliver det jeg stadig har lumsk[?] i Kikkerten. Har de læst Karl Madsens dumme Anmeldelse. – Kan De godt lide en Bemærkning som den at man kan sagtens være modig med Amerika i Ryggen – en saadan indirekte Paastand om at danske Kunstnere er fejge af Angst for ikke at faa noget solgt, sandelig det betaler sig vist lige saa
[7]
daarligt i Paris som her at være modig; eller hvad synes De om, naar han slaar sig for Brystet og siger vi er dem overlegne i Dyd! – Dyd! Ligesom det var en Dyd at være dydig! – Jo vist er der at lære dér, ikke af Udstillingen som Helhed, for der er megen tom Stilfuldhed, meget ufornemt Publikumsfængeri, megen Mangel paa Følelse, paa Naturstudium, paa Farve, paa ægte Personlighed – men gaa til Besnard og lær hvad Elegance er, lær at der kan komme Kunst der fængsler og trumfer, sig igennem trods alle Extravagancer, naar der er Mod og Vilje, lær af Dubois hvad ægte Fornemhed vil sige, lær hos Roll hvad Solskin og Friluft er, maal Ring paa Bastien-Lepage, baade hvor langt han staar under ham, og at han paa en Maade staar over ham, maal som Møller gjorde Gotfr. Christensen og Niss paa Daubigny, lær at elske Fantin-Latour og Cazin som fine, ædle Personligheder, lær baade hvad kunstnerisk Kultur og Overkultur er, hvor kunstnerisk Dannelse er herlig og hvor det er ubehageligt naar Kunstnere i Stedet for at føle sig som Mennesker, der giver deres Følelse, deres Vilje og Overbevisning Luften[?], begynder
[8]
at føle sig som “Kaanstnere”, som Æstetikere, som priviligerede, holder op at tage ganske simpelt og ligefrem paa den Ting at gøre Kunst (kan De give mig Ret i det?), det har f.Ex Carolus Duran en hel Del af, og jeg tror ikke at Velasques, Rembrandt, Holbein, Krøyer, Menzel – hvem skal jeg nævne, har taget Tingen paa den Maade – – – og gaa saa over  paa den anden Side Gaden; jeg kommer dér til det Resultat at vor Kunst med alle sine kendte Dyder mangle store Personligheder og ogsaa en Del Dannelse, der kan være gavnligt at se, men hvad der er at gøre ved den Ting er ikke let at sige, man kan ikke stampe Personligheder frem, og Dannelse skabes jo ogsaa langsomt gennem Generationer, det eneste man kan gøre det er at udvide sin Horisont, bevare sin Finfølelse, koncentrere sin Energi og ikke sløse med sig selv, men Gud fri os for at tro at vor Kunst med et Spring kunde blive en fornem Kunst, Gud fri os for Stilfuldhed, Christiansen fornem, Paulsen stilfuld, Stil maa komme af sig selv, det er Bouketten af Personlighed og Energi, al god Kunst har den eller faar den, jeg tænker Eftertiden vil finde den hos Johansen eller Zahrtman (personlig ikke historisk Stil) som vi finder den hos Eckersberg el. Købke, og de to har maaske aldrig taget Ordet Stil i deres Mund.

[på samme side, men drejet 90 grader og skrevet oven i ovenstående tekst:]
Nu har jeg faaet mig lettet, gid det maa bekomme Dem vel og De ikke maa finde mig for docerende; hils Møller mange Gange og sig ham, at jeg er uhyre forventnings- og forhaabningsfuld overfor hans Billede af de tre i Baaden, det burde blive et Mesterværk, hils ogsaa Marie T ret meget.

Deres heng.
Robert Hirschsprung.

[tilføjelse øverst på side 1:]
Efterskrift. Jeg ser det er blevet et Stykke af af[sic] et Disput Brev, jeg kan ikke tilbageholde et Suk over de ublide Betingelser jeg kæmper under, – nu kan de sidde tre Mand høj og pille hver Sætning op og dukke den og exekvere den uden at jeg kan sige et Muk!