24.5.1887

24/5-87.

 

Kære Frk. Rambusch!

Jeg kan ikke rigtig forstaa Dem. I Deres første Brev til mig tager De mig temmelig alvorligt i Skole, hvad jeg takker Dem for, gaar mig saa stærkt paa Klingen at De [er] ængstelig for at jeg skal tage Dem det ilde op[,] tilføjer at det er i en god Mening. – Jeg vil da have troet det maatte have givet mig Ret til i mit Svar, da jeg ansaa det for min Pligt overfor Dem, ogsaa at tage Bladet fra Munden. – Men nej. Det er en Fornærmelse at sige til Dem at der er meget hos Dem, der er mig bestemt imod. – Det er ikke ment som en Fornærmelse, jeg kan heller ikke indrømme at det er det. Med Undtagelse af ens aller nærmeste Venner er det en simpel Sandhed, der gælder om de fleste af dem, man har Sympati for og omgaas. Jeg behøver blot at vende det om. Jeg haaber ikke jeg tager Fejl naar jeg formoder De har nogen Sympati for mig? Forhindrer det Dem fra at erklære at min saakaldte Sam-

[2]

vittigsfuldhed, min Halvhed, min Forsigtighed er Dem bestemt imod? Og bør det gode og sympatetiske Forhold hvori jeg vedvarende haaber at staa til Dem forhindre et Brev som mit første. Det tror jeg ikke; nøjagtig kan jeg naturligvis ikke huske, hvad der staar i det, men en Ytring som den, De citerer den staar jeg sandelig ved og mener at vi kan være ligegode Venner for det.

Uden Grund buser man naturligvis ikke ud med saadan en Ytring og jeg har allerede i mit første Brev sagt Dem Grunden saa klart at det ikke er til at misforstaa og jeg gentager den: saa alvorlige og intime Ting, som vi er kommet til at afhandle i de Breve, plejer man at forbeholde sine aller nærmeste Venner og naar jeg, – trods det, at det jo dog ikke kan siges at være Forholdet mellem os, – alligevel afhandler disse Sager med Dem, saa er det min simple Skyldighed gennem en Ytring som den anførte at forebygge den Misforstaaelse, som kunde opstaa ved at jeg saaledes “lagde mig paa Disk” for Dem. – Desværre har den jo haft det modsatte Resultat, hvad jeg beklager, thi jeg indbildte mig rigtignok i Deres Hjem, i mine Breve og paa vor Hornbækstur at være den samme R.H., der er overordentlig glad over Deres Bekendtskab og meget skulde beklage om det gik i Stykker. – Det

[3]

er mit Ønske at staa venligt og sympatetisk til Dem som Menske og Kunstner, at bevare det tidligere gode Forhold, – en “helt og holdent sympatetisk Forstaaelse”. – – Ja, jeg tvivler rigtignok stærk paa at det nogensinde bliver mig helt og holdent sympatetisk eller forstaaeligt hvorledes man, – ja, tilgiv mig nu at jeg tager noget enkelt frem, det er selvfølgelig kun for at lette Forstaaelsen og ikke for som en Moralprædikant at tage Dem i Skole, det har jeg ikke Spor af Berettigelse eller Lyst til, – kan sidde i sit eget Hjem og docere at Moderkærlighed er bare Egoisme, det at De kan gøre det, det er det jeg f Ex. mener med “Deres af Deres Teorier bestemte Personligheder”, – saadan noget har jeg trods al Sympati, svært ved at komme ud over, og hvis jeg først faar mit Brev tilbage naar det sker, – ja, saa bliver det vist aldrig; og jeg kunde dog have saa godt af at læse det en Gang imellem som en sund Advarsel og Opstrammer og jeg ved egentlig ikke hvordan De mener at kunne kalde et Brev tilbage, som jeg kun har givet fra mig af rene Bekvemmelighedshensyn, men det maa nu De om; hvis De nu ikke ogsaa tager mig dette Brev ilde op eller mener at det er for “forsigtigt”, saa skulde intet være mig kærere end at slaa en Streg over hele den Correspon-

[4]­

dence og fremtidig undgaa en saadan Befamlen af sit Forhold til hinanden, og mødes som det jeg vedvarende holder paa at min hele Optræden overfor Dem, 1^ste, 2^de, 3^die Brev med hvad de indeholder af venligt og mindre venligt, har været Udtryk for nemlig det sympatiske Forhold som man kalder “go’e Bekendte”.

– Jeg haaber naturligvis paa et Svar, men beder Dem indrette det saaledes at dermed denne Correspondance faar Slut, det synes jeg den trænger stærkt til, ikke sandt?

Med venlig Hilsen til Møller ønsker jeg Dem en fornøjelig Pinse.

Deres

Robert Hirschsprung

 

E.S.

Ved nu at gennemlæse Deres Brev og mit Svar her, ser jeg, at jeg maaske noget for meget har fremdraget en enkelt Ytring; hvad hele Brevets Tone som “fornærmelig” angaar, kan jeg kun sige, at jeg inderlig beklager, hvis den er det, men der maa dog være saa meget i det Brev, der viser Dem at det ikke er saadan ment, – en fjendtlig eller fornærmelig Stemning mod Dem har jeg aldrig næret, saa jeg ved ikke hvordan min Pen skulde have løbet af med mig; men har jeg virkelig ikke kunnet holde Grænsen mellem Ærlighed og Grovhed har jeg kun at bede om Undskyldning.

R. H.