18.7.1888

18/7 – 88.

Kære Møller!
Hvad jeg her svarer Dem skriver jeg i fuld Venskabelighed, saaledes beder jeg Dem læse det og jeg finder det nødvendigt at forudskikke denne Bemærkning baade med tidligere Breve for Øje og fordi det er min Hensigt at sige Dem min Mening fuldt ud med Hensyn til det Brev De sender mig, som naturligvis ikke krænker mig paa nogen som helst Maade – og jeg kan tilføje heller ikke forbauser mig for jeg har før set Dem puste Myg op til Elefanter og jeg kunde jo nok tænke at Turen kom til mig en Gang; det gør mig ondt, for intet er mig mere imod end disse Forhold der gaar op og ned, jeg har hidtil
[2]
fuldstændig undgaaet dem med mine øvrige Venner og Bekendte. Men til Sagen. For det første har nu den, der har haft Ubetænksomhed nok til at referere aarsgamle Samtaler, der ikke var bestemt for fremmede Ører, gjort mig og Dem en grumme daarlig Tjeneste; jeg forstaar ikke hvad “tilfældig” i denne Sammenhæng vil sige (hermed mener jeg ikke at det er sket for at, i nogen Hensigt); der er vel i en Samtale ubetænksomt faldet et Par Ytringer, De er trængt paa for at faa mere at vide: “naa, hvad sagde da Robert H om det” o.s.v. o.s.v. – og saa har vedkommende, der ellers har saa megen Takt og Forstand et Øjeblik glemt hvor det var galt overfor mig og dumt overfor Dem at kaste denne Brand ind; saadan tænker jeg mig det; “tilfældig” i almindelig Betydning af Ordet kommer man ikke til at referere en Samtale, en hel Samtale, og jeg har derfor en Undskyldning tilgode her. Jeg kan nu
[3]
meget vel forstaa dette pinagtige i at faa at vide at man har været udsat for Sladder, men dette indrømmet maa jeg rigtig nok sige, at De og Deres Kone tager paa denne Sag paa en Maade hvorved De skaber Dem aldeles overflødige Sorger. I flere Henseender. Af en Ytring som[:] “Menske vi burde have vendt Ryggen til” og hele Deres Brevs Aand ser jeg jo at De betragter den omtalte Beskyldning som ærerørig, det ses at have været Dem magtpaaliggende at faa det stemplet som Løgn. Men kæreste Møller hvad er De dog pludselig blevet for en Romantiker, for en Hanske.[?] Ja, jeg indrømmer det, der sidder eller sad noget gammelt i mig, saa jeg ikke helt kunde finde det i sin Orden, men det var ogsaa alt; i Dag finder jeg, og jeg kan forsikre Dem, andre hvis Betragtninger betyder mere end mine, det næsten mærkeligt, næsten unaturligt, at De og Deres Kone saa længe har levet som Munk og
[4]
Nonne. Jeg forstaar slet ikke hos Mensker som De og Deres Kone denne Ømfindtlighed for Verdens Dom eller denne Opfattelse: at Sladren hvis den var sand, satte en Plet paa Dem og at det derfor skulde være min Pligt, for det første at gaa ud fra at det var Løgn, dernæst at gaa til Dem selv og spørge om det vel var sandt[,] det man sagde i Byen, at de havde gjort Deres Kæreste frugtsommelig, og endelig med en authentisk Forsikring slaa Rygterne ned. “Hvor kan De saa sikkert benægte det”? – “Jo, jeg har det fra Møller selv” – De vil indrømme mig, dette vilde være for smagløst, den Slags Sladder maa man lade leve og dø, det vilde være lige saa unyttigt som pinagtigt at trække Dem selv ind i den. – Jeg har selv troet paa Faktum, jeg mener dermed ikke at have troet noget ondt om Dem, jeg er gaaet udfra at De betragtede Dem som hævet over de Menskers Dom der betragtede
[5]

2
dette som noget kriminelt og har derfor ikke set nogen synderlig Interesse for Dem i at faa Rygterne slaaet ned, hvilket for øvrigt kun kunde ske ved at blande Dem ind i Sagen til Ærgrelse for Dem selv og aldeles unyttigt – sandelig der var Grunde nok til ikke at løbe til Dem, og jeg tager derfor ikke mod nogen Beskyldning for svigtende Venskab; jeg har kun talt med to Mensker om denne Sag og har nogen bragt den til mig har jeg sagt: “Ja, jeg tror det, jeg ser intet ondt deri, det er jo for Resten noget som de to Mensker maa om, lad dog Folk være i Fred” – og hermed mener jeg at have gjort min Pligt. – Nej, De skulde aldrig have haft noget at vide om den Sladder, der for længst er død af sig selv, og som det er lige saa ubetænksomt som unyttigt nu at kalde til Live; for jeg ser jo, at dette gaar Deres Kone nær. – Den
[6]
Side af Sorgen som er over “skammelige Beskyldninger”, begriber jeg nu som sagt ikke, thi en Beskyldning der kunde udsætte Dem i Deres Venners Øjne foreligger efter mine Begreber ikke og Pedanterne troede jeg var Dem ligegyldige. Naar nu Deres Venner med et Smil har spurgt til Deres snare Bryllup og De nu i dette Smil vil have læst et: skynd Dem dog for Guds Skyld, saa skulde man tro at Deres Tankegang til Svar maatte have været: vi bryder os Fanden om Snakken og at derfor disse Smil og Hentydninger, nu hvor De mener at have fattet deres Mening, maatte være Dem temmelig ligegyldig. Jeg gaar her ud fra Deres egen Forudsætning for at vise Dem hvor taabeligt det forekommer mig nu at have Sorger i den Anledning, der ligger deri et: Gud, at de kunde tro det om os som forekommer mig mærkeligt hos Folk af yderste Venstre som De og Deres Kone, – men
[7]

3
jeg skynder mig at tilføje at Deres Forudsætning er rent sprøjte gal, De overdriver, De skaber Dem rent unyttige Sorger, De digter, De gør Myg til Elephanter, De har ikke givet Haanden til Slangen, ikke levet i nogen falsk Situation; hele denne Snak var slet ikke videre udbredt, en Maaned efter at De var kommet til Byen har jeg ikke hørt et Menske omtale dette, jeg ved aldeles sikkert at nogle af Deres nærmeste Venner intet anede derom nogensinde og derfor er det Digt, Digt, Digt naar De nu bagefter gisner Dem til alt det onde der skulde have ligget i Hentydninger og Spørgsmaal; jeg kan svare for selv at jeg aldrig har talt til dem om Deres Bryllup med den Tanke i Hovedet at der var “Fare ved at vente”, jeg svarer Dem for at den Snak var hurtig død, om ikke for andet saa fordi Deres Kæreste som hun gik og stod i
[8]
Længden maatte modbevise den, ingen har i lange, lange Tider talt derom, og naar som sagt ikke en Gang forskellige af Deres Venner nogensinde har hørt derom, saa kan De, saadan som Sludren gaar i Kunstnerkredse, nok begribe at det hele ikke har været synderlig udbredt. Hvad reducerer altsaa det hele sig til: at man en kort Tid har snakket om en Sag som der i og for sig intet ondt er i, som sikkert i ringe Grad har forarget Deres Venner, som næppe har været Baggrund for mange Spørgsmaal; i den Anledning at digte sig selv ind i vedvarende falsk Situation, tale om Gift og falske Venner, lidt utroligt o.s.v. – ja det mangler der al grund til og jeg kan kun inderligt beklage den sjælelige Ejendommelighed hos Dem og Deres Kone, der skaffer Dem disse Sorger og som ogsaa er Skyld i baade de Illusioner og de bristede Illusioner med Hensyn til Deres Venner
[9]

4.
som De omtaler. – Kære Møller, skulde jeg ønske Dem og Deres Kone noget, var det lidt mindre Fantasi og lidt mindre Fantasi og lidt mere Virkelighedssans; alting antager saa uhyre Dimensioner for Dem og De kender kun to Nuancer: Skidt eller Kanel, enhver Rendesten er Dem en Flod, enhver Myg en Elefant; dette er en af Grundene til dette stadige op og ned med Deres Venner, til disse selvlavede Skuffelser. Hvad er nu dette for en Fantasi med en hel Kreds af Venner, der skal staa Last og Brast med Dem og hvad er det for en overflødig Skuffelse og Opdagelse nu bagefter. – Kære Møller, hvilket Menneske i Verden har en hel Kreds Venner, der vil staa Last og Brast med dem? Ingen, eller saa godt som ingen. Har et Menske to eller tre der vil staa Last og Brast med dem, maa de anse sig for rige. – De nævner Achen. – Hvorfor i al Verden skulde Achen staa Last og Brast
[10]
med Dem? Fordi De regner ham til dem “som vi ville kalde vore Venner”? Jamen det er Dem, der regner galt, det er Dem, der fantaserer om ubrødeligt Venskab hvor der kun foreligger et temmelig løst Bekendtskab. Eller har De nogensinde talt indgaaende med Achen om noget der vedrørte Dem personligt, har han været i Deres Hjem, har De noget synderligt Kendskab til hans Kone; nej, hvis Achen en skønne Dag opdager noget hos Dem som de slet ikke synes om, saa er de virkelig i deres gode Ret hvis de ikke er paa Pletten hvor De venter Last og Brast, og det er Deres egen Fantasis Skyld hvis De lider en Skuffelse. Skulde jeg opgøre Deres Status for Dem vilde jeg som Deres Kones og Deres virkelige Venner nævne Christiansen, Rhode og mig og blandt Mensker der uden at staa Dem særlig nær er helt sympatetisk stemt mod Dem – meget faa, færre end de fleste har, hvad De naturligvis ogsaa godt kan
[11]
mærke; og kære Møller, ynk nu ikke Dem selv i den Anledning og sig: jeg har været naiv, tro[e]t Verden for godt. De er ingen forfulgt Uskyldighed, det er i alt væsentlig Deres egen Skyld, og vil De ikke isolere Dem yderligere, kommer De selv til at tage Reb i Sejlene, give Dem selv den Opdragelse som Livet har nægtet Dem at faa igennem Deres Forældre. Det er maaske strængt, hvad jeg her siger, og De vil kunne sige at jeg ingen Ret har dertil, men det er virkelig kun i Deres egen Interesse jeg siger det, og hellere end at blive vred paa mig skal De huske, hvor faa Mensker der gider udsætte sig for den Ubehagelighed at sige én Sandheden. Jeg vil kunne nævne Dem forskellige De har stødt fra Dem og selvom De ikke sætter særlig Pris paa dem ved De saa godt som jeg at det er en behagelig Følelse at der er Sympati for én. Niels Mols f.ex. – ja, ham gjorde De det af med den Aften hjemme hos mig, det er nemlig en utrolig
[12]
Taktløshed, ja det er hjærteløst at sige, naar en bondefødt Kunstner er tilstede, at bondefødte Mensker umulig kan blive virkelige Kunstnere af Rang – eller lignende; ikke mindre taktløst end det er – og jeg ser her helt bort fra det meningsløse deri – protegerende at slaa et stræbsomt lille skikkeligt Menske som Otto Petersen paa Skulderen som den Dag ude hos Achen og sige: naa! Otto Petersen, De er da glad De er kommet i saa godt Selskab! – Se der har De to Mensker, der oprindelig havde Beundring for Dem som De har gjort til Deres Fjender. Hvordan De gjorde det af med mine Forældre ved De, og jeg kunde blive ved i det uendelige, eller tror De en Mand som Krøyer tager imod det ene Aar at være Genstand for Deres rasende Had, det næste for Deres varmeste Beundring – eller finder De det selv nu bagefter naturligt som De har gjort, i Anledning af
[13]

5
rene Bagateller, som f.Ex at Hanover erklærede han befandt sig meget vel under det Estrupske Regimente eller at De fik at vide om Willumsen, at han opførte sig mindre passende overfor sine Elever – saa at dømme disse Mensker til det sorteste Helvede, ikke levne dem Ære skabt for to Skilling – og saa otte Dage efter modtage Deres Gæstfrihed som Perle Venner. Her har De igen Deres gøren Myg til Elefanter, Deres “Konstrueren” disse Mensker ud fra noget, der maaske slet ikke rammer noget afgørende hos Dem. Nej Møller, De har sandelig ingen Ret til at klage over Mangel paa Trofasthed, der er ikke det Menske i hele Deres Kreds som jeg ikke efter Haanden har set Dem kassere og tage til Naade igen; mange Gange har jeg spurgt mig selv: Naar kommer Turen mon til Dig, og netop den Usikkerhed som sligt afføder i ens Følelse
[14]
i Forbindelse med de Angreb som De – igen taktløs – har rettet mod Folk, De vidste jeg satte Pris paa og meget, meget andet, vilde maaske forlængst have gjort det af med mit Venskab for Dem, hvis jeg ikke vidste hvor meget der talte til Deres Undskyldning og hvis jeg ikke havde haft en saa grundfæstet Sympati og Respekt for Deres udmærkede Kone. – Og svar mig nu ikke at jeg tager tungt paa det, hæfter mig ved Smaating, ikke skælner mellem væsentligt og uvæsentligt. Skulde jeg tage Dem bogstaveligt, var vi to nok for længe siden færdige, her er kun Tale om andres Betragtning af Dem. Ja, andre tager vel paa Dem som paa alle andre Mensker ↄ: gaar ud fra De mener hvad De siger, betragter Dem som en Mand, og det synes jeg dog, De selv maa være bedst tjent med; jeg kunde da vanskelig tænke mig noget mere nedværdigende for en Mand,
[15]
end det ikke at blive taget en serieux, blive betragtet som et Barn, som utilregnelig med Hensyn til det halve af hvad man siger. De kan ikke paa samme Tid fordre Respekt og Sympati for Dem, og tillade Dem selv at fremkomme [med] alle de løseste, indbyrdes modsigende, taktløse og ulogiske Meninger og Ytringer, løse Beskyldninger o.s.v. o.s.v. som alle andre Mensker holder for sig selv, om de end et Øjeblik kan fare gennem deres Hjærne, som vilde gøre Samlivet mellem Mensker til en Utaalelighed og som er stærkt i Færd med at gøre Dem umulig. Og hertil kommer saa at jeg[vi?] selv om det er muligt for de ganske faa der kender Dem nogenlunde godt at slaa en Streg over en hel Del af hvad De saadan siger og mener, saa bliver der altid en Rest tilbage, som er grumme svær at faa ned, thi rent løse og ubetænksomme Ytringer kan være akkurat lige saa betegnende for et Menske som de bedst
[16]
overlagte; Mensker med eller uden Følelse, Forstand, Hjærte, Takt “kommer” vanskelig “til” at buse ud med Ytringer der er imod deres eget Væsen, havde De lidt mere Respekt for Deres Medmenskers Følelser, lidt mere Herredømme over Dem selv vilde saadanne Ytringer som dem hin Dag hos Achen være en Umulighed, jeg har nævnt Otto Petersen, Paulsen staar Dem ikke nærmere efter den utilladelig overlegne og ynksomme Maade hvorpaa De behandlede hans kristelige Moral, Dem selv skadede De ved den barnagtige Maade hvorpaa De trumfede paa Deres egen aandelige Sundhed og ved alt det ufordøjede Nietsche De gav af Dem, mig saarede De ved at slynge mig i Ansigtet at jeg var en aandelig Patient, i Deres gode Ven Christiansens Hjerte har De rimeligvis sat en Braad ved overfor et saa udpræget Fjerdestandsmenske som han, at fremkomme med Deres flotte Ytringer om fjerde Stand, der
[17]

6.
skulde slaas ned o.s.v. – Der har De Exempler fra én eneste Dag. De staar Dem ikke ved at fordre en anden Maalestok end den gensidige Agtelses anlagt paa Dem, ønsker De den maa De opgive at sige og handle aldeles som det falder Dem ind, for der falder Dem meget ind som selv de Mensker De sætter mest Pris paa, finder stridende mod naturlig Finfølelse o.s.v. og som sagt, det at De dér og dér er “udenfor Dem selv”, det er noget der i mangfoldige Tilfælde gælder til Vandsbæk; De var ikke udenfor Dem selv da De saarede Mols eller protegerede Balle, Deres Optræden var netop Udtryk for den egoistiske og misforstaaede aristokratiske Følelse De i den senere Tid gaar omkring med. – Det er virkelig som et Venneraad jeg siger Dem det, og det gør mig ondt om De opfatter det anderledens; jeg har selvfølgelig intet Mandat dertil, men jeg tror jeg sikkert tør sige:
[18]
at vil De ikke gøre det umuligt for Deres Venner at tage Dem i Forsvar, bryder De Dem om at beholde dem De sætter Pris paa: Brandes, Rhode, Hammershøj, mig – saa maa De lære at respektere det som vi andre respekterer og stræber efter: det at kunne staa ved hvad man har sagt, være trofast i sin Bedømmelse af Mensker, være solid i sit Had som i sin Begejstring, Takt og Dannelse – være en Mand. De har akkurat saa langt igen som jeg og mange andre og De vil derfor gøre Uret i at tro at De er den eneste retfærdige og Verden er af Lave, det vil gaa Dem i Paris som det gaar Dem her. – Her har De den virkelige Status, kære Møller, jeg tror ikke De har noget væsentligt at beklage Dem over. Achens har De ingen Grund til at vente Venskab af, skulde Hanovers være mindre venskabelige mod Dem en Tid er det kun lige for lige, De nævner Christ-
[19]
tiansen – han har god Grund til at være bitter paa Dem, jeg ved for Resten slet ikke om han er det; hvad mig selv angaar betragter jeg mig virkelig som sagesløs overfor Dem, jeg har paa ingen Maade svigtet Dem, det skulde gøre mig ondt om den Dag vilde komme hvor De gjorde mig det umuligt at kalde mig Deres Kones og Deres Ven, De gør mig det ofte vanskeligt, finder De det en naturlig Form f.Ex, naar nu Deres Kone er bitter mod mig, saa at sende mig intet ondt anende Menske et isnende Kort uden videre Forklaring; jeg kender Dem jo og udbad mig derfor en saadan, men det havde været lige saa naturligt aldeles ikke at besvare et saadant Kort, og hvor var saa Venskabet blevet af. – Nej, Møller, “grib i Deres egen Barm”, betragt Dem ikke som forfulgt, som svigtet af Venner, som staaende med bristede Illusioner, der er ingen Uret sket Dem, De
[20]
har kunnet spare Dem disse pinefulde Betragtninger; jeg og Deres øvrige Venner har ikke anden Opfattelse af Trofastheden i Venskab end De; er Deres Sag god kan De gøre Regning paa deres Forsvar[,] er den daarlig paa deres Undskyldning.

Tag mig nu ikke dette ilde op, hører De Møller; hvad angaar Vrøvlet i vinter har jeg virkelig handlet efter bedste Skøn og mener vedblivende at have handlet klogere end den, der nu kalder det til Live igen, jeg haaber De maa komme til at indse dette og haaber i det hele at dette Brev maa klare forskelligt for Dem; for mit eget Vedkommende er disse Rivninger mig meget imod, jeg haaber vi nu maa komme ud over dem, og at Deres Kone maa bekvemme sig til at skrive til mig, hvem hun her har gjort temmelig grovt Uret.

Med venlig hilsen
Deres heng.
Robert Hirschsprung

Jeg kommer først afsted d. 22^de.