Juni 1889

Løvenholt Onsdag Juni

89.

 

Kjære Robert hvis ikke Skjæbnen i Form af en Kanonkugle havde maltracteret min venstre Fod paa det ynkeligste, saa ved kun Guderne hvornaar jeg havde faaet sendt Dem Deres Digte, for det er umuligt med det Kvantum fri Vilie vi har faaet, at sidde inde og skrive mere end de aller nødvendigste Breve for at holde Familiefølelsen levende – i dette dailie Vejr; men nu kom Kanonkuglen og jeg sidder og raser med den ene Fod paa en Stol og imens er 

[2]

Holger og de Andre ude ved Høet Allesammen og jeg elsker netop at gaa og rive og stakke Hø med min Ægtemand og sidde i Læ af en Høstak og faa vor Melle[m]mad, saa De kan ikke forestille Dem, hvor jeg er utaalmodig. Nu er Holger rejst og jeg har i god Ro læst Digtene igjen, jeg synes rigtig godt om første Halvdel af den til Social Demokratiet, baade Indhold og Form, det er saa kjønt og saa naturligt sagt, men anden Halvdel ved jeg ikke om De har Ret i, og De fører intet som helst Bevis og næstsidste Vers forstaar jeg ikke. Saa kan jeg ikke saa godt lide den til Georg Brandes, jeg ved egentlig knap

[3]

hvorfor, men det er vist fordi jeg ikke er overtydet om at Sandhed frem vil vinde fordi han lever – – –. Saa kommer Deres to smaa erotiske, dem kan jeg umaadelig godt lide, De er nu skabt til at være forlovet og gift Robert, jeg vilde rigtignok ønske De maatte finde En som De kunde blive rigtig lykkelig med, men De skal lade være med at “snapse” som min Onkel altid kaldte det, hører De, ikke fordi jeg tror at man opbruger noget af et bestemt Kvantum Følelse, det ved jeg forresten ikke, men fordi det vil være Dem en virkelig paradisisk Følelse naar De engang finder hende at De

[4]

har bevaret Dem selv, og ved De hvad, der er dog ikke noget der kan give En Lykkefølelse her i Verden, som naar man i sit Liv har noget der nærmer sig Idealet for En; derfor kjære Robert tro mig, gjem Dem selv i et og Alt til hende, og De vil takke Dem selv mange Gange for det, men – det  falder mig pludseligt ind, det er maaske naivt af mig, at jeg strax tror at de to Digte er Deres egne Følelser, det er jo slet ikke nødvendigt – – aa jo det er det dog vist, de bærer da ialfald Præg af være “selvfølte” – men saa vil jeg dog for Sikkerheds Skyld holde op med mine Udtalelser i den Retning. “Længsel” er nu nydelig hvordan De saa er kommen til den, at De ikke er kommen til Vinterfantasterierne ganske

[drejet 90 grader:]

uden Chr. Vinthers Hjælp har saamæn ikke noget at sige, der skal dog Sands for Poesi ogsaa til at gaa ind i en anden

[3, drejet 90 grader:]

Mands Ytringsmaade! – Tak for Zarathustra, jeg har læst det med megen Interesse og Forfærdelse! Der kommer

[2, drejet 90 grader, i arkets højre side:]

i Zarathustra saadanne mærkværdige smaa Lynglimt af Sandheder jeg ikke har hørt før, og saa blandet med en hel Del man ikke synes om, slet ikke.

[2, drejet 90 grader, i arkets venstre side:]

Nu lev rigtig vel, jeg har engang noget min Père har skrevet om at vælge sig en Livsstilling – som De skal læse, det er vist noget

[1, drejet 90 grader:]

der vil falde i Deres Smag.

Mange hilsener til hele Huset fra Deres hengivne Jeanne K. Weis

 

 

 

[på konvolutten:]

Hr. stud: jur: Robert Hirsch[s]prung

paa Skrænten

Klampenborg.