1899-10-12

Kæreste Ven,
Jeg haaber, disse Linjer endnu
finder Dem i Ribe. De skulde dog
nødig være vendt hjem, inden De
havde modtaget min Tak for det
sidste Brev fra Deres Langfart. Be-
høver jeg at sige Dem, hvormeget
det glæder mig at læse dette Brev,
det ypperste af alle de mange udmærkede,
De har skrevet. Det har rent litterært
beredt mig den største Nydelse og
endnu en Gang faaet mig til at ærgre
mig over, at De offentligt har nedlagt
Pennen.
Jeg længes grumme meget efter Dem. Jeg
agter at forfølge Dem denne Vinter,
selv om De som en Snegl trækker
Dem ind i Deres Hus. Paa Forhaand
udfordrer jeg Dem i Anledning af det
for Kunsten fornærmelige i Deres gen-
tagne Gange udtalte Beundring for
Carl Langes Bog. ”En Bog for Læger og
Grosserer.” sagde Vedel – jeg synes rigtig –
om den i ”Tilskueren”. Og saa gaar De
omkring mellem græske Søjler med denne
Bog i Haanden og synes tilmed, at det
”stemmer”, hvad der staar i den.

[2]
Naa, men derom skændes vi, naar
vi ses. For det bliver vel snart? Og det
kan som sagt ikke nytte noget, hvis
De tror, De i ret mange Dage kan
leve incognito paa Tagkammeret i
Nyhavn.
Paa Gensyn da snart!
Deres hengivne Ven
Emil Hannover

De venligste Hilsener fra min Kone.

12 okt. 99.