1910-08-14
Afsender
Johan Rohde
Modtager
Emil Hannover
Transskription
[Tilføjet med blyant af Emil Hannover
øv. tv., vertikalt:] Rohde
14 . VIII . 1910
Sønderho
Fanø
Kjære Ven.
Det er længe siden, vi modtog fra Dem et hjærteligt Brev
med venlige Hilsner og mange gode Ønsker, og nu er Som-
meren, denne vidunderlige gammeldags Sommer, allerede ved
at løbe ud, Feriegjæsterne rejser hjem, den lyse Nat har
forladt os, og man sidder tilbage med den sørgelige Vished,
at man er bleven en Sommer ældre.
Godt at vi har Børnene. Jeg synes, at hvergang der kom-
mer et nyt, er det som man vandt et Par Aar tilbage.
Ens Hustru bliver yngre i Glæden, og man selv bliver yngre, ogsaa
fordi alt igjen faar Nyhedens Interesse, selv Bleerne,
der blæser i Vinden paa Snoren foran Vinduet luf-
ter alle Gammelmandstankerne væk; man burde have
Raad til ligesom de gamle Patriarker at faa Børn lige
til sin høje Alderdom, det vilde være mere foryngende
end alle Vidunderkure. —
Ja De har Ret[,] vi er glade over vor lille Dreng — en lille
bitte Herre paa smaa 7 [pundtegn] — men Glæden over, at det blev
[2]
en Dreng er naturligvis — som De skrev — uden Forkleinelse for
vore smaa søde Piger.
Og rart var det jo, at det gik saa nemt for min Kone. De eller
Deres Hustru, jeg husker ikke rigtig, hvem af Dem det var, havde for-
resten gjort mig ganske nervøs ved at tage herover til Barsel, me-
re end jeg var i Forvejen; jeg kan jo ikke sige som Joakim Skovgaard
sagde foran en saadan Begivenhed “Ach, min Kone er en gam-
mel Praktikus”.
Jeg bragte om Morgenen, da Sagkundskaben mente, det var Alvor
Pigebørnene op til nogle bekjendte af os, og da jeg efter en halv Times
Forløb kom hjem, sad min Kone op i Sengen og drak Kaffe
og lo ned til et lille Drengebarn ved Siden af sig. Og siden
da har de begge befundet sig udmærket.
En dejlig Sommer har vi jo haft. Deres Georginer, der ifjor kvalte
vore Ribs og Stikkelsbærbuske ligne iaar Hyldetræer og alt an-
det i Haven følger med i samme Tempo, saa jeg gad egent-
lig vidst, hvorledes det ser ud i Oasen i Bagsværd, naar
vi har det saaledes i vor Sandørken.
Ja gid De engang vilde komme herover alle sammen — alle
fem — Vi taler tidt om, hvor morsomt det vilde være; —
ikke for det, at vi har noget at vigte os med [der vilde jo nok
vanke en stræng Kritik]* men for at vi rigtig kunde ligge og
drive i Fælleskab i Sandet og glæde os over legende og
badende Børn.
[3]
De klager med Rette over, at De ingen Sommerferie har; jeg
forstaar ikke, hvorfor De ikke har en saadan og endda en
rigelig. De er jo en ideal Museumsmand, der alle-
rede har høstet en saadan Mængde velfortjente Laurbær,
at De dog maatte kunne tillade Dem at sove paa nogle
af dem.
Tak, endelig for, hvad De skriver om min eventuelle Delta-
gelse i Berlinerudstillingen, og som har glædet mig mere,
end De maaske har tænkt Dem. De, min gamle
Ven, er jo virkelig den eneste Støtte, jeg nogensinde har haft
i min Virksomhed udadtil, og at denne stadig har Evne
til at interessere Dem er mig en stor Opmuntring. —
Jeg synes jo ellers saa ganske forældet eller glemt, om der
i det hele taget har været noget at glemme.
I sidste Vinter gjorde man jo endog et Forsøg paa som en
kjedsommelig Ballast at faa mig kastet ud af den frie
Udstilling, samtidig med, at man fra en anden “yngre”
Side omtalte min Skolevirksomhed som skandaløs[,] som
ikke bedre end Akademiet i salig Simonsens Tid.
Se, det er jo ikke alt sammen lige morsomt tilmed,
[4]
naar man er sig bevidst ikke at have en altfor daarlig
Samvittighed ligeoverfor den saakaldte “Ungdom”.
Nu, det hører jo Ungdommen til at være utaknemmelig
og glemsom, det maa være saadan, har altid været
saadan og jeg bliver ikke af den Grund med min gode
Vilje en sur gammel Jeronymus. Paa den anden
Side kan jeg heller ikke som mange brave samtidige
gaa rundt og sluge Kameler af lutter Frygt for at blive
anset for en saadan gammel Herre.
Deres Opfordring om Deltagelse i Berlinerudstillingen har bragt
mig ind paa disse Betragtninger; thi de nævnte Forhold har
jo haft sine praktiske Følger. Jeg har intet at udstille,
fordi jeg intet mere laver, siden min Udstilling i Kunst-
industrimuseet er der næsten ingen, der har haft Brug
for mig, og havde vi ikke af Josephs Historie lært, at
man skal forberede sig paa de magre Aar og virkeligt
i Begyndelsen af vort Ægteskab havde haft et Par forholds-
vis federe, véd jeg virkelig ikke, hvorledes vi skulle have
klaret os i denne magre Tid.
Til ovennævnte Aarsager kommer nu ogsaa Folks Smaa-
lighed eller manglende Interesse.
[5]
II
Atter og atter kommer velstaaende, ofte rige Folk til Larsen
med den Bemærkning, kan De nu ikke nok lave os det selv
uden Rohdes Hjælp.
Da exempelvis i Vinter Benny Dessau skulde have et stort
og kostbart Møblement lavet hos Larsen, og denne foreslog
at lade mig tegne det, lød Svaret: “Ja jeg kan egentlig
ikke sige, at jeg er meget oplagt til at betale extra Kunstner-
honorar, kan De ikke selv tegne det”. Dette gjorde natur-
ligvis Snedkeren, der er ligesaa umulig som Tegner af et Mø-
bel som han er en god Snedker. Og da senere Prisen disku-
teredes bemærkede Bestilleren, at, da han i Anledning af Udstil[-]
lingen skulde til Brussels saa tog til Paris med det samme,
kunde det være at han foretrak at kjøbe Møblerne der, da
han sikkert kunde faa dem billigere dér. Se dette Exempel
som jeg meddeler konfidentielt [jeg har mange lignende]* er jo
ret interessant. Det er den danske Industris Tillidsmand,
Millionæren, Formanden for den danske Kunstindustriaf[-]
deling i Brussel o.s.v. o.s.v., der her taler; hvad
skal man saa sige til alle de andre.
Altsaa hvad jeg har at udstille er kun gamle Sager, som
alle er i privat Eje, hvor vanskeligt det er at laane saa-
danne, ved De. Hvad jeg selv har maa De naturligvis
[6]
disponere over, men dels har disse Ting jo før været ud-
stillede, dels og især er det jo slet ikke Udstillingssager.
Om De ønsker det, skal jeg gjøre, hvad jeg kan for at
laane Ting, De kunde ønske; men de fleste af de Ting
der kan være Tale om at laane er jo gamle Sager,
hvis mange Mangler jeg virkelig ikke selv er blind for.
Mange af mine første Ting er jo desværre kun at betragte
som Forsøg og langt fra alle vellykkede.
Jeg har endelig korresponderet med Larsen og faaet ham
til at lave noget.
Men om alle disse Ting behøver De vel ikke endnu Besked,
jeg kommer formodentlig til Kjøbenhavn i de sidste Dage
af September, og til den Tid er det tidsnok at træffe
Bestemmelse om Udstillingsgjenstandene; jeg skal saa være
til Deres Disposition. Da jeg af Aviserne ser, at der udløber
en Anmeldelsesfrist i morgen, hvilken jeg imidlertid ikke antager
gjælder dette Arrangement, hører jeg maaske et Par Ord
fra Dem. —
Hvergang der er Tale om saadan Udstillingsmateriale
tænker jeg iøvrigt paa den mystiske Fond til Christians[-]
[7]
borgs Slots kunstneriske Udsmykning. Det er dog vel Menin-
gen, at hermed ogsaa menes selve Salenes og Værelsernes
Montering med Møbler og alt lign. Hvorfor begynder
man dog ikke nu at lade de Kunstnere og Haandværkere,
man finder egnede, begynde paa aarligt at lave et vist
Antal af saadanne Sager, der bliver Brug for paa Slottet.
Gaaende ud fra, at det skal være af det bedste, dansk
Kunstindustri kan yde, vilde der jo samtidigt være
et Rustkammer at tage af, hvergang Danmark skal
repræsenteres paa en udenlandsk eller indenlandsk Udstil-
ling; i hvert Fald indtil Slottet er færdigt, og vel sagtens
ogsaa efter den Tid.
Jeg ved ikke hvem der har med denne Fond at gjøre.
Men jeg skrev i sin Tid til Slottets Arkitekt om der var
Brug for min Hjælp, men jeg har saamæn aldrig
modtaget noget Svar og skal naturligvis heller ikke mere
ulejlige ham.
—
Det var med et vist Vemod, at jeg læste Deres
sympathiske Afskedsord om Anna Petersen, det Vemod,
man føler, naar en er gaaet bort, man burde have
[8]
været bedre imod.
Jeg har ofte følt, at hun var et stakkels Menneske
som indeholdt meget godt[,] deriblant Evner som Maler,
og som trængte til Imødekommenhed og Opmuntring[;]
men hendes Væsen og stærkt nervøse Temperament
der jo gav sig mærkelige Udslag, vanskeliggjorde mig
saadant. Sidste Gang jeg mindes at have set Billeder
af hende, var ved Censuren til den sidste Pariserudstil-
ling og jeg forbausedes da over, hvor gode de vare.
Men nu er det bagefter. Saadan gaar det i denne
den bedste af alle Verdener. —
Men nu maa der være en Ende paa dette Brev
der jo er bleven et helt Manuskript og Enden er
en Hilsen til Dem alle fem fra en lykkelig
Familie, der endnu ikke er bitter paa Tilvæ-
relsen — hvad De maaske af omstaaende kunde
formode. —
Deres hengivne
Johan Rohde
*Skarp parentes anført af J. R.
