1899-06-27

Via de Monte Tarpeo 69 . 1 . Roma. — 27. VI . 99.

Kjære Ven! Et Brevkort fra min Moder fortæller
mig, at den glædelige Begivenhed, De nu i saa lang
Tid har ventet med Uro og Spænding, endelig er ind-
truffen.
Hjærtelig til Lykke, gode Ven; bring Deres Hustru
min Lykønskning og gid nu ingen sørgelig Skuffelse
dennegang maa komme efter. —
Om jeg nu ikke holdt af Dem vilde jeg misunde
Dem. — Hvad mig angaar saa har jeg des-
værre altid været for fattig, og vil formodentlig altid
vedblive at være det, til at kunne følge Deres
Exempel; — jeg elsker Børn og kan ikke tænke
mig nogen større Lykke end at have nogle. —
Nu faar jeg nøjes med at glæde mig, hvergang
mine Venner faar nogle, bliver jeg end ikke Fader
saa synes jeg dog at jeg ligesom har lidt Del
i dem alligevel, saadan som en gammel
Onkel.
——
Hvor den Katastrofe, der dengang ramte Dem
saa haardt dog blev til Deres Lykke — ja
i meget højere Grad end De sikkert selv
ahner eller kan forestillle Dem. — Jeg fik
inden min Afrejse det tydeligste Vidnesbyrd
derom. —
——
Men jeg har glemt at takke Dem for et Brev

[2]

som jeg forlængst har modtaget engang nede paa
Sicilien. —
Men hvor falder det Dem dog ind, at det skulde
være overflødigt eller, at jeg maaske helst var fri for
det?
For det første skriver man nu ikke lange Breve til
den, man ikke bryder sig om at høre fra igjen;
for det andet har Deres Breve til mig indeholdt saa
megen Sympathi for min Virksomhed og saa varmt et
Venskab for mig selv, at de har været mig sjældent
kjære og ofte har været mig til større Opmuntring end
nogen andens. — Men nok herom, vi bør jo dog nu
kjende hinanden. —

Om Deres eget Arbejde udtaler De Dem vel
mistrøstigt, som det synes, fordi gode Venner
dekourageret Dem. — Jeg gjentager her, at De
gjør et godt Arbejde ved at tage disse gamle danske
Kunstnere op til Behandling. — Man kan jo dog
til syvende og sidst ikke gjøre noget bedre end at
dyrke sit Land op, lad det saa være saa meget
fattigere paa de store og rige Frugter. —
Jeg kan tænke mig at f. Ex Georg Brandes Hovedstrømninger
engang vil synes forældet.; hvad han har gjort for
sit eget Lands Literatur vil sikkert altid beholde sit
Værd.
Og ærligt talt synes jeg, der maa være mere Til-

[3]

fredsstillelse ved at tage nyt Land ind end ved at
pine den Jord ud, som Alverden har aagret med.

At Christiansen — vor brave gode Christiansen — kan
gabe ved at tænke paa Constantin-Hansen er mig
ikke uforstaaelig, men at denne for ham ikke usæd-
vanlige Virksomhed kan have nogen Betydning for
Dem og Deres Arbejde, lyder virkelig meget ko-
misk — ikke sandt?

Jeg synes nu stadigt, at det er et godt Valg, De har
gjort, og vær De ikke kjed af — som De vistnok
engang var — , at De ikke fik Marstrand at skrive
om; — Ære være den store Kunstner, det maa være
[være] skrækkeligt at skulle skrive en stor Bog om
ham — og stor skal den jo være.

At De saa kan blive træt af et noget ensformigt
Arbejde forstaar jeg saa godt; men tag Dem saa
et Pusterum en lille Tid med noget andet. — Tag
f. Ex herned med hele Familien; det er en Overtro,
at det er en Extravagance — naar jeg nu om
nogen Tid tager til Ribe, saa benytter jeg det som
en Extravagance; — og det ikke uden Grund.
—.—
Jeg bor her Dør om Dør med Aubert, som
ikke ved, hvor god han vil være imod mig.
Jeg nægter ikke, at det nære Naboskab kan være

[4]

noget anstrængende; men rar er han nu.
Han fører mig i disse Dage ind paa de mær-
keligste Steder, som ellers er stængede for almindelige
dødelige — ja om det saa er Villa Albani !!
—tænk Dem den rigtige gamle Villa Albani —
som endogsaa Helbig, der har skrevet Kataloget, maa
gaa uden om. — saa har vi, ): [dvs] Aubert forceret
den. — ja det er saamæn ikke hans Skyld at jeg
ikke har været til Taffels hos Paven. —
Naa men om alt dette maa jeg fortælle Dem
en anden Gang. —
Men inden jeg slutter maa jeg lette min Hat
for de danske Kunsthistorikere, og for det gode danske
Hoved i al Almindelighed — ja lad Dem nu
ikke forskrække — men jeg er ved et længere Sam-
liv med Aubert kommen en Del i indirekte
Berøring med udenlandsk ): [dvs] tysk Kunstvidenskab
og jeg gyser naar jeg tænker paa, hvad man kan præ-
stere — det forekommer mig i saadanne Øjeblikke
næsten, som om jeg har hjemme i et Kulturland,
og jeg har hele mit Mellemgulv fyldt med hen-
gjemt ægte dansk Latter.
Vor gode — skal vi kalde ham danske — Holberg har dog
ikke omsonst berettet for os om den lærde Strid om
hvorvidt Venus i den troyanske Krig blev saaret udi
Armen eller udi Læggen! —
——
Mange Hilsener til Konen som til Dem selv Deres hengivne
Johan Rohde
Jeg sendte Dem engang fra Sicilien Pakke No 2. No 3 ligger og venter,
til De engang kan overkomme at læse den, om De gider.