1896-07-05

Nygade 7.
 Kbhn. 5/7.96

Kære Ven,
 Nej, der er slet ingen af de Grunde,
 De antager i Deres sidste Brev, til
 min lange og haardnakkede Tavshed.
 Der er overhovedet slet ingen Undskyldning
 for den, og jeg skammer mig i høj Grad
 over den. De maa dog ikke tro, jeg i
 al denne lange Tid har glemt Dem;
 min onde Samvittighed har næsten
 daglig bragt mig Dem i Erindring, hvad
 den ikke behøvede, for jeg har savnet
 Dem meget, og jeg længes hidsigt efter
 Dem ved mange Lejligheder. Nu efter
 Deres sidste Brev maaske endnu mere
 end før. For jeg kan jo ikke skrive
 alt det, jeg saa gærne vilde sige Dem,
 og som alt sammen gaaer ud paa at
 raabe ind i Deres Øren, saa De aldrig
 glemmer det, at De skal være ved godt
 Humør, at De skal være det, fordi
 De ikke har Grund til andet. Se Dem
 om og spørg Dem selv, hvem der mere
 end De har Aarsag til med nogen

[2]
 Tilfredshed at se tilbage og med nogen
 Fortrøstning frem. De kan se tilbage paa
 saa stor en mængde gode Gærninger,
 baade kunstneriske og praktiske, som
 faa af os andre, og De kan se frem med
 den Fortrøstning, som det giver, at vide
 sig selv lige ung og modtagelig i Sindet,
 lige andagtsfuld overfor det gode og det
 smukke, – de frygtelige 40 tiltrods. Skidt
 være med alt det, der ramler om Een,
 om ogsaa man selv har været med
 til at lave det. Hovedsagen er dog den,
 at man bevarer sin Lyst til at bygge
 noget nyt. Alt Arbejde vilde jo være
 forgæves, om man maalte det med
 Evigheden. Selv om den fri Skole og
 den fri Udstilling havde holdt vor
 Levetid ud, maatte andre Tider jo
 en Gang føre andre Forhold med sig.
 Om de udslettes lidt før eller … senere,
hvad gør det til Sagen, naar blot vi
har følt Lysten ved at prøve vore
Kræfter.

[3]
 Jeg er ingen Optimist; jeg er ikke en
 Gang i særlig godt Humør, medens jeg
 skriver disse Linjer. Men jeg har et Sted
 i mig en Fjeder, der, som alle Fjedre,
 gærne vil slappes ved Brug, men som 
 jeg ikke giver Lov dertil. Andre Mennesker
 eller mange gør Gymnastik eller driver
 Sport; min Sport er den Ræsonneren,
 som holder hin Fjeder nogenlunde spænstig[sic]
 stadig. Den har mange Gange været
 ved at briste, men jeg troer dog, den
 skal holde en Del Aar endnu. Pas paa
 Deres, for jeg véd, De har én.
 Om man overhovedet mistede Ævnen
 til en Gang imellem at tilraabe sig
 selv et ”Hyp min Hest”, vilde man jo
 snart gaa i Staa. For udefra kommer
 det ikke. Udefra prøver de jo helst at
 faa Een til at brække Benene paa
 Forhindringer, de stiller Een i Vejen.
 Men foreløbig er da ikke en Gang De,
 gamle Mand, ældre, end at De
 sagtens kan sætte over og ovenikøbet
 føle Glæden ved at overvinde Forhindringerne.

[4]
 men man skal sikkert blive ved
 at øve og prøve sin Ungdoms Ævne
 for sligt, og om De har nogen Fejl,
 er det maaske den, at De altfor
 tidlig prøvede Gærdet dér, hvor det
 er lavest. Bliv ikke vred, fordi jeg
 siger det. Ingen kan holde mere af
 Dem end jeg; ingen kan navnlig have
 en mere urokkelig Tro paa Deres
 Karakters Værdi end jeg. Men fra
 at være den lidenskabelige Idealist, De
 – ikke var, men er, er De bleven
 en Begynder i den Kunst, som ikke
 har noget med Idealisme at skaffe.
 Jeg har med den fuldeste Tilfredshed
 set, at for den Kunst havde De ikke
 de Anlæg, man tilskrev Dem. De
 blev begejstret af dem, der i saa Hen-
 seende var Dem overlegne.
 Jeg mener at kunne skrive dette saa-
 ledes, fordi jeg ikke noget Øjeblik har
 troet andet, end at De kæmpede for
 en Sag og ikke for Dem selv. De har Ret:

[5]
 om Maalet var der Dem og mig
 imellem aldrig Uenighed, men om Vejene
 til Maalet har jeg paa det sidse jævnlig
 været uenig med Dem. Jeg troer, jeg havde
 Ret (man troer det jo gærne). Jeg er i
 hvert Fald ikke bleven straffet med saa
 stort et Maal af Pessimisme, som De,
 men rigtignok har jeg jo ogsaa kun lagt
 en Haand til, hvor De var engageret
 med hele Ryggen.
 Naar nogen spørger mig, hvem jeg
 holder mest af af blandt mine Venner, er
mit Svar i mange Aar ufravigelig:
”Rohde”. Med ingen anden Mand har
jeg følt mig sjælelig i saa god Overens-
stemmelse. Det var for mig næsten
altid som at gøre Prøve paa et Regne-
stykke at erfare, at De delte min
Mening om dette eller hint. Den Gang,
da jeg var gift, sagde min Kone ofte
halvt i Spøg og halvt i Alvor, at jeg
vist godt kunde undvære hende, naar
blot jeg havde Dem. Hende har jeg
maattet lære at undvære; om Dem er
jeg endnu fuldt og fast overbevist, at jeg

[6]
 ikke kan undvære Dem. Om De er
 her eller andet steds, saa har jeg dog
 stedse den Bevidsthed, at al Afstand
 i Rum eller Meninger tiltrods er De
 ved min Side som min paalideligste
 Ven. Se D derfor lyder det i mine Øren
som ren Snak, naar De troer, at
nogen skulde kunne undergrave mit
Forhold til Dem. –
Nej, min Tavshed har som sagt slet
ingen Aarsag haft anden end den, at
jeg fra Dag til Dag opsatte at skrive.
I Foraaret Vinter skrev jeg saa flittigt paa
min Bog, at jeg ikke kunde bekvemme
mig til at gribe Pennen, naar jeg endelig
fik den lagt fra mig. Saa kom Foraaret,
og det har i disse sidste Aar haft
et mægtigt Tag i Resterne af min
Ungdom og Ungdommelighed. Jeg boer
ligesom i fjor ude i Frederiksdal,
og jeg synes, der er altfor skjønt ude
til overhovedet at være inde. Om
Søndagen gør jeg dog Pønitense for

[7]
 de andre Dages Lediggang og arbejder paa
 min Bog her inde i Byen, og det er efter
 en saadan lidt anstrængende Dag, jeg sent
 paa Aftenen sidder og skriver disse Linjer.
 Jeg har den Tro foreløbig, at min Bog om
 Eckersberg skal blive anstændig; den
 optager mig i hvert Fald stærkt og er
 mig selv en Kilde til Tilfredshed, – ikke
 fordi den svarer til mine Forestillinger
 om, hvordan en saadan Bog bør være,
 men fordi den tager alle mine Tanker
 fangen, saasnart jeg sætter mig til at
 beskæftige mig med den, – baade de
 Tanker, der ikke er … saa lystelige og de,
der er altfor lystelige til, at de ikke
skulde bære i sig Kimen til nye Sorger.
Christiansen er kommen hjem –
selvfølgelig uforandret efter at have besejlet
en Fjerdedel af Jordkloden. Han har haft
hele sit ”Materiale” med og arbejdet ude
i den Biskaiske Bugt aldeles, som om
han sad i Reventlowsgade. Af alt, hvad
han har bragt hjem, synes jeg desværre,
D de 250 Fotografier, han har taget, er det
interessanteste. Men det bedste, han har

[8]
 bragt hjem, er dog ham selv. For han er
 jo og bliver en Engel, om end én, der
 er født paa Landet. Slott-Møllers er
 i England. Henrichsen har boet nogle
 Uger sammen med mig i Frederiksdal;
 jeg holder saare meget af ham. Been
 har den Plan at rejse til Efteraaret og
 bliver derfor formodentlig hjemme. Wil-
 lumsens taler paa Ny om at rejse til
 Amerika; han vil jo ikke lave det, han
 kunde leve af, og han kan jo ikke leve
 af det, han – ikke – laver.
 Fra Fru Hannover kan jeg hilse Dem. Hun
 bad mig ved Nytaarstid om Lov til at be-
 søge mig, og siden har hun med nogle
 Ugers Mellemrum stadig ladet sig se.
 Dette dog mellem os. Vi kommer godt
 ud af det med hinanden; jeg har altid
 Fornøjelse af at tale med hende, naar
 blot hun ikke leder Talen hen paa
 sig selv. Thi hun har gennemgaaet
 meget mere, end nogen kunde ønske hende,
 og hun har maaske endda det værste
 tilbage. Formodentlig gifter hun sig
 til Efteraaret. Til den Tid vil da vort

[i venstre margen:]
 Glem ikke at fortælle mig, hvad De har malet. Skal De ikke hjemsende noget?

[9]
 fornyede Bekendskabs lille Intermezzo
 være endt, men jeg er glad over, at vi kan
 mødes fredelig og med Ro i vore Sind … til
den forestaaende Skilsmisses Formaliteter. Jeg
vil i de Dage, der følger efter, Treaarsdagene for
Begyndelsen af mit Ophold i Tønning, mange
Gange mindes det Asyl, jeg fandt hos Dem. Ak,
den Gang var det i Sandhed smaat med den
Fjeder, hvoraf jeg nylig har pralet.
Hvis det kunde tænkes, De var hjemme tiltrods-
for, at De er ude, og jeg spurgte Dem, hvorlænge
De endnu vide blive borte, vilde De vist lade,
som om De overhørte Spørgsmaalet. Men nu
kan De ikke unddrage Dem Svaret. Jeg har nemlig

[10]
 længe haft den Tro, at jeg ikke saa snart
 skulde faa Dem at se igjen. Jeg fortænker Dem
 ikke i, at De foretrækker at være borte, men
 altfor længe maa De ikke blive ude, og paa
 Spørgsmaalet om hvorlænge maa De i hvert
 Fald svare, hvis De da ved noget derom.
 Men nu er jeg altfor søvnig til at
 fortsætte mere. Skriv snart igjen, saa faaer
 De et lige saa langt Brev. Hils Zahrtmann;
 han paastaar, jeg ikke kan lide ham, men
 han véd vel selv, at han er bekendt for sine
 forrykte Paastande. Lev vel og vær paa det
 allerhjærteligste hilset af Deres gamle Ven
 Emil Hannover