7.3.1873

München den 7 Martz 

1873.

Schillerstrasse No 29.

Leydel

 

[med anden hånd tilføjet f.o.t.v.:]

[xxxxxxxx]

 

Kjære Fru Melchior!

 

Samtidig med dette Brev modtager De vel Deres Billede, gid det maa glæde Dem, og gid det kunde vise Dem den glade taknemlige Følelse der bestandig besjælede mig ved Arbeidet! – Det staaer jo rigtignok langt tilbage for dette jeg ønskede at kunde have gjordt for Dem, men jeg har gjordt det med Kjærlighed, og forlanger intet andet til Belønning end en kjærlig Bedømmelse.

Det faldt mig noget vanskeligt at udtænke et svarende Pendent, Rum[m]et var noget knapt, og saa er det svært at udtrykke en Handling med en enkelt Figur “de ere jo Begge kun at betragte som Studier”. Dog har jeg gjordt hvad jeg formaaede, og beder Dem være skaansom og mild. 

Fra Fru Trier hører jeg immelem[sic] hvorledes det gaaer Dem, det glæder mig at De og Deres kjære Familie ere ved godt Helbred

[2]

Nu da Faaraaret kommer tager De vel snart ud paa Rolighed Deres yndige Landsted, – gid jeg da paa en liden Stund kunde henflyttes i den deilige Have for at see alt det frodige blomstrende Grønne, som dog ingensteds er saa skjønt som i Danmark, der kan Deres Datter Harriet gjøre de yndigste Naturstudier, Tante Cille har fortalt mig at hun er i Besiddelse af saa megen Talent, det maa da være meget morsomt, især for Dem Fru Melchior der har saa megen Interesse for alt hvad der hedder Konst, og som kommer i stadig Berørelse med de betydeligste Aander.

Hvad maler Block nu for Øieblikket? Er hans Pensel lige utrættelig med at skabe skjønnere og skjønnere Ting? – Jeg længtes saadan efter at see noget fra hans Haand, – det er saa Skade at der aldrig bliver udstillet nogen dansk Konst i Udlandet, de danske ere altfor tilbageholdende – Af al den megen fortrinlig Literatur Danmark eier, kjendes her kun H.C. Andersen, som bliver rigtignok forgudet, men hvor meget der er ligesaa smukt have de her ingen Anelse om. Denne Ukjendtskab

[3]

gaaer saa vidt at de Tydske tro vi eie intet andet i Danmark. For Eksempel læste jeg nylig en Artikel i Bladet angaaende Andersen der ærg[r]ede mig ganske usigelig, Denne Artikel skulde beviise at Andersen var meget mere tydsk end dansk, denne poetiske Duft hans Fortællinger ere besjælede af er fuldkommen tydsk, det er den ægte tydske Poesie skrev han, og det sees tydeligt at hans egentlige Kjerne og Følelse er tydsk, som om en dansk ei ogsaa kunde besidde Poesie, og som om ikke netop Andersens Følelse og Udtryksmaade er et ægte Billede paa det danske sjælelige Liv. De kan tro jeg ærg[r]ede mig! – Hvis de her kjendte mere, for Eksempel Christian Winter, Holst eller Ingemann og flere, vilde de vel see at de danske nok kunde gjøre Krav paa en egen original Poesie.

For nogle Dage siden feiredes Kaulbachs 25 aarige Jubileum som Director ved Akademiet, der var stort Fakkeltog i Byen som jeg var hen[ne] at see paa, det tog sig godt ud, Fakkeltoget med det hemmelighedsfulde røde Skjær, ledsaget af 

[4]

Musik havde et ganske høitideligt Præg. Nu er da den uhyggelige Gjæst Choleraen næsten heelt forsvunden, en Tid i Vinter var det rigtigt slemt, dog herude i dette Strøg var den ganske ubetydelig og befandt jeg mig hele Vinteren udmærket vel, jeg kommer mig altid mere – og kan nu udholde at arbeide meget længere end tilforn. De veed vel at jeg har solgt mit Billede i Basel til 700 Fl “jeg har sendt Fru Trier nogle Photografier deraf”. De kan tro jeg blev glad, thi nu kan jeg endmere roligt blive ved at studere, og al den Lykke kan jeg takke Dem for mine kjære Velyndere. Hvad ville jeg Stakkel have været om De ei havde taget Dem af mig. Tag venligt mod Billedet som et et[sic] lille Tegn paa min Taknemlighed, jeg gad ønske at kunde give Dem noget meget smukkere, jeg troer jeg giver Dem det smukkeste ved flittigt at stræbe videre, og det vil jeg gjøre saa meget det staaer i min Magt

Deres hengivne

Bertha