Spring til indhold
Menu

Ultimo december 1899

Afsender

Bertha Wegmann

Modtager

Louise Melchior

Dokumentindhold

Wegmann har tilbragt julen alene i Wölfelsgrund. Det fryser og hun har haft maveproblemer måske pga. sin søsters død.

Transskription

Kjære Louise!
 
Et godt nyt Aar ønsker jeg Dig, og Tak for det gamle. Tak for den Hygge jeg har haft i Dit Hjem, og for Din Deeltagelse. Jeg har tilbragt en meget stille Jul. Hele Møllers Famille feirer Julen i Breslau og da jeg ikke vilde med har jeg haft det saa deiligt ensomt her i min lille Bjærgegn. Der er ogsaa noget Smukt og Stemningsfuldt ved at tilbringe Julen paa denne Maade, heelt begravet i Snee og Gran.
[2]
At see de tarvelige Bjærgboers glade Ansigter, og Travlhed i deres lille Kreds. Høre Klokkerne klinge, og see dem komme ned fra alle Høider i deres Søndagsstads, de Unge i Slæde, og mangt et ungt Par rigtig trykket sammen medens de suse ned ad de glatte Skraaninger. Wölfelsgrund ligger nemlig ikke som andre Landsbyer klynget sammen, det ene Hus ved det Andet, men strøet omkring paa alle Bjærgene i Miles Omkreds. Jeg har egentlig ikke rigtig været rask hele Tiden her. Min Mave er rebellisk, men nu giver jeg den Carlsbader, og det kan den ikke staae for, saa jeg haaber snart at kunde faa lidt Godt [ud] af Juledagene, for indtil nu har jeg knapt haft Lov at skele til en Gaas, langt mindre gjøre nærmere Bekjendtskab til den. Vi har haft en gruelig
[3]
Kulde her, 17 Grader Re. Nu er det kun 5 Grader, og det finder man her meget mildt. Toni der for Øieblikket er i Ober-Ammergau har haft 20 Graders Frost, det er da endnu værre. Jeg har været flittig hele Tiden, kun nu i Juledagene har jeg taget Ferie for ellers kan jeg ikke overkomme alle Julekort og Lykønskninger. En Gang om Aaret maa man være artig og gjøre godt igjen hvad man har forbrudt hele Aaret igjennem. Det var mig en stor Sorg at miste denne Søster, saa jeg troer nok at min Mavesygdom kom noget derfra. Jeg vilde aldrig have troet at det var saa haardt at miste en Søster, men jeg troer ogsaa at man naar man bliver ældre hænger mere fast ved sine Kjære. Jeg har jo for 25 Aar siden mistet en Broder, men det gjorde langtfra det Indtryk som min 
[4]
Søsters Død. Dog Naturen er saa vidunderlig indrettet at den med Tiden læger alle Saar, om man ogsaa hver Gang troer at det er umuligt. Lev nu vel kjære Louise. Hils din Broder og ønsk ham god Bedring fra mig. Det er vel ikke noget farligt med hans Fod? Hav det godt, og vær mange Gange hilset af
Din hengivne
B Wegmann.

Fakta

Brev
Dansk
Dateringen fremgår ikke af brevet, men da det er smykket med samme trykte blomsterdekoration som et tilsvarende brev til Louises Melchiors søster, Harriet Melchior, og da Wegmann i dette brev sender sine nytårsønsker for "det nye Aarhundrede", må begge breve stamme fra en af de sidste dage i 1899.
Wölfelsgrund
København
Den Hirschsprungske Samling
Sandsynligvis ult. dec. 1899, BW til Louise Melchior Sandsynligvis ult. dec. 1899, BW til Louise Melchior2