1891-12-03

Afsender

Harald Slott-Møller vil gerne lukke snakken med Hannover om det salær, Lauritz Zeuthen har til gode hos dem efter sagen mod Oscar Madsen. Videre fortæller Slott-Møller, at den af hans tegninger, Hannover har ønsket at købe for 200 kr., allerede er solgt til anden side - for bare 25 kr. Pengesager mellem venner er ikke Slott-Møllers kop te, men bliver det nødvendigt - som forventeligt - i løbet af vinteren, vil han og hustruen gerne have mulighed for at låne de 200 kr. af Hannover, skulle det knibe med hans og Agnes' økonomi.

Transskription

[tilføjet med blyant:] S.

Kjære Hannover

Spørgsmaalet Zeuthens Salair
er afgjort, lad os betragte
det som ude af Verden.

Jeg skal villig ind-
rømme, at denne Af-
gjørelse vel nok lidt
maa betegnes som en
Voldshandling af mig,
da jeg fuldt vel har
forstaaet, at det lige
fraa første Færd har
været din Mening at
betale hele Sagen,
dog tror jeg, at du
oprindelig har taget

[2]
den Beslutning under
Forudsætning af, at
kun jeg, ikke du,
kunde gjøre mig Haab
om et gunstigt Udfald
af et Søgsmaal. I og
for sig fandt og finder
jeg ikke heri tilstræk[-]
kelig Grund til, at
du skulde bære hele
Sagens Byrde, da
Fornærmelsen mod mig
var mindst lige saa
grov, som den mod
dig. Det er reverenter
talt ogsaa kun
af utidig Flovhed og
en grundfæstet Uvilje

[3]
mod at tale om Penge-
sager, der har gjort, at
jeg ikke tidligere pro-
testerede.
Endnu mindre
Grund blev der da til,
at du skulde have
alle Udgifterne ved
Sagsanlæget, da Zeuthen
Erklærede, at det ene
saavel juridisk som
moralsk vigtige var
at gjøre det til tre
Sager. Det du skriver
om, at kun et ”privat"
Mellemværende mellem
Oscar Madsen og dig
skulde have draget
os ind i Sagen, har du
ganske sikkert aldeles

[4]
ikke Ret i, du kan
være overbevist om, at
det er igjennem utallige
smaa underjordiske
Ledninger, at Næringen
er blevet tilført min
smukke, lille Hadets
Blomst. Jeg beder dig
nu tro mig, naar jeg
siger, at da jeg forleden
ude i Lyngbye bad dig
ordne Tingen med Zeuthen,
tænkte jeg Sagen kun
som et Udlæg, jeg bad
dig gjøre; jeg behøver
vel ikke at kalde
”Gud den almægtige”
til Vidne herpaa,
lige saa lidt som

[5]
paa, at jeg ikke har
handlet Karl Madsensk
i denne Sag.
Med Hensyn til Kjøbet
af den omtalte Tegning
maa jeg beklage, at
du ikke kan faa den,
da jeg har været nødt
til at sælge den for
hvad jeg kunde faa
for den. Du kan nok
forstaa, at selv om
det ikke var sket,
var du kommet alt
for langt med dine
200 Kr overfor en Tegning
jeg har solgt for 25 Kr.
I det hele taget synes
jeg, er det et lidt

[6]
vanskeligt Forhold
at sælge Billeder
til sine Venner,
ja noget andet
var det om jeg var
Bedsteven med Carl
Jacobsen og Bonkamme
rat med Etatsraaden,
eller Kjæreste med deres
respective (gud bevares
respectable) Fruer
men men – – – –
Skulde du derimod
paa ingen Maade
vide dine levende
Raad med, hvad
du skal bruge dine

[7]
200 Kr til, saa kan
du laane os dem
en Gang i Vinter,
hvis det skulde knibe
for os at faa gjort
vore Billeder færdige,
hvad det desværre nok
kommer til. Naar
vi saa en Gang (Gid
det ske snart) kommer
ovenpaa, saa er det
jo ikke saa farligt
for os at betale dem
tilbage. Saa faar de
sære Børn deres Vilje
og saa græder de
ikke. Til Slut Tak
for dit rare Brev
og for den elskværdige

[8]
Maade hvorpaa du
har taget den hele
Sag
Din hengivne
Ven
H Slott-Møller

Kjøbenhavn 3 XII 91