1890-09-02

Afsender

Hannover har skrevet sin afhandling om Feuerbach og er begyndt på en om Böcklin. Brevets anledning er en henvendelse fra Wildenrath, som Hannover har vedlagt. Wildenrath, der ikke har i sinde at vende hjem til Danmark, er desperat efter at få udbetalt pengene fra lotteriet. Det diskuteres, hvorvidt pengene skal sendes ned til ham, selvom de har ladet Wildenrath forstå, at betingelsen for udbetaling er, at han vender hjem. Wildenrath er i gæld til op over begge ører og har kontaktet alle, der kunne tænkes at ville hjælpe - også Carl Jacobsen, som har undskyldt sig med at han netop er begyndt at spare lidt. Hannover er træt af at tage sig af Wildenraths affærer. Han mener, at deres økonomiske hjælp forslår ubetydeligt lidt, og har heller ikke selv råd til at hjælpe længere på grund af Alice Hannovers sygdom. Hannover spørger Rohde til råds om, hvordan de bør tackle Wildenrath. Hannover mener selv, at han har urealistiske forventninger til, hvad fremtiden bringer, og dernæst har hans breve antaget en truende karakter. Hannover skal hilse fra Christiansen og korser sig ved nyheden om, at Christiansen har fået til opgave at male de 12 apostle i en kirke i Jylland. Hannover vil måske sende sit manuskript om Feuerbach til gennemlæsning hos Rohde. Alice Hannover har skrevet til sidst i brevet. Hun mener, at de bør sende pengene ned til Wildenrath og minde ham om betingelserne for udbetalingen. Hvis han så vælger at blive i Frankrig, er det hans egen skyld, at han kommer til at fremstå upålidelig.

Transskription

Kjære Ven,
Tak for Deres sidste Brev. Jeg vilde
have skrevet til Dem for længe siden,
havde jeg ikke haft et Anfald af Ar-
bejdslyst herude paa Landet. Jeg har
skrevet en Afhandling om Feuerbach og
begyndt paa en anden om Böcklin.
Grunden til disse Linier er egentlig mest
medfølgende Brev fra Wildenradt, som
sætter mig i en pinlig Forlegenhed.
Det gjælder, som De vil se, de Penge, vi
har staaende paa Sparekassebogen. Nu
vil han have dem. Han véd altsaa kun,
at Billedet (som vi bortloddede) er blevet
kjøbt af en Mand, der stillede den Be-
tingelse, at Pengene først maatte udbetales
Wildenradt ved hans Afrejse fra Frankrig
til Danmark.
Wildenradts Forhold er, saavidt jeg véd,
i Korte Træk disse: Den 1 Oktober maa

[2]
han forlade Marignane, da han har
sagt sin Lejlighed op og den er lejet ud
til en anden. Han skylder Husleje og
han skylder desuden Penge til alle Le-
verandører paa Stedet og i Marseille.
Selvfølgelig vil de faa Penge, der staaer
paa Sparekassebogen intet forslaa under
disse Forhold. Der er overhovedet intet,
der kan forslaa for Wildenradt, og jeg
véd aldeles ikke, hvad der er at gjøre.
Han selv har henvendt sig over alt,
hvor der var Tale om eller blot den
fjærneste Udsigt til Hjælp. Bl.a. til
Carl Jacobsen, der naturligvis ”netop
for Øjeblikket var nødt til at økonomisere”.
Han opnaaer naturligvis kun ved alt
dette at gjøre sig personlig umulig og
frygtet som et Menneske, der altid
tigger.
Og midt i al sin Nød har han de

[3]
vildeste Planer: han vil til Paris, leje
Goupils eller George Petits Lokale (1500 – 2000
frs. pr. Maaned!) og gjøre Lykke! De ser, det
er ikke Smaasummer, han ønsker sig:
”5000, helst (!) 7 à 8.000 Kroner” ved Garanti (!)
i en Bank eller paa anden Maade.
Og samtidig opfordrer han mig stadig til at
lave en Udstilling af hans Arbejder i
Kunstforeningen. Sæt nu vi fik en saadan
arrangeret, og vi imidlertid havde sendt ham
de Penge, der staaer paa Bogen. Alle Men-
nesker vilde jo benytte Lejligheden til at
spørge, om W. havde faaet Pengene, om
han havde narret os ved ikke at komme
hjem etc.
Jeg véd virkelig ikke, hvad der er at gjøre,
og det er i min Raadløshed, jeg sender Dem
sidste Del af W.’s Brev og beder Dem snarest
mulig sige mig Deres Mening om Sagen.
Da De maaske ikke kjender W. fuldt
saa godt som jeg maa jeg dog bemærke,

[4]
at ikke alt i hans Brev kan tages
aldeles au sérieux. Hans Breve til mig
har efterhaanden – som De vil se –
antaget Karakteren af Truselsbreve med
mystiske Udtryk om ”et fortvivlet Skridt”,
eller at han ”svarer for intet”, hvis han
ikke faaer Hjælp e.l. Mellem os sagt
har jeg efter saadanne Breve adskillige
Gange hjulpet Wildenradt, men for 14 Dage
siden skete det igjen, og da bestemte jeg,
det maatte være sidste Gang. Dels kan
jeg ikke mere hjælpe ham nu, da min
Kones Sygdom lægger Beslag paa alt, hvad
der kan opdrives af Penge, dels vil jeg ikke
mere, fordi det i Virkeligheden aldeles ingen
Hjælp er for dette bundløst forgældede og
stadig Gæld stiftende Menneske, at modtage
nogle hundred francs, som forsvinder som
Draaben i Havet. For et halvt Aar siden
maatte han for enhver Pris have 6000
Kroner. Fik han dem, skrev han, var

[5]
han hjulpen op paa Benene igjen. Han fik dem ved et Laan i en Bank. Et
halvt Aar efter er han i værre Bekneb
end nogensinde før og behøver igjen et
lignende Beløb. Dette er jo haabløst. Og
nu forlanger han altsaa, at de Penge,
der indestaaer paa Bogen, og som
kunde være ham en virkelig Hjælp,
naar han kom hjem, skal øses ud
for at forsvinde sporløst i Marignane.
Hvorfor erklærer han sig dog ikke Fallit?

Undskyld disse forvirrede Linier.
Jeg har Hovedet saa optaget af andre
Ting, at jeg ikke kan samle mine
Tanker om denne ulykkelige Mand,
som jeg, trods alt, holder saa meget af.

Med min Kones Helbred er det
omtrent det samme. I hvert Fald
ingen Bedring. Vi har foreløbig slet
ingen Planer lagt for Vinteren. Fra
Christiansen kan jeg hilse Dem. Han er

[6]
nogle Dage i Kjøbenhavn, og vi saa
ham et Øjeblik, da vi igaar var
i Byen. Han skulde nu til Fyen og
derfra til Jylland, hvor han havde
faaet Bestilling paa at male de
12 Apostle al fresco i en Landsby-
kirke! Christiansen og de 12 Apostle!!
Men Gudskelov, de skal males
al fresco, saa kommer de da aldrig
til Kjøbenhavn! Fra Brandes kan jeg
ogsaa hilse Dem. Han besøgte os meget
ofte i Reventlowsgade i den Maaned,
hans Kone var bortrejst og var
saa overgiven og glad som jeg aldrig
før har set ham.
Maaske sender jeg Dem en Dag mit
Manuskript til Afhandlingen om
Feuerbach for at høre Deres Mening.

[7]
Kommer De snart til Kjøbenhavn?
Lev vel og vær hjærtelig hilset fra
min Kone og deres hengivne Ven

Emil Hannover

Katrinebjærg, pr. Taastrup.
2.IX.90.

Kjære Rohde
Jeg har læst min Mands
Brev, og jeg synes det er unød-
vendigt, at trække Tiden
ud, ved at sende hinanden
Meningsudvexlinger. Sluttelig
sender vi ham jo dog Pengene.
Det er utænkeligt, at han
ikke skulde kunne blød-

[8]
gjøre vore Hjærter ved en fort-
sat række Bøn og Truselsskrif-
ter, som ikke vil udeblive, hvis
vi forhale Afsendelsen af Pen-
gene. Jeg mener derfor, De skal
sende ham Pengene, og endnu
engang minde ham om Givernes
Betingelser. Skulde vi nogen-
sinde drages til Ansvar kan
vi med fuld Ret sige, at vi i god
Tro har givet ham Pengene
som Hjælp til at vende hjem.
Da han hvert Halvaar har
lovet at rejse hjem, og nu
fordrer ~~de Penge, hvis~~ Pengene
tiltrods for de Forpligtelser, der
knytter sig til dem, maa hele
Ansvaret falde tilbage paa ham,
og han maa risikere at gjælde
for upaalidelig og uordholden.
Tro nu ikke vi er haardhjærtede
fordi vi tilslut har tabt Taalmodigheden
overfor en Ven, der ikke har villet lade sig
redde. I Hast
Deres AH.