Spring til indhold
Menu

4.12.1888 - 15.1.1889

Afsender

Marie Krøyer

Modtager

Marie Krøyer

Dokumentindhold

Marie Triepckes (senere Krøyers) dagbog fra hendes ophold i Paris 1888-1889.

Transskription

[1]
Marie Triepcke
1888.
 
[2]
Paris – 4 December 88.
Nu har jeg været her i 3 Dage, endnu har jeg egentlig ikke set synderlig meget af Paris. Den gør strax et meget livlig og meget elegant Indtryk. Navnlig livlig når man kommer lige fra Berlin, der er så kedelig med sine store, lige, brede folketomme Gader, Menneskene se grå og kedelige ud. Den gør Indtryk af at være en rig By i et rigt Land, fra oven af rigt – men Byen er helt igennem smagløs, smagløs – alt, alt – deres berømte “Si[e]gessøjle” er virkelig Smagløs-hedens Triumf. – Til Forskel finder jeg at Berlins Musæ[e]r, Maleri og Sculptursamling er bedre ordnet og samlet – lettere tilgængelig, det er ganske fortræffelig – her finder jeg det mindre, ihvertfald det jeg har set idag af Louvre
[3]
, det er jo så umaadelig stort, jeg har vist neppe set en Fjerdedel, der er overvældende meget. Jeg har mest set Italienerne idag, jeg må sige at som Helhed forstår jeg dem ikke nær så godt som Hollænderne[.] Rafael har jeg stadig ikke faaet mere Respect for, jeg finder ham ufin og lidet intelligent. Jeg har nu også set flere, Lionardo de Vinci[,] hans berømte Mona Lisa med det vidunderlige Smil. Doppelportraitet af de to Mænd af Giovanni Bellini[,] et yndig Portrait af Prudhon, David[s] Madame Recamier, spinkelt holdt og tyndt i Farven, men meget smuk i Linjen. En Masse fransk Kunst fra det 18 Aarhundrede. Watteau og Boucher. Watteau nydelig fin altid næsten holdt i en Farvetone, lidt sødlig, undertiden minden[d]e om Sukker-
[4]
laget på visse kager. – Rubens som jeg stadig ikke elsker. Nogle dejlige Rembrandter, det er sådan mit første forvirrede Indtryk af Louvre. Jeg har næsten ikke faaet Tid til Ret at betragte det udvendige, såsnart man står stille, risiquerer man strax at blive tiltalt det er ret ubehagelig, de franske Herrer ere urimelig uforskammede og nærgaaende i deres Maade at betragte en på. – Hvad der henrykker mig er den dejlige masse Blomster man altid ser, henrivende Blomster, og så billige, jeg kan ikke dy mig, jeg må købe; når man tilbyder mig en Bouquet af disse mageløse gule Roser, eller et helt Bundt af de mørke dejlige Violer – Endnu synes jeg ikke jeg har set synderlig mange Pariserinder, mange nydelig Børn, små Piger, de
[5]
nydeligste Miniaturdamer; ellers mere Herrer. – Jeg havde tænkt at Folk var mindre her, jeg synes de gør alle et ganske højt Indtryk. Jeg selv har Fornemmelsen af at være bleven Idiot ganske med et, så dum føler jeg mig – det er også fortvivlende ikke at kunde forstå Sproget og heller ikke selv at kunne tale – Jeg finder her er noget åbent, livfuldt, livlig, imodsætning til det tilknappede lukkede Berlin.
Jeg var også idag hos Jonas Lie[,] han gør et meget elskværdig Indtryk[,] vi talte om Paris Størrelse, og om Kjøbenhavn. Han fandt ikke at K var nogen lille By, megen Dannelse og mange Interesser. Jeg har senere tænkt derover. Dannelse, kan man kalde det en gennemdannet By, eller Land, hvor en Mand som
[6]
Georg Brandes misforstås, hånes forfølges på en så hadefuld Måde, ak med den megen virkelige Dannelse finder jeg det desværre ret slet bevendt. Det var ganske underlig at sidde ganske ugenert ligeoverfor den norske Forfatter hvis Bøger jeg jo alle har læst, han må jo være en ganske blid og fiin Mand. Hans Opfattelse af Werenskjølds Billede Drengen der vugger, var meget yndefuld, det var den samme Mand der har skrevet Familien på Gilje. Han ser ikke godt ud, ikke ret stor, meget rødnæset, jeg synes lidt skeløjet med en sort rembrandt Callot på Hovedet og Fløjelsjaquet, måske lid[t] kunstnerisk tillavet. – Man kunde mærke, at han var vandt til at tage mod Scandinavere, det var ret meget Conversationstone.
[7]
5. Dec. Idag var jeg hos Schandorphs[,] jeg er ganske overordentlig indtaget i ham og hans Kone, de gjorde et mageløst elskværdig og hyggelig Indtryk. De toge så venlig og gæstfrit mod mig, det var virkelig ganske rørende, jeg er Dr Brandes meget taknemlig for den Introduction. Schandorph morede sig meget over, at Dr Georg havde skrevet, at han skulde elske mig – men på Afstand. S. holder nok af at kysse, det morede mig at se, med hvilken Ugenerthed han kælede for og kyssede Værtinden i Hotel de Paris, og den unge russiske Frue samme Sted, han er virkelig meget sød. Vi snakkede meget om vores kære Dr. Georg. Han holder også meget af ham, som alle må, der kende ham. Jeg traf hos S. en ung Ingenieur Horneman, som tog
[8]
sig meget venlig af mig[,] han lovede at vise mig lidt af Paris. Han fortalte at Krøyer var her. Willumsen også, så blev der ikke meget af hans Fodtur til Italien. Jeg vil skrive til Krøyer, for at jeg kan være sikker på at træffe ham. Det er kedelig at Schandorphs bor så langt ude i Asnières, jeg vilde gærne besøge dem ofte, jeg synes så godt om dem.
6. Dec. Atter i Louvre. Jeg ved såmænd ikke, om jeg har været helt omkring endnu. Idag har jeg set et udmærket Portrait af Titian en ung Mand – dejlige Landskaber af Corot og Rousseau, Millet – Af Corot et, han kalder “Matinée”, yndig stemningsfuldt. Hvor Rembrandt dog er mageløs, hvor han ser fint og kærlig på Kvinder, det er en Forskel fra
[9]
Rubens, nej ham kan jeg igrunden ikke fordrage. Det er mulig, når man ser Rafael i Italien, at man så finder ham udmærket, her kan jeg pinedød ikke se noget ved ham. Her er et Portrait af en Dame i en rød Kjole, det er ganske fornemt, men det er også det eneste jeg har set af ham, som jeg finder godt. Jeg fandt også 2 Pieter de Hooch, yndige farverige stemningsfulde Interieurer; samt en ganske lille Vermeer. Man forstår ikke, at det er den samme Mand som har malet Bordelbilledet i Dresden, der har gjort dette, og så det i Berlin. De to sidste ere mest beslægtede, dette er dog ikke slet så raffineret, som Pigen med Perlehalsbåndet. Hovedet er lidt hårdt synes jeg, men Hænderne og Armene
[10]
ere fuldendt nydelige, og det hele står i en meget smuk Farvetone. – Et Billede af Girhlandiao Marias Møde med Elisabeth henrivende yndig, fint og elskværdig. Udmærkede Holbein, dog er der ingen, som jeg finder så gode som de i Berlin. Endnu har jeg intet set her af Velasquez, som kan måle sig med Portraittet af Graf Olivares, det er dog mageløs, jeg må virkelig tage til Dresden igen, så vil jeg copiere det, det må man kunde lære en hel Masse af. – Det er dog akkurat lige sådanne nogle Uhyre[?] der copierer her på Louvre, som i Berlin; her hvor der dog prækes så meget om Valører, forbavser jeg mig over at se akkurat den samme Fejl gennemgaaende hos dem alle, at det er falsk i Farvetone og Valør.
[11] 
Jeg må desværre sige, trods det, at de er af mit eget Køn, så finder jeg Angelica Kaufman og Madame le Brun, rædsomme, herregud at Fruentimmer, da også skal have en så slet kunstnerisk Smag, så Publicumsleflende, sødlig og ufin.
Det er morsomt at gå igennem de Sale hvor det attende Aarhundredes Kunst hænger. det er dog en egen Stil og Duft derover, med al deres letfærdige Uanstændighed. – Elegant og flydende. Watteau, Lancret; Boucher. Watteau er jo virkelig nydelig og elegant, men jeg finder ikke, at den Kunst er højere, end en god Sevrès Rok[o]kofigur. Det er nær beslægtet, det går ikke dybere. –
Hvilket Liv der var idag i Champs Elysée, da jeg gik hjem. Hele den 
[12]
fine Verden var ude at sole sig. Det var mest mørke Farver man så, men ofte kom der noget rødt, en så mageløs rød Farve, mat fin blød Terracotta rødt, men så fyldig, sammen med sort, den Farvesammensætning er nær ved at gøre mig tosset af Henrykkelse, så dejlig er den, det er en ren Øjenlyst. Jeg så mange smukke Damer idag. Jeg blev kun tiltalt en Gang idag, det var i Louvre, jeg stod ganske stilfærdig og så på et Billede, da jeg pludselig hører en Herre sige ved Siden af: ja først sukkede han dybt og sagde Ak!?? Charmante, da jeg ikke fortrak en Mine ved dette Udbrud, forsøgte han Sukket og Udbruddet en Gang til, jeg måtte vende ham Ryggen og gå, da jeg var bange for at le, så pudsigt var det. – 
[13]
Jeg var i Duval idag for at spise Frokost. Opvartningspigerne se svært pæne ud, sorte Kjoler med hvide Forklæder og en egen hvid Kappe. Det var meget godt hvad man fik der men ikke særlig rigelig.
7. Dec. Idag var jeg ordentlig omkring, den unge Hr. Horneman var så venlig at tage mig med, trække Paris rundt med mig. Først spiste vi Frokost hos Duval i Montesquei, meget godt det er et nydelig Etablissement, det så meget malerisk ud, mi[d]t i Salen den store Buffet, og de store Kolbekaffemaskiner, og om alle Bordene de mange forskællige Mennesker. Herfra gik vi gennem Lou[v]regaarden forbi Gambettas Statue, eller rettere Monument. Det er noget tungt og bredt og gør et temmelig uplastisk
[14]
Indtryk. Derfra vid[e]re en sådan Mængde Steder, så det næsten snurrer for mig. Hotel de Ville; Notre Dame, der var jeg inde[,] en dejlig Kirke et mægtigt Rum, Gotik, den har 2 firkantede Taarne og mi[d]t i et fint spinkelt Kniplingstaarn, det gør en mageløs Virkning. – Så i Luxembourg, en fin lille Samling, som jeg forresten næsten intet Indtryk har af endnu, vi gik kun lige igennem, for at kunde se det. Derpå i Pantheon. Der så vi de mange Grave, som forresten ej var særlig morsomt, den ene så næsten ud som den anden. Voltaires Statue meget levende. Så gik vi langs Caierne i Qautiter[sic] latin, hvor man kan købe bøger til urimelig billige Priser, og gamle Ting, jeg så et meget morsomt syet Helgenbillede i Silke, men han vilde 
[15]
[have] 5 Francs derfor saameget vilde jeg naturligvis ikke give. Men morsomt var det. Jeg må se at gå forbi engang igen, måske har han det endnu; videre og videre, man kan jo blive ved at gå og gå i Paris, jeg aner næsten ikke, hvor vi har været, endelig endte vi så i en Restaurant hvor vi spiste til Middag; vi fik Frøelaar, de smager godt, men det er lidt besværlig at spise dem, Nydelsen er som ved Krammetsfugle, noget blandet.
Her er et storar[t]et Liv i Cafferne og Restaurationer, myldrende fuldt altid. I Café la Regence, var vi også, jeg læste en Politik igen, det var virkelig ganske rørende. Så om Aftenen i Varietés og så Madame Judit[?] i Mamselle Nitouche, hun er meget munter og kvik, koket, 
[16]
men jeg finder hun ser alt alt for gammel ud til den Rolle. hun synger jo sine Sange med megen Smag. Fru Oda Nielsen så nok så godt ud. Forresten forstod jeg ikke et Muk, af hvad de sagde, jeg kendte det jo, og forresten gik man jo ikke tabt af meget. De andre var mer eller mindre rædsomme og outrerede. Det var meget sent forbi først Kl. 12. det er en elendig Skik.
8. Idag var jeg atter i Louvre, nu begynder jeg at faae nogenlunde Overblik derover, det vil sige Maleri og Sculptursamlingen. Jeg var mest i Musé[e] des sculptures anciennes. En stor Samling af meget forskæ[l]lig Værd. Jeg så da den berømte Venus Milo. Ja den er dejlig. storladen og fornem. mageløs. Jeg kunde
[17]
have Lyst til at male et Billede over den Stemning der er i det Rum, hvor hun staar og over hende selv, noget så højtidelig og andagtsfuld, ganske betagende. Jeg synes, det må kunde blive et mageløst Billede og dejlig i Farven, der skal stå en [Xxxx xxxxx] i Forgrunden og se på hende. bare man kan faa Lov til at male der. Hvor Rembrandts “den barmhjærtige Samaritan” er skønt, mildt og blødt og fint[,] det er af en betagende Stemning. Man kommer til at holde mere og mere af Rembrandt, så klog god og fin han er. Rubens gider jeg ikke engang se mere på, – Jeg mødte Tuxen oppe på Louvre, jeg ved ikke, om han kendte mig, jeg tror det næppe; vi hilste allenfals ikke på
[18]
hverandre. Han rejser til Palæstina og Egypten nu, uden at tage sin Hustru med. det undrer mig, jeg synes, han kan kun have den halve Glæde af Rejsen nu.
9. Dec Søndag. Idag har jeg akkurat været her i en Uge. Jeg var til Concert i cirque d’hiver (Lamoureux). Horneman havde igen været så venlig at tage mig med. Det var en fortræffelig Præstation. Franskmændene morer sig på den Måde de gir deres Følelser Luft. Derfra tog vi til Café Regence, hvor vi traf Frk Steineger og Frk Fallesen, en ung norsk Maler Soot; en latterlig Fremtoning, som forsøgte sig i en Del temmelig dumme Paradoxer. Efter hans Tale at dømme, skulde man ikke tro, der var meget Alvor ved hans Arbejde.
[19]
Vi sade længe hyggelig sammen og småsnakkede, da jeg med et ganske tilfældig ser ud af Vinduet og til min store Forbavselse ser jeg – Krøyer stå udenfor og nikkende af alle Kræfter ind til mig. Vi blev begge lige ove[r]raskede ved det uventede Gensyn, ikke ubehagelig. Han var som sædvanlig grumme rar og elskværdig, og lovede at hjælpe mig til en Skole. Han sagde, han havde meget travlt, og at Arbejdet gik kun langsomt fremad.
Om Aftenen var jeg indbudt til Jonas Lie. Det var et meget norsk Selskab, en Del norske Malere, nogle underlige fjollede Fyre, en dansk Docter Tscherning og hans Frue, og Werenskjöld. Sidste ser dog mageløs fin og blød ud, lidt sygelig, der er noget meget beskedent
[20]
ved hele hans Optræden. Han vil gå på Skole igen hernede, det behøvede han nu egentlig ikke. Det lod til, at Lies satte stor Pris på ham, gjorde megen Stads af ham; han hilste på ham med de Ord, “det var en lykkelig Dag idag, at W. var kommet,[”] han satte Pris på ham, han nævnte 3 Ting; havde Talent, Dannelse – og Beskedenhed . . . . . . . . Fru Lie er meget sød og venlig. Datteren Sønnerne og han selv da også, men man føler sig lidt dumpet ind i en Kreds, som er umådelig intim, man er jo høflig mod en; men har dog lidt Fornemmelsen af, at man forstyrrer, og at de ikke er overvættes lyksalige over at faa Kredsen forøget, især med en, der ikke er deres Landsman[d]. – Det er måske kun en Indbildning
[21]
17 Dec. Det bliver dog til ingen Ting med det Dagbogskriveri. –
19. Dec.
Var idag ude hos Krøyer, en Rejse derud. Han var meget venlig og sød, jeg var vist 2 Timer hos ham, og vi spiste Frokost sammen. Han bor i Tuxens Lejlighed og har det meget hyggelig. Han har tegnet sit Billede op, det så meget morsomt ud, og virkelig udmærket komponeret, det er skam en forskrækkelig Opgave den, at få noget rigtig interessant ud af, jeg syntes at der var ikke et Punkt det glippede på. Han fortalte hvor, latterlige dog de ere de Mennesker, han skal male, alle vil de være i Forgrunden eller eller[sic] en face, han mente at, de han var nødt til at sætte i Baggrunden ville blive både fornærmede og vrede. latterlig – Man skulde dog
[22]
tro, at den Slags Mennesker var klogere end som så, men urimelig forfængelige er de alle sammen. – Jacobsen er igrunden en rigtig Snob, som gnider sig op af Berømtheder – Da jeg kom hjem, var der det sødeste lille Brev til mig, fra den elskede Docter. Jeg er virkelig ganske overvældet, at han allerede har svaret mig på alt det dumme Vås, jeg skrev til ham. Han er dog gruelig[?] kær.
5 Jan. 89.
Idag har jeg begyndt på Skolen, jeg vil ikke påstå at det i mindste Måde var opbyggelig – ak tvertimod, for det første gik det mig skidt, og så for det andet var det det[sic] bare Ynkelighed at se på rundt omkring sig. Gud bevare mig hvor Fruentimmer kan lidt, hvor uduelige de ere, ak ak[?] det er sandelig sørgelig. 
[23]
Jeg stod og blev ganske melankolsk deroppe, ved Tanken på Kvinder og navnlig på mig selv, hvor udygtig, hvor lidt jeg kan, jeg synes sommetider, det hele Arbejde er så forgæves, vi har alt alt for meget at overvinde, altfor meget at kæmpe med, så meget nedarvet Daarligdom, så arbejder vi og på så bar Bund, ialtfald kun en Bund af Dilitantisme. Hvad vil det igrunden sige om jeg maler, hvad nytter det, jeg opnår jo aldrig aldrig noget rigtig stort, det bliver desværre kun daglig mere og mere klart for mig, at vi og vor Generation kun er og blir Brècheføde, vi må håbe, at alt det, vi har lidt og stridt må veje dygtig i Vægtskålen og lette Arbejdet for de næste, der kommer, jeg er ikke så sangvinsk at tro
[24]
at allerede de vil nå Målet, nå i Højde med de bedste Mænd, men det må jo dog komme, eller er virkelig hele vor Kamp i Tåget, vil den måske kun engang i Kulturhistorien komme til at stå, som et kuriøst Træk, at Kvinderne gjorde Revolution, ak ak Nej – det må og kan ikke være sådan, jeg vil tro på vor Sag, om det også undertiden bliver grumme svært. – 
Man meddelte at Dagnan rimeligvis aldeles ikke kom, cela ne m’amuse pas, skal han have ytret – Ja jeg fortænker ham ikke – 
Hvor man dog er ubehjælpsom og står så underlig og fedter med det, når man så længe som jeg ikke har malet Model, bare det dog må gå bedre, det er jo en
[25]
ren Scandale hvad jeg har lavet idag. Nu går jeg der foreløbig i Januar Maaned, så får vi muligvis det Atelier istand hvor Roll og Puvis de Chavannes skal corrigere, det har jeg svært Mod på.
Jeg var forleden Dag hos Petit i Rue de Sèze og så på hans Udstillingen[sic]. Det var jo en hel Samling fransk Kunst, dog intet særl[ig] overvældende. Jeg synes, at den som Helhed gjorde Indtryk af at være en Kunst lidt på Retour. En Kunst som er ganske lidt på Vej til at ville gøre Opsigt, og så benytter alle mulige Midler. Jeg vil nu slet ikke tale om Arkans[?] Broderimønstre, bogstavelig talt Broderimonstre[sic], ganske nøjagtig i små Kvadrater med meget
[26]
stærke grønne gule og blå Farver, at Manden ser Naturen sådan forekommer et sundt Menneske urimelig. Jeg havde også gennemgående Indtryk af noget træt sygt; det slog mig hvor umaadelig dygtige de ere[,] hvor de tegner godt og hvor de kan meget, intet Sløseri eller Fuskeri, men de mangler en ung frisk Kunsts Fylde og Varme, den var så udpint og kølig – træt – Måske er det hele noget Sludder. Naturligvis var der flere virkelig gode Ting – navnlig nogle Landskabsstudier, hvor der var naaet en høj Grad af Solskinsvirkning, virkelig u[d]mærket, jeg har sjælden set noget så godt. Saint Aubert tror jeg hed en med et Landskab med Klitter og Hav i Solskin. Så Harrison, og en til med Sol
[27]
hvis Navn jeg ikke husker. – Så er der Carriére – Tåge, men smukt og fint og dygtig – det er jo rigtignok Usundhed og Sygeligt, men alligevel smukt – de er alle svært bevidste – der er aldeles ingen Famlen, de ved, hvem de vil nå. –
Jeg har nu også set lidt Pariserliv. Juledag var jeg i Eden sammen med Krøyer og et Par til, vi var oppe at promenere i Mellemakten. Eden er et Sted, hvor de fine Kokotter hører til, dog ikke de fineste. Der var jo en Del af dem, men især en der gjorde et voldsomt Indtryk på mig – Nej noget så forstenet fortvivlet kølig koldt, isnende og stivnet der var over hende, ja det var ganske gribende, det var
[28]
en rent ud Max Klingers Stemning over hende – ja jeg kunde have Lyst til at male et Billede over den Stemning, når jeg helt kunde give hvad jeg følte, så måtte det kunde blive et mageløst Billede. Så ene og isoleret hun stod der, sådan stillende sig til Skue. Jeg sad med Gråden i Halsen hele Resten af Aftenen, ak menneskelig Elendighed – Stakkels Pige.
8 Jan Jeg var oppe hos Goupil idag han har en Udstilling af Arbejder af Impressionister, det er en underlig Fremtoning, en mærkelig Gren af Kunsten. 
Forresten er jo Monet ganske udmærket, mageløs dejlig i Farven, bedaarende og harmoniskt, hans Efterlignere ere derimod mindre heldige, de ere blot bizarre uden
[29]
hans Harmoni og Farvefylde – der var et lille Billede af Besnard som var meget nydelig og elegant og dygtig tegnet.
Dr. G. B. har sendt mig sin Bog om Rusland, jeg er ganske stum af lutter Henrykkelse, så har han vel ikke været utilfreds med den Nytaarshilsen, jeg sendte ham, da jeg havde gjort det, havde jeg næsten lidt Samvittigshedsnag – da jeg var bange, han skulde finde det patrængende – nu skal jeg jo svare ham og takke for Bogen, egentlig skulde jeg jo gøre det snart, men jeg tør næsten ikke skrive igen. – han bliver jo næsten overdænget med Breve fra mig.
[30]
Jeg var i Sèvres forleden Dag sammen med Willumsen, jeg havde glædet mig meget til at se Porcelainet, navnlig havde jeg spidset mig svært på det attende Aarhundredes Arbejder, navnlig Rococcofigurerne, dem var der så godt som ingen af, det undrer mig, at Samlingen ikke har dem, jeg synes netop de ere så betegnende for deres Tid. Så var Samlingen i Dresden meget righoldigere og interessantere. Der var man jo ved at blive gal af Henrykkelse over al den Rococco, den vildeste Rococco. –
Willumsen var ved at blive syg af Kedsomhed og livede først op da vi havde spadseret lidt i Parken ved St. Cloud, der var forresten dejlig – Han er dog en løyerlig snurrig en den Willumsen
[31]
sådan en underlig Blanding af megen Dannelse og så igen Udannelse. – det er næsten noget halvvildt over ham og så igen næsten noget raffineret. Han er nu ikke så nem at blive klog på –
12. Jan. 89. Vi har dannet en lille fin Club, Anchers, Frk Kjelland, Werenskjolds, Lies, et Par svenske Malere, Krøyer og jeg, vi mødes hver Onsdag i Regence og gå så ud sammen for at spise Middag. I Onsdags var den første Sammenkomst – Det var meget hyggelig og fornøjelig – Jeg synes svært godt om Fru Ancher. Hun har noget eget ejendommelig, så pludselig og umiddelbart over sig. Det var morsomt om jeg kunde komme til at arbejde sammen med hende. Hun vil jo også gå på Skole
[32]
Dagnan har været hos os. En underlig lille Mandsling – sort – med et mærkelig bredt Hoved som løber ganske spidst til ned mod Hagen, det er ligesom Naturen har snydt ham lidt for Lemmer, han har for lidt Krop. – Jeg syntes godt om hans Måde at corrigere på, han tager sig virkelig af Eleverne, det er anderledes end Mr Courtois der raser igennem, bruger 10 højst 15 Minutter for at corrigere næsten 20 Elever. – Dagnan sagde til mig at det var “n’est pas mal fait” og den Måde jeg arbejdede på var god. Jeg skulde fortsætte, som jeg havde begyndt. Forresten sagde han, hvad jeg har skrevet mig bag Øre, det er jo også det, jeg vil stræbe [efter] at få i Vinter, Karakteren så hel og djærv som Mulig. Han sagde “il faut faire le
[33]
portrait du modèle de la tête jusqu’au pied[”] – det er jo sandt det. forresten var det noget elendig Kram, hvad jeg har lavet, daarlig i Karakteren og så lidet menneskelig, bare Vinkler og Kanter, hvad skal dog Enden blive – tørt og ukunstnerisk. Jeg må arbejde – arbejde – 
Courtois ser så arrig og brutal ud og skal nok forresten være bægge Dele – Han ligner Chr Krogh en Del.
15 Jan. Idag var jeg nær kommen rent galt afsted. Jacobsen og jeg skulde til Pol[i]tipræfecten[,] vi vilde skrive os ind[,] det var meget besværlig at komme til[,] vi vilde være der tidlig og havde i den Anledning taget en Droske. Næppe kommer vi i Champs-Elysée før Hesten
[34]
bliver forskrækket for et eller andet og løber løbsk. – Det var en forfærdelig Tur. Jeg troede virkelig at min sidste Time var kommen. Ved Palais de l’Exposition bøjer den ind og farer i en vanvittig rasendene[sic] Fart afsted. Jacobsen vilde springe ud for at holde Hesten an, kunde ikke nå den igen så der sad jeg selv; det var igrunden rædsomt. Vognen slingrede frem og tilbage, var ved at vælte hvert Minut, og løbe mod Lygtepæle[,] andre Vogne e.c.t. ganske [u]hyggelig. – Kudsken havde ikke Spor af Styr på Hesten, kunde aldeles ikke holde den, den standsede først da den var så udmattet at den var ved at styrte. Jeg sprang da øjeblikkelig ud, både Kudsk og Hest skælvede som Espeløv – Så kom stakkels Jacobsen halende, forpustet
[35]
ganske ulykkelig over det skete, han sagde det havde set rædsomt ud, han troede, at Drosken hvert Minut måtte være styrted – så havde vi nok af Droske-kørsler for den Dag, og foretrak den noget sikkere Omnibuskørsel. – Det var et rent Held, at det gik, som det gik, – nu jeg tænker over, forbavser jeg mig over, at jeg ikke var mere bange, jeg var ganske rolig, og jeg sagde mig selv at dette kunde blive til alt mulig. Jeg hverken skreg eller besvimede. Jeg var dog ganske glad, da jeg var vel på Gaden igen. – 
Unkraut vergeht nicht –
Jeg var idag på la Morgue, det er rædselsfuldt uhyggelig – Navnlig nogle Fotografier af de døde – var rent ud frygtelige – Det var en 
[36]
mærkelig Fornemmelse, jeg havde, ved at staa over for de 3 Lig, som var udstillede. 2 Mænd og en Kone; det var nu næsten slet ikke for mig, som om det var Mennesker, men snarere, som jeg var i et Panoptikon, det var dog mere i Begyndelsen, bagefter var det slemt, og navnlig tog de Fotografier stærkt på mig.
Den ene af Mændene så så træt og udslidt ud, den anden lå med åben Mund og Øjne, med Angsten malet i Ansigtet, de havde druknet sig begge To. Konen var så vidt jeg kunde forstå, dræbt ved et Slag – hun havde et stort blodigt Mærke på den ene Side af Hovedet – hendes Øjne var lukkede –. Uha hvad må de vel have lidt, inden de naaede så vidt – Stakkels Mennesker – 
    

Fakta

Brev
Dansk
Dateringen fremgår af dagbogen. Den sidste daterede indførsel stammer fra den 15.1.1889, men hun omtaler derefter sit besøg på La Morgue, og det kunne synes som om, det fandt sted dagen eller nogle dage efter. 
Notesbog indbundet i lærred. 35 beskrevne sider, godt dobbelt så mange ubeskrevne.
På forperm, indklæbet mærkat: "J. Chr. Petersens Papirhandel / St. Kirkestræde 1, Kjøbenhavn K. / Fabrik og Lager af Handelsbøger og merkantile Tryksager. / No. 510 1/3 / Pris 4 Kr. 75 Øre / Det er tilstrækkeligt at opgive ovenstående No. for at erholde den samme Bog."
Paris
Paris
Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftsamlingen, NSA8-A05025 / Acc. 1987/95.
Forside, MTs dagbog Paris 1888-89 Bagside, MTs dagbog Paris 1888-89 Bogryg, MTs dagbog Paris 1888-89 Forperm, MTs dagbog Paris 1888-89 1-2, MTs dagbog Paris 1888-89 3-4, MTs dagbog Paris 1888-89 5-6, MTs dagbog Paris 1888-89 7-8, MTs dagbog Paris 1888-89 9-10, MTs dagbog Paris 1888-89 11-12, MTs dagbog Paris 1888-89 13-14, MTs dagbog Paris 1888-89 15-16, MTs dagbog Paris 1888-89 17-18, MTs dagbog Paris 1888-89 19-20, MTs dagbog Paris 1888-89 21-22, MTs dagbog Paris 1888-89 23-24, MTs dagbog Paris 1888-89 25-26, MTs dagbog Paris 1888-89 27-28, MTs dagbog Paris 1888-89 29-30, MTs dagbog Paris 1888-89 31-32, MTs dagbog Paris 1888-89 33-34, MTs dagbog Paris 1888-89 35-36, MTs dagbog Paris 1888-89 37-38, MTs dagbog Paris 1888-89