14.-17.2.[1888]
Afsender
Robert Hirschsprung
Modtager
Robert Hirschsprung
Dokumentindhold
En desperat og jaloux Robert Hirschsprung overvejer om og hvordan, han skal forhindre et stævnemøde mellem Marie Triepcke og Jens Michael Rottbøll – hendes bejler.
Transskription
14/2
Et nyt Blad i disse fortvivlede Forholds Historie. – Det har alligevel gaaet Marie nær, at jeg lagde aaben for hende den Uro, som Meddelelsen om hin ulykkelige Kærlighed havde frembragt i min Følelse. – Og hun har opfattet den temmelig tydelige Jalousi, som jeg i Gaar paa Karnevalet[?] lagde for Dagen som Mangel paa Tillid, jeg ser nu deri, at den Smule Kur fra Ilsteds Side kunde sætte mig saadan i Affekt et Bevis paa at jeg virkelig nærer en Lidenskab for hende. – Og saa understregede jeg dette Tilfælde saa aldeles utilbørligt i vor Samtale i Morges, hvor var det dumt. – Og det netop nu hvor al den Respekt for mine Ord, som jeg kan frembringe hos Marie, slet ikke slaar til.
– Jens Rotbøl har tilskrevet hende et uklart Brev, der viser, at han stadig elsker hende, og det har igen tændt hendes Kærlighed i lys Lue. Han vil tale med hende og hun svarer ham at naar han ingen Klarhed kan bringe, maa han ikke komme. Klarhed! det vil sige, et umuligt Haab om Skilsmisse, tre Aars Ventetid, et Ægteskab, som hans Familie naturligvis vil sætte sig imod med Hænder og Fødder, han er over 40, det er jo den rene Ruin. Hvad skal jeg gribe til for at bringe Marie bort fra den Afgrund.
Jeg har under et Paaskud i Dag været hos Familien Rotbøl, hvor jeg fik ud, at den ikke, som han har skrevet til Marie, ventede ham; det er altsaa alene for hende han kommer, hvis da ikke, og det er mit Haab, den Fordring til Klarhed, som Marie saa stærkt og klogt hævder, og som han vist slet ikke kan yde, holder ham borte. Men hvis han kommer. “Ja, saa er det Knald og Fald”, sagde Marie; og hele hendes irriterede
[2]
Tone, viste hvor lidt hun i det Øjeblik agtede mig, i hvilken Grad alt hvad jeg har bygget paa for at faa det Forhold paa Afstand, i Øjeblikket ligger i Grus. Hvad vil det sige? Den Samtale kan jo intet Resultat bringe. Kun rippe op. Skal jeg gribe ind, eller faa andre dertil? – Jeg spørger mig selv igen: er der nogen øjeblikkelig Fare paa Færde? Hvis han kommer og de taler sammen? hvad saa?
Jeg kan ikke se hvilket fortvivlet, overilet Skridt Marie kunde gribe til, og som for enhver Pris maatte hindres. Den vil vist kun gyde Olje paa Ilden, intet videre. Men saa har jeg ikke Lov til ved alle hæderlige og uhæderlige Midler at hindre den Samtale. Og dog er den en Ulykke. Den driver hende længere ind i Virvlen. Hun staar igen som i Foraaret overfor en viljeløs Mand, den Gang havde hun Kraft til at bryde af, men han har taget hele hendes Vilje. Det er ligesom mekanisk[?], at hun siger, han maa ikke komme. Hun nærer et Haab, og han er lidenskabelig fortvivlet eller samvittighedsløs nok til at søge at holde hende fast, trods sin Halvhed og Uklarhed; det gjorde jeg dog ikke! Skal jeg bede Marie, endnu kraftigere at hindre en Samtale. Ak nej, det kan hun ikke. Sætter han hende Stævne, kommer hun, og han har naturligvis intet nyt at sige hende. Kunde endda den Samtale, tydeligt overbevise hende om, at dette er totalt haabløst, og saa [maa] Tiden og det lidt jeg formaar gøre Resten. Marie burde skriftlig forlange Klarhed af ham, ikke gennem en Samtale, men ak hun længes jo efter at se ham. Hun skriver: kan Du eller De, intet Resultat bringe, maa De ikke komme. Hvis hun fordrede hans Ord for at en Samtale blev andet en[d] Kilden til ny Lidelse før hun gik ind paa at se ham? – dog, det gør hun jo i Grunden. Men hun tror, at han kommer selv om han ingen Klarhed kan byde hende. Det er muligt, og igen er Spørgsmaalet der: betyder den Samtale en Katastrofe. Saa gælder det Livet. Saa hører ethvert Hensyn op. Og det andet Spørgsmaal: selv om Samtalen intet afgør, er saa Marie i Drift henimod en Afgrund, som det for alt i Verden gælder om at hindre. Det første Spørgsmaal maa vist besvares med nej, men bør jeg bygge paa mit eget Skøn? – Der gives kun en
[3]
Løsning paa det Forhold, det er at komme ud af det, naar Marie mangler al Kraft til at arbejde sig ud deraf, beror det paa, at hun nærer et vanvittigt Haab om en anden Løsning, hun maa kunne bringes til at se at der absolut intet Haab er, selv ved Hjælp af den Samtale, derigennem maa hun faa Kraften. Og dog, kan dette Møde ikke føre til en Katastrofe? Marie siger at han slet ikke kan forstaa at hun virkelig elsker ham, hvis han nu for at faa sin Tvivl dræbt skulde fordre Beviser paa hendes Kærlighed, og hun for at gøre ham sikker gav ham disse, gav sig hen til ham. Ak hvis hans Tvivl var den eneste Hindring, hvad ondt var der saa heri, men Løsningen er jo ikke et Skridt nærmere derved, Marie er tusind Gange ulykkeligere, og det kan tværtimod køle hans Kærlighed at have opnaaet noget saadant hos hende. Denne Mulighed og saa Maries Ytring: briste eller bære, er som ved at kvæle mig. Det kunde ende med at Marie, trods at han i Dag virkelig elsker hende, kom til at staa som en forladt og bedraget Pige, hvad kunde han for at han mistede sin Kærlighed, hvis hun gav sig hen, han vilde maaske af Pligt gøre sit yderste, men for det første vilde der jo aldrig fødes Lykke heraf, for det andet kan han jo ikke bryde sit Ægteskab.
Er det et Hjærnespind af mig, at der er Mulighed for noget saadant, Marie siger jo, at han er hensynsløs i sin Kærlighed, det er ogsaa forfærdelig hensynsløst at skrive til hende, uden at have noget at byde hende; men kunde Maries Kærlighed drive hende til dette?
15/ Ak Gud, hvad skal Resultatet blive paa dette. Jeg har talt med Marie, jeg har tigget hende om at tage sig sammen, jeg har vist hende den Mulighed jeg frygter, og ganske vist dæmpede hendes Svar noget min Angst netop for den Katastrofe, idet hun godt saa at hun ikke var et Skridt nærmere derfor; men alt er lige galt, thi der er ikke den Mulighed man kan nævne: at rømme bort – – uden at Marie ganske vist svarer at hun godt ved hun skal kæmpe imod alt hvad hun kan, men samtidig ser jeg at ingen Mulighed forfærder hende, at hun ingen Tro har paa sine Kræfter; med andre Ord: hvad her kommer til at ske ligger helt i hans Haand; den Vilje der skulde
[4]
gøre hendes Reflexion til Handling har han helt taget; hvad vil han, hvad kan han nænne. Jeg tror ikke han bedrager hende, en saadan Mand kunde Marie ikke elske; men han maa være grænseløs hensynsløs; nu har han Mile mellem hende og sig, og dog vover han at tænde alt i lys Lue, uden maaske nogen Reflexion for Fremtiden, han drager hende ind i den vildeste Virvel. Skal jeg se paa dette. Skal jeg løbe an paa den Mulighed at han ikke kommer, eller at det bliver ved en enkelt, frugtesløs Samtale mellem dem, at han intet vil, eller at Marie dog tager sig sammen. Og hvis jeg ikke vil løbe an herpaa, hvad saa? Skal jeg søge en andens Raad? Hvad vil Indblanding kunne føre til. Hans Familie? Jeg har jo et Ansvar her, jeg vil jo bebrejde mig hele Livet, hvis jeg ikke handler saa rigtigt jeg formaar. Jeg maa ikke blive ved at spørge til det er for sent. Hvor kan en Mand nænne det. En gift Mand at drage en ung Pige ind i et Forhold uden at kunne skilles fra sin Kone?
––––––––––––
d. 16 d. Det er maaske ikke sandsynligt, men der en Mulighed for at det afgørende Lod i Maries Liv her kastes. Hvor tør jeg staa som Tilskuer. Direkte ved jeg ikke hvordan jeg kan afværge det, men er det ikke min Ret og Pligt strax at telegrafere til Maries Moder at hun skal komme hertil? Eller er Indgriben unyttig, eller er den først nødvendig paa et senere Stadium.
Det er muligt han ikke kommer, muligt at hans Komme fører til en Katastrofe, muligt at en saadan er i Vente.
––––––––––––
d. 17. Jeg hørte i Gaar Weis[’] Raad i denne fortvivlede Sag, jeg anser mig for berettiget dertil. Han raadede mig nærmest til at sige Fru [Xxxmers] alt. – Jeg vil imidlertid intet sige før jeg har erfaret at han er her i Byen. Det skal Portneren skaffe mig at vide
––––––––––––
Fakta
Brev
Dansk
Dagbogsoptegnelsen er kun dateret 14.2. og nedenfor også den 16. og 17., men uden årstal. Det må imidlertid være 1888, da Triepcke først mødte Rottbøll i sommeren 1887 under sit ophold på Børglum Kloster, som var hans families ejendom. Deres kommende evt. møde, som Hirschsprung her omtaler, kan da kun have fundet sted i februar 1888.
Den Hirschsprungske Samling