26.7.1918

Frøken Louise Melchior

Ny Taarbæk ved

Kjøbenhavn

 

 

26 Juli 1918. Sixtus Middelfart.

 

 

Kjære Louise!

 

Det er jo rigtignok længe siden jeg har ladet høre fra mig, men det maa være et Alderdomstegn at Tiden saadan bliver borte for En. Den Smule jeg maler burde ikke have nogen videre Indflydelse paa Tiden, men jeg veed sandelig ikke hvor den bliver af. Tak for dit søde kære Brev Du kjære trofaste Menneske. Paa en Maade er det jo deiligt

[2]

for Dig at Du har saa meget at gjøre, hvad man gjør for ens kjære Ejendom er jo egentlig en Glæde, naar det saa igjen bliver saa pænt og hyggeligt, naturligvis Haandværksfolk er jo ikke saa morsomme at have at gjøre med. Jeg har det deiligt her, Veiret er meget lunefuldt, lige nu kommer jeg tilbage fra den nære Skov, hvor jeg har tilbragt mere end en Time under et Træ i Skoven medens Regnen plaskede ned. Kun nogle mindre smukke Roser, de ere ikke saa vellykkede iaar som forrige Aar, mere tykhudede og for stærke i Farven, har jeg malet en Studie af, og saa har jeg begyndt et lille Billede af Frugthaven her, Eftermiddag med megen Sol, dog Skæbnen under mig ikke at male det rask nok, da Solen først kommer en halv Time før den gaaer ned og det er Spisetiden. Gud veed hvorledes jeg slippe fra det Billede! Desværre kan jeg ikke blive her længere end til August, da jeg har lovet at male en Dame fra Stockholm, en Fru Kihlblom til den Tid, bagefter maa jeg endelig see at male Fru Mik Meyer i Charlottenlund saalænge hun boer derude, saa jeg tør ikke blive her længere. Min Søster der er her med mig, beder hilse, hun er en deilig Kamerat at have med sig, og hun hygger om mig som en lille Moder. Alle Mennesker er mageløse mod mig og rare. Nu vil jeg haabe at Du har det godt, hils Frk. Jøhnke og alle vore fælles Venner. Lev nu vel, tænk altid lige venligt paa mig og vær omfavnet og kysset[?] af din gamle Ven Bertha.