1910

Kjære Herr Anton Svendsen!

 

Tak for Deres Brev og Tak for at De blev glad for Deres Billede. Der er jo ikke nogen større Glæde til end at have det i sin Magt at glæde Andre.

Det var rørende at see Deres yndige Frues Henrykkelse og saadan noget er nok noget værd. Desuden skal jo dog ogsaa den taalmodige Modell belønnes.

Hvis De nu vil sætte Kronen paa Værket og gjøre noget godt for mig, saa beder jeg Dem kun om at neddysse enhver Tanke om Gjengjældelse, for dermed vilde De ødelægge min heele Glæde. Vær den De er, 

[2]

Dem selv med Deres deilige Musik, det er mig nok, thi De maa huske paa at det er det bedste vi Mennesker kan give hinanden. Allerede det Syn, da Deres Frue med alle de blonde Børn, hver med en Violbuket i Haanden, som det skinbarlige Foraar, kom ind ad den solbeskinnede Gangdør, var et smukkere Syn end alle de Billeder jeg nogensinde har malet. Tak for det. Send dem alle en venlig Hilsen og vær selv hjærtelig hilset af

Deres hengivne

B. Wegmann