1908-11-26
Afsender
Johan Rohde
Modtager
Emil Hannover
Transskription
[Tilføjet med blyant af Emil Hannover
øv. tv., vertikalt:] Rohde
26 . XI . 08
Sønderho
Fanø
Kjære Ven.
Jeg haaber De for længst har modtaget Deres Manuskript om
Museet i Hagen med min foreløbige Tak.
Det var pænt af Dem at sende os det herover. Vi havde begge megen
Fonøjelse deraf — det var ogsaa en udmærket lille Artikel;—
og meget er det ikke, vi her i vor Afkrog hører fra Venner og Be-
kjendte.
Deres Onkel Fredericia var jo elskværdig at besøge os paa Vejen
til Paris; han var meget velkommen, hyggelig og rar som han
er, og vi syntes ogsaa at mærke, at han befandt sig vel i de besked-
ne Omgivelser.
Mindre heldigt synes Besøget af vor lille Ven, Overretssagføreren
at maatte have været. Ja vi tog naturligvis imod ham, som vi vilde
tage imod enhver anden god Ven. Men da vi en Maanedstid efter Be-
søget hørte fra ham, berørte han ikke med et Ord, at han havde været
her. Det gjorde jeg saa, hvorpaa han svarede, at han havde
Indtrykket af ikke at være velkommen og at vi helst var ham
kvit.
Saadant er jo kjedeligt, men hvad er det at gjøre. Et senere
Brev fra ham var endda skrevet i en Tone, som forbausedes
os end yderligere.
Vi holder jo af Manden, men han sætter virkelig Gang paa
Gang vor Taalmodighed paa Prøve.
[2]
Naar jeg saa nævner, at Grønvold har sendt os en Bog af
Leible [=Leibl] og nogle Avisudklip af “Verdens Gang”, har jeg nævnt alle
de Berøringer, vi har haft med Omverdenen [min Moders
Korrespondance naturligvis undtagen]*[.]
Vi har imidlertid fundet os godt tilrette alligevel og nydt
i fulde Drag det fænomenale Vejrlig i dette Aar. Og hvad
vi ikke har, det har vore Smaapiger, særlig er den lille
der i Kjøbenhavn var en ussel Skrælling, voxet sig frem til
en stor og rask Pige med saadanne Kræfter at hendes Moder
har ondt ved at holde hende.
Vi har været en lille Tour oppe i Nordby — paa den anden
Ende af Øen — og kjøbt en Kakkelovn, og vi er nu indrettet
paa at tage imod Vinteren og paa, naar det næppe
fjerne Tidspunkt indtræder, da Forretningen ikke længere
kan bære vort for resten ret beskedne Hovedstadsbudget, at
kunne tage fast Domicil her.
Ja det siges uden Bitterhed — jeg holder ikke selv af Folk,
der hyler. Og saalænge jeg har min Kone, mine Smaapiger
og et godt Helbred, haaber jeg ikke, at De skal høre mig hyle.
De skrev om Deres Lyst til at give Oscar Matthiesen et
lille Vink. Gud give, De vilde. Ikke fordi det hjælper,
han gjør jo netop den simple Kunst, som det store ny
Parvenue-Kjøbenhavn vil have. Men De skulde gjøre
[3]
det for Deres egen Skyld og for Deres Venners; det er dog alli-
gevel saa rart en Gang imellem at se et ærligt Ord. —
Imidlertid, vi tænker dog nu saa smaat paa at gaa i Vin-
terkvarter i Nordens Capua og saa ses vi forhaabentlig, vi
længes virkelig alle — Gabriele inclusive — ja den mindste dog
ikke — efter Dem og Familien; og det er ikke blot en uforlig-
nelig Hummersuppe, som stadig minder min Hustru om
Dem [naar man har boet i 6 Maaneder i Sønderho faar
man jo undertiden visse Fornemmelser, som man maa tilgi-
ve]* — det er virkelig ogsaa de rare Mennesker!
Men forhaabentlig ligger der nu en lang Række andre gode
Somre foran os herovre, og saa skulde det glæde os, om De kunde
faa Lyst til — alle fem — at stige ned fra Deres lille Trianon
i Bagsværd og nyde en Pastorale i Sønderho. Lammene, som jo
ellers hører til til en saadan, findes ganske vist ikke mere [det
er oprindeligt et Hus til 2 Køer 6 Faar m. m.]* da jeg har
taget Faarestien i Brug til Malerstue; men Hyrdelivet
vil De ellers finde i fuldt Flor — Ja tænk nu over det
til Sommer, for Øjeblikket troer jeg ikke “den øde Ø”, som De
kalder Stedet[,] lokker Dem.
Vi sender Dem og Deres Hustru og de 3 unge
Piger vore venlige Hilsner
Deres hengivne
Johan Rohde
*Skarpe parenteser sat af J. R.
