1907-09-21
Afsender
Johan Rohde
Modtager
Emil Hannover
Transskription
[Tilføjet med blyant af Emil Hannover
øv. th.:] Rohde
21 . IX . 1907
Nybrogade . 12
Kjøbenhavn
Kjære Ven.
Jeg sad netop og skrev til Dem — dels om vor Skuffel-
se over, at De ikke kunde komme, dels om et nyt
Forslag om senere at besøge os, da jeg fra mine
Medarbejdere herovre fik en indtrængende Bøn om at
komme til Byen snarest, da de vare kjørte ganske
fast i et større Fælles arbejde. Der var saa ikke an-
det for end netop, som Vejret begyndte at blive som-
merligt, at ende det bedrøvelige Landophold, da min
Hustru nødigt blev alene derovre. — Nu maa
vi vente med Besøget til næste Aar og saa maa
det blive Alvor!
Tak iøvrigt for Deres lange venlige Brev. —
Hvad den lille van der Velde-Bog angaar, saa kom-
mer den vel tilveje, naar De faar ryddet op og hvad
mit Skab angaar, saa maa De endelig ikke gjøre
Undskyldninger for Pladsen til det. For det første
tvivler jeg ikke om, at De har taget Dem varmt
af det, for det andet er det vistnok meget
tvivlsomt, om det taaler en Første-plads.
[2]
Derimod er der et andet Museumsstykke, som jeg
vilde bede Dem om, naar Lejlighed engang gaves
og De gad, at tage Dem af.
Da den Hirschsprungske Samling i sin Tid
Tid[!] skulde offentlig udstilles blev der — vistnok lidt
hastigt erhvervet et Billede af mig — et gammelt
Arbejde som tilhørte hans Broder — . Da jeg
anser det for et svagt Arbejde, og det er det eneste,
han har af mig, vil jeg nødigt i “Samlingen” være
repræsenteret ved dette. Men det er jo slet ingen
Nødvendighed, at jeg er repræsenteret, saa De
maa naturligvis bestemt gjøre ham Opmærksom
paa, at mit Forslag ikke er et Forsøg fra min
Side paa at faa ham til at kjøbe et nyt Bille-
de af mig; det vilde være mig pinligt om det
skulde opfattes paa denne Maade, og jeg har derfor
aldrig kunnet bekvemme mig til selv at tale
til ham om det, skjønt jeg ofte har haft Anmod-
ningen paa Læberne.
Saa er der endelig Udstillingen af mine Arbejder. Ja
jeg er Dem virkelig meget taknemmelig for, at De har
en saa varm Interesse for min Virksomhed, og vil gjerne
gaa med til at lave en saavidt saadan Udstilling,
[3]
skjønt jeg nærer en stor Skepsis ligeoverfor den Glæde,
vi ville faa af den — De og jeg — fra vor Omverden.
Dels har min Virksomhed jo ikke været saa udstrakt,
at der er et stort Fond at tage af og vrage af, dels
har jeg sat mig selv paa en sparsom Kost, draget
Grændserne for min Stil snævrere og snævrere, jo men
jeg er væmmedes ved hele Modernismen, at jeg er sik-
ker paa, at man almindeligvis vil betragte mit Ar-
bejde som uoriginalt, kjedsommeligt og fantasiløst.
— Begreberne om Fantasi og Originalitet er jo efter-
haanden blevne saa forvirrede, at det jo for Øjeblikket
er den ganske uvidende Dillettant, der er sikker paa
sine Medborgeres Interesse i saa Henseende.
Men Fanden med Medborgerne. Har De Lyst,
lad os saa forsøge. Tidspunktet, De foreslaar sy-
nes mig meget godt; men nu siger mine smaa
Franskmænd, at saa tidligt kan de umuligt blive
færdige med Forberedelserne, idet de mener, at en
Mængde af Møblerne maa ses efter og gaaes igjen-
nem inden Udstillingen. Hvad mener De om
at lade Kniplingsudstillingen afholde først og saa
holde min Udstillingen i Marts; men maa-
ske har De da andre Planer? Ja
[4]
i hvert Fald kommer jeg nu en af de første Dage
til Dem, naar De er færdig med Deres Museum,
og jeg har de løbende Forretninger fra Haanden,
— saa kan vi jo snakke om det.
Og saa glæder jeg mig til engang for Alvor at
se paa Deres lille Museum. — Deres Pessi-
misme med Hensyn paa Vurderingen af det
Arbejde, De har foretaget forstaar jeg meget godt,
men jeg vil kan dog glæde Dem med, at Hans
Tegner igaar til mig — uopfordret — udtalte en
meget varmt Anerkjendelse af, hvad De havde
udrettet, om hvor meget smukt De havde lavet.
Nu de venligste Hilsner til Deres Hustru og Dem
selv fra os begge
Deres hengivne Ven
Johan Rohde
Da Gabriele forleden Dag havde sagt Farvel til Dem,
sagde hun til min Søster “men jeg glemte jo at
be’ ham hilse de smaa Piger”; her er Hilsenen
