1907-06-17
Afsender
Johan Rohde
Modtager
Emil Hannover
Transskription
[Tilføjet med blyant af Emil Hannover
øv. th.:] Rohde
17.VI.1907
Civita d’Antino
Provincia di Aquila.
Kjære Ven.
Min Hustru havde forleden Dag skrevet et Brev til
Deres Hustru, men da jeg skulde til at sætte Frimærke
paa, rev hun det i Stykker, fordi hun syntes, at det
var for flovt; det var nu et meget pænt Brev, men
jeg forstaar hende alligevel godt, jeg har selv den sam-
me Lyst, naar jeg har skrevet et Brev i Italien om
Italien, og det kræver altid en stærk Overvindelse for
mig at tage Initiativet til med Pen og Blæk at fortælle
en god Ven om lidt af alt det, jeg ser og oplever hernede.
Man kommer saa let til at misbruge Sproget uden
at man alligevel opnaar sin Hensigt at give Vennen
et lille Begreb om den Stemning, man selv er i, det
Udbytte, man selv har haft. — Jo man kan maaske
skrive Breve fra Italien, naar man ser paa det, som
jeg gjorde, da jeg første Gang overskred Alperne og syn-
tes, at alt hernede f var forkert, alt en Øjenforblæn-
delse — Breve som De maaske husker, De skjældte
mig godt ud for — Det er jo nu og engang det
letteste og taknemmeligste at være negativ — men
er man fyldt til Randen af positiv Glæde og
af primitiv Taknemmelighed over, hvad Verden
[2]
— alt til Trods — alligevel kan byde paa, over hvad
Menneskene — disse skrækkelige, dumme Mennesker
— alligevel i deres lyse Øjeblikke kan skjænke deres
Medmennesker er det uendeligt svært ikke at blive
eller synes banal, ikke at blive en rigtig kjedsom-
melig Brevskriver.
De er nu imidlertid en af de faa Venner, der
følger min Færd med Interesse, en af dem, jeg føler
det vilde gjøre ondt, om der tilstødte mig noget slemt,
en af dem, der bryder sig om at vide, hvor jeg er og,
hvad jeg tager mig til; De sagde med en Vens
Varme til os, da vi sidst skildtes, pas nu endelig
paa at komme godt hjem, og De har altsaa ogsaa
Ret til at høre, om ikke andet, at vi har det godt
og nærer det bedste Haab om at komme godt hjem[.]
Siden sidst har min Hustru og jeg set og oplevet
meget; jeg sagde oplevet! Thi det er dette hvori
en Rejse som den, vi har gjort, adskiller sig fra
en anden Rejse, at man ikke blot ser, men
man oplever. Selvfølgelig maa man betale herfor
— ikke med penge, men med mange af Livets
[3]
smaa “comodités”. Men jeg forsikrer Dem for
at disse Udgifter ere godt givne ud; og har man
først taget sit Parti og brændt sine Skibe ): f. Ex
sendt al sin Bagage væk, langt væk, saa man kun
har sin Taske paa Nakken af rørligt Gods og har
gaaet den første Dagsmarsch ud af Onkel Bädeckers
hjælpsomme Favn, saa glider umærkeligt alle
de smaa Fordringer samme Steds hen, som hvor
forlængst Rugbrødet og det gode danske Smør og det
hæderlige danske Vrøvl er forsvundet.
Man rejser og som den naturligste Ting af Verden
ved Daggry gaar snører sin Randsel og spanker
paa fastende Hjærte ud af Landevejen, ser Solen
staa op som en ganske naturlig Ting ligesaa na-
turlig som at betragte en Kop Kaffe indtaget staaende
i en Landevejskro — à 1 Solda pr Kop — som et ud-
mærket Æquivalent for en “The complet” i Hotellets
Tea-room. Det er i det hele taget utrolig saa
hurtigt et Menneske kan akkommodere sig; naar
man er rask. Men naar jeg nu skriver saadant,
tænker jeg paa Been, som jeg i sin Tid traf
i Rom og som, skjønt han savnede Selskab
næsten aldrig kunde bekvemme sig til at gjøre
[4]
mig Følgeskab, naar jeg indtog mine Maaltider i et
folkeligt italiensk Osteri.
Naar jeg sagde til ham “kom nu Been”, fik jeg
altid det Svar, “gå kjære Rohde, De maa nu ikke
blive vred p, men naar jeg ikke kan finde nogen Til-
fredsstillelse ved i Kjøbenhavn at gaa hen og spise
min Mad i Didrik Badskjærs Gang, hvorfor Pokker
kan De saa tro, at det kan more mig her i Italien”[.]
Naturligvis er dette noget Vrøvl af Been — helt bortset
fra at det man faar i et saadant Osteri ofte ikke staar
tilbage for, hvad man hjemme faar paa de fineste Steder
— men det burde have moret ham at spise sin Mad paa et saadant Sted, thi der kan
være morsomt her endnu paa slige Steder, hvad der
næppe er hjemme.
Jeg var saaledes i Formiddag med min Hustru
en lille Tur i Sora, og jeg ønskede som saa ofte paa
denne Rejse, at jeg havde haft Dem her; thi De gjør Dem
ingen Forestilling om, hvad Italien endnu kan byde paa
af Farvepragt og Skjønhed i Kostumer. Det var nu
Søndag og alle vare naturligvis i Festdragt, Mændene bar
røde eller grønne Klædesveste, om hvilken en bred
hjemmegjort Skjortes brede Krave falder; de ere na-
turligvis alle i Skjorteærmer, og den korte blaa Trøje
hænger over Skulderen, blaa Knæbuxer med Knapper
ved Knæene, om Benene kridhvidt Linned omvunden
[5]
II.
med Sandalernes Læderremme, i Hatten en Hanefjer.
Som de ser ud!! og saa Kvinderne, de straaler;
orangegult, skingrende blaat, vissent grønt og rødt
i alle Nuancer.
En af Husets Damer, som jeg har kjendt, da hun
selv gik med Sandaler og kulørt Korset, men som nu
er gift med Sønnen eller rettere Manden i Huset, der er
saadant noget som Amstforvalter [!], havde anbefalet os
aaben til et Hav af Solskin, tre smaa Vinduer
sidder højt tilvejrs, har ingen Ruder, kun Jernstænger
og en Trælem, Gulvet brolagt med smaa toppede
Sten. For Enden Ildstedet, hvor Værtinden tyk
som en Flodhest i sin Nationaldragt troner som
en Juno, rundt om ved Bordene maleriske Bønder.
En Salat som Haven i Bagsværd maatte kunne
ønske at frembringe, en Bifstecca, stegt paa Risten
i vort Paasyn, saa god som sal. Nimb kunde
lave den., Bønner, et Fad mægtige Kirsebær
en herlig Vin; og alt faaes, Interiøret, Maden
Humøret for 1 Lire per Person! —
Eller spring med mig over til Apulien, som vi
[6]
kom fra, kravl Kl. 3 om Morgenen i halv Mørke
ud af Sovekammeret i Byen Canosas fineste Hotel
(Opgang igjennem Vognrummet og Hestestalden) ud
igjennem Værelser, hvor Folk af begge Kjøn endnu
sover eller gjør deres første mest nødvendige Morgen-
toilette. Vi har om Aftenen betalt Værtinden for
Logis’et. Det var 1 Lire for hver, saa der er ikke mere
at afgjøre, og der er for resten heller ingen der kjerer
sig om os. Vi gaar ned paa Piazzaen, den er
mylrende fuld af Mænd, der staar dér, som de stod
der Aftenen i Forvejen. Vi finder en lille Kro, hvor
der brænder en søvnig Lampe og faar ved Disken
for et Par Soldi Morgenkaffe. Saa traver vi
ud ad Byens Port og henad Landevejen. Maa-
nen begynder at blegne, og lidt efter lidt bliver
der Liv omkring os; og da vi ser os tilbage er
det som en hel Folkevandring. Den gamle By
Canosa med en gammel berømt Domkirke, af hvis
Skjønhed nu forresten kun lidet er tilbage, huser xx
omtrent kun Bønder, som nu drager paa Arbej[-]
de til D deres ofte langt bortliggende Marker, unge
og gamle Mænd og Kvinder tilfods og tilvogns
og til Æsels; de højst frugtsommelige og Mødrene
[7]
med de spæde Børn, der maa med i Marken
er de som rider, og det er “Flugten til Ægypten”
man ser gjentage sig en halv Mil henad Lande-
vejen. Saa staar Solen op, mens vi gaar hen
over den gamle romerske Bro som fører over den
“brusende” Ofanto, som De maaske husker fra
Deres Horats. Vi staar længe lænet over Bryst-
værnet og ser dels ud over det pragtfulde Landskab,
dels nedover en ejendommelig Sene i Floden
underneden os. — En af de store Abruzzernoma=
der der hele Vinteren igjennem græsser deres tusin-
der af Faar nede paa Sletterne ved Adriater-
havet, skal nu hjem til Bjergene, men for-
inden skal Faarene have et Bad. Hyrderne
iførte Faareskinspelse med Ulden udad og lange
Stave driver Faarene ud paa en lille Bro og
kaster saa et efter et ned i Floden, Faarene
tumler om nede i Vandhvirvlerne og redder sig slutte-
lig op paa Sandbanken ved Bredden, hvor
de igjen modtages af Hyrderne og Hundene.
Jeg troer de [=De] med lidt Fantasi af disse nøgterne
Ord kan tænke Dem dette herlige storslaaede
Billede i den friske Morgenstund[.]
[8]
Eller for at tage en anden af de mange spredte
Oplevelser[,] Ankomsten hertil, til Civita.
Vi er kjørte med en lille lidet brugt Jernbane ind i
Liridalen, det er bleven Aften og bælgmørkt[,] Skyerne
hænger tungt om Bjergene, og vi kan slet intet se,
endelig henad Sengetid standser Toget ved en lille
Landstation, vi ere de eneste, der staar af, Toget
suser igjen væk, og der er ikke andet tilbage en[d] Sta-
tionsbygningen, ingen By eller andre Huse.
Saa hører vi ud af Mørket et Glædesraab og en
Bonde kommer glædesstraalende springende og
er nærved at omfavne os “Bona sera Signor
Giovanni, bona sera Signorina” og saa kommer
der en Strøm af italienske Velkomsthilsener og med
primitiv Hjærtelighed. Saa bliver vi sat op paa et
Par Æsler, og da vi har redet et lille Stykke opad
Bjergstien, og gaar2 denne1 ind igjennem en Kastanieskov
vor2 Fører3 tænder1 da en Fakkel, som han bærer
højt foran og endelig efter et Par Timers Ridt, naar
vi den lille By, hvor Familien tager imod os og hvor
vi først føres ind i det store Kjøkken for at faa
et Glas fin gammel Vin og udvexle [?] de første
Hilsner, inden man føres til Aftensbordet —
De kan vist ogsaa her af Ordene tænke Dem
hvor fantasifuld en saadan Rejse er, hvor forfriskende.
[9]
III
Men Regnvejrsdagene ere holdte op — det var
nemlig et barsk Vejr her ved vort Ankomst — alt-
saa endnu tæt ved St. Hansdag — og megen
Sne laa endnu paa Bjergene; og jeg skal igjen
til at sp bestille lidt — ja det bliver ikke Kunst-
værker, men som vi er enige om, vi arbejder jo
dog først og fremmest for vor egen Fornøjelse
— og en Fornøjelse er det at arbejde hernede.
Farvel da for dennegang. Vi haaber De
har det godt og sender Dem begge vore bedste
Hilsner, idet vi beklager, at vi ikke har kunnet
dele lidt med Dem af, hvad vi har set.
— men vi opgiver ikke endnu Haabet om
at det dog engang vil lykkes os at mødes
hernede.
Deres hengivne
Johan Rohde
NB Det havde dog vist alligevel kun været bedst, om
De havde faaet min Hustrus Brev.
Fakta
Brev
Dansk
Dateringen fremgår af brevet.
Den Hirschsprungske Samling
