2.11.1906

2 November 1906

 

Kjære Herr Melchior.

 

Nu er det jo længe siden jeg har snakket lidt med Dem, men Tiden den løber og inden man seer sig om er der af Efteraar bleven Vinter og vi har nu kun to Maaneder til det nye Aar begynder. Saa bliver Dagene igjen længere og Kjeden begynder forfra, der begynder med Primula stiger paa sin høide med Rosen og sænker sig til Asters og Julerosen. Jeg har netop nogle henrivende Juleroser staaende i en Vase, som jeg har faaet af en gammel Geheimeraadinde der boer i Habelschwerdt og som overvælder mig med Opmærksomhed og Venlighed. Det er en meget sød gammel Dame som man gjærne vil lade sig forkjæle af, noget jeg ellers ikke holder af, naar jeg ikke kan besvare den mig imødebragte Sympati. For resten har Efteraaret betænkt sig i den sidste Tid og skjænket os milde smukke Dage. Det

[2]

stormer stærkt de sidste par Dage, noget der ellers her i den velbeskyttede Dal er en Sjældenhed. Røgen og vilde Luer farer ud af Kakkelovnen, der med lange røde Tunger søger at naae vor lille Fuggi, vor gamle Hund, der med Forkjærlighed tager sin Plads foran Kakkelovnsdøren. De sidste Blade hvirvler forstyrret omkring og Natteroen bliver forhindret af Bulder og Brag, man farer op af Sengen, rænder omkring, overalt, paa Balkonen i alle Kroge for at finde den onde Aand der gjør det Spektakkel, men forgjæves, saalænge man leder er det stille, men knapt kommer man i Seng igjen og har puttet Næsen under Dynen, saa begynder det forfra. Tilsidst finder man sig i sin Skjæbne og i en temmelig søvnløs Nat. Næste Dag bryder Solen igjen frem af et Guldbekrandset Skybjærg, Himmelen bliver mørkeblaa og den deiligste Dag oprinder der lader En glemme Nattens Gjenvordigheder. Farvepragten har i dette Efteraar været enestaaende, overalt hvor man saae hen Purpur, Guld, og Gyldenbrunt. Jeg har ogsaa ladet mig friste til at male en farverig Efteraarsbuket, der er næsten

[3]

ingen Blomster, men de deiligste Blade og nogle Pusteblomster og Tidsler. Buketten staaer mod mit Ateliervindu og ude seer man lidt af Bjærget og Landskabet med de brogede Træer. Fuggi har nu faaet en lille Legekammerat, det er en lille hvid Kat der klæder Fuggi udmærket, Fuggis mørkebrun[e] Fløielspels bliver høinet[?] af Kattens Hvidhed, og omvendt. De To gaaer lange Ture med os og det seer ret originellt ud at see os i Selskab med en Hund og en Kat. Fuggi er ikke meget glad for Selskabet, den er jalux og hader Katten, men Katten elsker ham og lider sandsynligvis af Kjærlighedssorg. Tonis Skole gaaer nu, siden den er indskrænket til kun Kunstflid, ganske godt, der er en heel Deel Elever og kan godt bære sig. Toni har det godt, men seer dog noget anstrængt ud af Sommerens Strabadser. Jeg har det ogsaa temmelig godt, men lider af en Ørenkatarrh der er ganske ubehagelig. Lægen her i Sanatoriet behandler mig, og det bliver nok snart godt igjen. Ellers lever jeg mit gamle Eneboerliv, de faae Bekjendte

[4]

her i Naboskabet er nu snart alle tagne til Byen, og saa kukkelurer man sig først rigtig nu i sit hyggelige Atelier og pønser paa nye Værker. Et stort Billede som jeg begyndte forrige Vinter, men ikke blev færdig med, og som Sommerens Uro og Ubehageligheder gjorde umuligt for mig at fuldende, bliver nu taget for igjen og saa begynder der et rigtigt Malerliv. Foreløbig er der Intet at fortælle Dem der kan have Interesse for Dem. De er vel nu for længst i Deres Vinterkvarter og har det forhaabentlig godt. I dag fik jeg et rart Brev af Geheimeraaden, vor Ven, hvori det lader at han er ganske tilfreds, derimod skal hans Hustru være meget daarlig og heelt skrumpe[t] ind. De forbavser Dem vel over at jeg ingen Penge bruger mere, men saa ideal er jeg ikke bleven, tværtimod. Jeg fik jo 1000 Kroner, eller Mark for det Brystbillede af Damen med Frisuren, og da jeg havde en Deel Udgifter, næsten 400 for Leien, saa fandt jeg det ikke Umagen værdt at sende Pengene til Dem, og bruger dem nu efterhaanden. Vil De derimod være saa elskværdig at sende 25 Kroner til min Søster Fru Seekamp, Rungsted Villa “Pussy”. Og nu lev vel, mange venlige Hilsener til alle gode Venner. Hvorledes har Louise og Harriet det? Toni hilser mange Gange, men mest hilses De af Deres hengivne B. Wegmann.