1905

 

Kjære Herr Melchior!

 

Tak for de 100 Kroner og for Deres venlige Brev. Nu har De vist modtaget de 1724 Mark fra Lichtenberg i Breslau. Jeg lod mig selv sende 300 Mark, idet hele fik jeg 2070 Mark for mit Billede. De bød mig meget ned, jeg havde forlangt 4000, men det er jo den stygge Mode her i Tyskland at de byder ned til det Halve. Dog jeg vilde gjærne have mit Maleri paa et Museum, thi dertil egnede det sig særlig efter hele sit Omfang og Motiv. Museet i Kjøbenhavn bryder sig jo ikke om at eje noget af mig, saa jeg maa nøies med at være representeret i Udlandet. Det kan jo godt være med Rette, men saa maa jeg være

[2]

dobbelt glad at de her finder mig god nok, siden jeg dog gjærne vilde male Billedet paa den Maade jeg gjorde. Jeg sender Dem hermed et Photographie af Billedet. Det er ikke særlig godt da det er taget af en sædvanlig Træskærerkone, men de kan dog faa et nogenlunde Begreb om det. Museet har dog givet mig Tilladelsen til at sende det sammen med min anden lille Collektion, først til Dresden saa til München og saa til Basel og Zürich hvorfra det bliver sendt til Breslau. Nu er jeg ogsaa færdig med mine to Portraitter, og jeg venter bare paa at de skal tørre, for at jeg saa kan reise til Breslau og bestille Rammer til dem, jeg vil nemlig selv spendere Rammerne, det kan jeg jo ogsaa godt for den gode Betaling. De kan ikke tro hvad det var for

[3]

nogle henrivende Mennesker disse Molls, derfor er jeg dobbelt glad at de er saa tilfredse med Billederne. Paa det andet Portrait er der ogsaa en Hund der sidder vedsiden[sic] af den unge Pige, og den var saa naturlig at den selv gjøede og knurrede af den da den saae den færdig, den er ogsaa fuldstændig Portrait. Nogen større Ros kunde jeg vel næppe faa af noget Menneske end jeg fik af denne Hund. Toni er igjen i Breslau, hvorfra hun skal til et Bryllup af en Cusine paa Landet, altsaa lever jeg igjen ensomt her i min Bjærgidyll. Veiret er igjen varmt og deiligt og jeg tager mig nu en lille Ferie med lange Fodture. En stor, meget stor Sorg har jeg for Tiden, min gamle kjære Ven Vedel har faaet saa daarlige Øine at han hverken kan læse mine Breve, eller besvare dem selv. Det kom heelt pludseligt, thi han har

[4]

lige til det Sidste haft udmærkede Øine, saa jeg haaber at det vil bedre sig lige saa pludseligt som det er kommet. Det er et stort Savn for den flittige begavede Mand, der baade læste og skrev saa meget. Hils ham endelig saa mange Gange fra mig naar De seer ham. Med mit Helbred gaaer det stadig paa samme Maade, snart bedere, snart værre, det er ikke værdt at tale om det, jeg lever og jeg arbeider jo dog bestandig.

Prinsregenten af Bayern har kjøbt Jeannas Billede paa den store “Internationale” i München. Det glæder mig enormt! – Dog nu farvel kjære Herr Melchior. De skal ikke komme tilkort. De Penge jeg faaer for Portraitter giver jeg bort, for saa er der dog noget Fortjenstfuld ved den Overvindelse det er for mig at male Portraitbestillinger, men de Malerier jeg sælger saadan ere bestemte til Deres Impresariorolle for mig. Lev vel, lev vel, gjør nu ikke saadan som Vedel. Tusind hilsener til Alle der holder af mig og en særlig Hilsen til Dem af Deres hengivne B Wegmann